Min kærestes datter på 6 år er pylret og vil konstant være sammen med os

Min kærestes datter på 6 år er pylret og vil konstant være sammen med os

Kære Janne,

Håber du kan hjælpe mig. Min kæreste har en datter på 6 år, som er hos os fra onsdag eftermiddag til søndag hver anden uge. Mit problem er, at hun er meget pylret, hun vil konstant være hos os, og har meget svært ved at lave noget selvstændigt, hvis hun endelig laver noget, er det med iPad'en i sofaen ved siden af os. Hun siger næsten hver dag, at hun har ondt et eller andet sted, så har hun ondt I benet, så har hun ondt I foden, forleden dag havde hun pillet sig så meget i næsen, at det begyndte at bløde og kom grædende og sagde, at hun havde næseblod.

Jeg har indtryk af, at det er for at få opmærksomhed, hun taler tit som en lille baby, og bliver meget hurtigt ked af det. Jeg føler, at hun ofte gør dette for at manipulere min kæreste til at få det, som hun gerne vil have det.

Det er meget svært at tale med min kæreste om det, da han mener, hun er skilsmissebarn og bare skal have den opmærksomhed, hun har brug for. Jeg føler mig ofte pinligt berørt I forbindelse med familiekomsammener, især over for min egen familie. Hun har været med til spisning hos min familie flere gange, og det skal handle om hende, og folk skal høre og se hende hele tiden. Jeg er begyndt at lukke af for hende, og jeg er blevet den ''sure'' herhjemme.

Det hjælper ikke at sige det til min kæreste, for han siger, det går over, men hver gang hun har været her, er jeg fuldstændig udmattet.

Hendes mor har fundet en kæreste, der i forvejen har 3 børn. Min kæreste kommunikerer ikke med hende om barnets trivsel hjemme ved hende, men adfærden er blevet værre, efter hendes mor har fundet en kæreste med børn.

Jeg er ofte sur og træt, når hun er her, og det virker, som om dårlig opmærksomhed efterhånden er bedre end ingen opmærksomhed for hende. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op mere. Og er parat til at gå fra min kæreste pga. hans datter.

Mvh


SVAR

Kære Spørger,

du skriver, at din kærestes datter konstant har ondt et eller andet sted, fx i benet eller foden. Jeg er ikke i tvivl om, at hun har ondt - men det er i sjælen, i hjertet, i følelserne, hvad vi nu kan kalde det. Hun er ulykkelig! Måske bange. Og hun er bare 6 år, så hun er ikke i stand til at sætte hverken ord eller begreb på sin sorg og frygt. Hun gør det, som børn gør: hun kalder sin smerte for ondt et eller andet sted i kroppen.

Desperat efter 'at blive set'

Det skal forstås helt symbolsk, og så længe hun ikke møder nogen, der gennemskuer hende og forstår, at hun i virkeligheden er forfærdelig ked af det/ bange, ja, så er hun nødt til at blive ved. Måske mere og mere desperat: 'Hvis jeg nu ligefrem bløder, mon så ikke de kan forstå det?' Og så piller hun sig tilstrækkeligt længe i næsen … Du kan læse en lille tekst om, hvad jeg mener med at blive setved at følge linket: Selvværd er det helt centrale.

Næseblod hjælper heller ikke. Så prøver hun at spille baby: 'Måske forstår de nu, at jeg er helt hjælpeløs og ikke kan klare mig uden de voksnes støtte og hjælp?' Men nej. Der sker nærmest det modsatte: Du lukker af for hende og bliver sur. Hun er oven i købet så sulten efter at blive set, at hun foretrækker negativ opmærksomhed for ingenting, som du skriver.

Brug for hjælp og støtte

Det lyder på dit brev, som om hendes far kan rumme hendes skæve forsøg på at udtrykke sin sorg, og det glæder mig at høre. Ud fra din beskrivelse ser jeg en lille pige for mig, som er meget ked af det over sine forældres skilsmisse, og som sagtens også kan være bange for, om der nu er plads til hende i den nye familieorden. Hjemme hos mor er der nu en ny kæreste og tre nye børn, som alle tager opmærksomhed, og fars kæreste er lukket og sur. Hvor kan hun mon være? Hvem er hun vigtig for? Hvem elsker hende?

Måske er hendes far den eneste, som kommer hende i møde og har overskud til hende? Ikke sært, at hun gerne vil klistre sig op og ned ad ham, hvis det er sådan.

Som jeg ser det, reagerer din kærestes datter fuldkommen sundt og naturligt på en situation, hun ikke kan klare. Jeg kan være enig med hendes far i, at tiden vil lette på sorgen og frygten, men jeg tror ikke helt på, at det bare 'går over af sig selv'. Den lille pige har inderligt brug for nogen, som både viser hende, at hun er elsket, og hjælper hende med at udtrykke sine følelser. Det kan ikke gå for hurtigt.

Hvis det følelsesmæssige rum om hende var sådan, at hun frit kunne sige 'jeg er så ked af det', 'jeg er så bange for, at ingen elsker mig mere', 'jeg er så bange for, at min far og mor elsker den-og-den højere, end de elsker mig' - eller lignende - ja, så ville hun sige det i stedet for at opfinde smerte i benet eller skaffe sig selv næseblod. Men sådan er hendes situation åbenbart ikke.

Følge med i stedet for at gå imod

Det bedste, jeg kan anbefale dig at gøre, er at vise din kærestes datter din omsorg og forståelse, blandt andet ved at tilbyde hende sådan et følelsesmæssigt frirum. 'Ved du godt,' kan du sige til hende, 'at somme tider er det slet ikke foden, man i virkeligheden har ondt i - men hjertet? Fordi i virkeligheden er man ked af det. Tror du, det kan være sådan med dig?' - eller hvordan det nu passer til dig at udtrykke det.

Du kan også 'følge med' hendes spillen baby: 'Kunne du rigtig godt tænke dig at være en helt lille baby, så de voksne var nødt til at tage sig rigtig meget af dig?' Eller lignende. Give hende det, hun beder dig om, i stedet for at stritte imod.

At give hende det, hun har brug for, vil desuden være den mest effektive måde at få hende til at ændre adfærd. Sagt anderledes: Når man er sulten, handler man på én måde, og på en anden måde, når man er blevet mæt. Hvis hun bliver mæt af kærlighed, kontakt og tryghed, holder hun op med alle sine skæve tiltag. Så har hun jo ikke længere brug for dem! Det har hun nu.

Man kan kun give det, man har at give af

Jeg synes også, det lyder på dit brev, som om du må overveje, om dit forhold til din kæreste er det rigtige for dig. Du er jo blevet kæreste med en helhed: en mand med et barn. En samlet pakke. Måske har du ikke overskud til at have med den helhed at gøre - og så er det så sådan, det er. Det kan man synes om eller ej - det er ikke vigtigt. Det vigtige er, at du gør dig klart, hvad du har at give, og hvad du ønsker. Hverken du, din kæreste eller hans datter er tjent med, at du ikke kan rumme den lille pige. Det er og vil blive ved med at være ødelæggende for jer alle.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk