Min kærestes børn taler kun til deres far

Min kærestes børn taler kun til deres far

Kære Janne,

Jeg har læst dine meget indsigtsfulde råd til andre i din brevkasse og forsøger nu selv at få et godt råd fra dig.

Jeg flyttede for 4 år siden sammen med min kæreste. Han har tre børn. Et par drenge, der nu er 12 og en pige på 17. Pigen på 17 har vi kun set et par gange om året. Drengene er hos os 4 dage ud af 14. Jeg har selv en søn på 8 år. Min kærestes skilsmisse fra børnenes mor var og er meget konfliktfyldt. Det er 6 år siden, de blev skilt.

Mit problem er, at drengene stadig ikke taler til mig. Ofte vil de heller ikke engang kigge på mig. Det er også sjældent, at de taler med og leger med min søn. De vil ikke have, at han kommer ind på deres værelser og virker ligeglade med, hvem han er, og hvad han oplever.

Når vi alle sidder omkring middagsbordet, så siger de foran hver sætning "far", og så kommer det, som de vil sige. Også selv om det er noget, som vedrører os alle - fx der kommer sne i morgen eller har vi mere mælk.

Jeg har bedt min kæreste om at sige til dem, at de ikke behøver at sige far hver gang, de siger noget. Jeg har også sagt det og sagt, at det ikke er rart for min søn og mig, for det er en måde at holde os uden for samtalen på. Det hjælper desværre ikke.

Min kæreste er bange for at sige noget til dem, fordi han frygter, at hvis han siger noget, så har de ikke lyst til at komme hjem hos os mere. De få gange han har sagt noget, så har især den ene af drengene ikke ønsket at komme hjem til os næste weekend. Og samtidig har hans store datter jo fravalgt ham. Det ønsker han selvfølgelig ikke sker med drengene også. Jeg forstår ham godt. Men omvendt er jeg ked af, at min søn og jeg bliver ekskluderet i vores eget hjem. Jeg havde hele tiden håbet på, at det ville blive bedre med tiden, men desværre er der ingen tegn på, at det ændrer sig.

Min søn er meget glad for min kæreste.

Mit spørgsmål lyder - hvordan skal jeg håndtere, at de ikke taler til mig og min søn og siger far foran sætningerne?

Vi laver både ting sammen alle fem og hver for sig i weekenderne. Jeg har mindre og mindre lyst til at lave ting sammen alle fem. Det gør mig ked af det og frustreret. Jeg spørger til dem, deres skole, hvis de har skullet noget spændende, siden de var her sidst, osv. Men efterhånden har jeg mest af alt lyst til at lade være, fordi jeg er blevet træt af at blive ved med at række hånden ud, når jeg ikke bliver mødt af dem.

Håber, du kan hjælpe.

Mvh


SVAR

Kære Spørger,

jeg er ikke i tvivl: De to drenge på 12 år mobber jer. Det, du fortæller om deres måde at opføre sig på, er helt klassiske eksempler på såkaldt passiv eller indirekte mobning, som har det formål at holde visse andre udenfor. Er det noget, I har gjort jer klart derhjemme?

Den vanskelige mobning

Lidt generelt om mobning: Når først mobning har bidt sig fast, er den vanskelig at slippe af med igen. Det kræver i al fald en indsats fra alle de involverede, og det tager tid.

Og: Det er ikke kun dem, som bliver mobbet, der er ofre. Mobberne selv bliver forråede. Det er ikke godt for nogen at slippe af sted med at kunne behandle andre dårligt, og det gælder selvfølgelig især børn, som stadig er i fuld gang med at danne deres personlighed.Det gør altså noget negativt ved de to drenge, at de får lov til at mobbe dig og din søn.

Okay bevæggrunde - uacceptable handlinger

Din mands drenge opfører sig, som de gør, af en eller anden god grund. Bag ved deres uacceptable opførsel ligger nogle ikke-opfyldte behov, og jeg regner med, at de har rod i deres forældres konfliktfulde skilsmisse. På en eller anden måde har drengene fået den bagvendte ide, at de kan få deres ikke-opfyldte behov dækket ved at mobbe dig og din søn. Og - det har deres forældre åbenbart accepteret.

Deres mor er udenfor rækkevidde i denne sammenhæng, men det er drengenes far, din kæreste, ikke. Som jeg ser det, har han forsømt at lære sine sønner (- og måske sin datter?) måder at handle på, som 1) faktisk duede, altså opfyldte behovene, og 2) ikke gik ud over andre.

De skjulte behov under overfladen

Hvis man kigger helt overfladisk på det, så er drengenes behov, at far og mor lever sammen, og at du og din søn er forsvundet. Drengene tror sandsynligvis, at hvis far og mor ikke var skilt, ville alt være godt. Det siger de ikke, hvis man spørger dem direkte, men håbet gemmer sig dybt inde i dem. Og du og din søn er helt konkrete forhindringer for, at far og mor kan være sammen, også selv om I først kom ind i billedet to år efter skilsmissen. Der er ikke nogen logik her. Hvis I var væk, kunne far og mor være sammen igen - tror de.

Drengene prøver at få jer til at forsvinde ved ikke at tale til jer eller se på jer. Det er i virkeligheden en helt primitiv metode, ligesom i historien om strudsen, der stikker hovedet i et hul i jorden, når verden ser for truende ud. Det er desværre også en helt almindeligt brugt metode.

Finde den skjulte skat

Jeg foreslår, at du og din kæreste tager jer tid til at bore i situationen. At I sammen prøver at finde ud af, hvad det er, drengenes reelle behov består i - altså, hvad det er, de (tror de) vil få, hvis far og mor er sammen. Og som de har brug for og har haft brug for i de seneste seks år.

Det er en proces, der kan sammenlignes med at pille lagene af et løg - eller lede efter en begravet skat. Et eller andet sted omme bagved gemmer det vigtige og rigtige sig, og det kan fx være: et behov for tryghed. For at far og mor i det mindste er venner - når de nu ikke kan elske hinanden. Eller måske, at de opfører sig voksent og respektfuldt over for hinanden. Og meget mere af den slags.

Jeg har lavet en lille liste over, hvad behov kan være, her på hjemmesiden. Følg linket: Alting drejer sig om vores behov.

Behov for kloge voksne

Men drengene har også brug for, at deres far træder i karakter som voksen og ansvarlig far. Det er helt sikkert ikke i orden for dem, at de har en far, som ikke tør fortælle dem, at de opfører sig utilstedeligt. De savner garanteret også at have en forælder/ en voksen, som kan hjælpe dem til at finde frem til nogle måder at handle på, som reelt skaffer dem det, de har brug for - hjælper dem med at finde skatten, så at sige.

Din kæreste er bange for, at drengene vil vende ham ryggen, hvis han fortæller dem, at de skal opføre sig anderledes, end de gør nu - altså: at de skal holde op med med mobbe dig og din søn. Drengene er sluppet godt fra deres mobning i fire år, så det er klart, at de ikke uden videre accepterer, at det er slut nu. De kan sagtens finde på at benytte det skarpeste våben, de ejer: At vende ryggen til far, i al fald et stykke tid.

Det er far, der bestemmer

Han må så overveje, hvad han foretrækker. At have et par sønner, som har lært, at det er i orden at mobbe andre. At have sin kæreste til at være ved at give op og trække sig. At acceptere, at hans kæreste og hans bonussøn bliver behandlet dårligt. Alt det er prisen for ikke at turde risikere, at de to drenge holder sig væk en tid.

Omvendt: Han kan træde i karakter som ansvarlig far og voksen, der selvfølgelig ikke vil acceptere, at sønnerne er mobbere. Som er optaget af at lære sine børn nogle måder at opfylde deres (helt relevante og forståelige) behov på. Nogle måder, som reelt duer, og som ikke går ud over andre. En far, som opdrager sine børn til at blive gode til at omgås andre på en ordentlig måde.

Jeg har svært ved at tro, at drengene vil holde sig væk i længere tid. De får forhåbentlig mere ud af at være sammen med deres far end blot muligheden for at opføre sig dårligt. De holder sig måske væk i en tid, men så kommer de tilbage, når de opdager, at far ikke mere lader sig køre rundt med af dem. De kommer forhåbentlig til at savne ham! Og muligvis også dig og din søn - selv om det er svært at tro lige nu.

Lade være med at spille med

Din kæreste kan helt konkret reagere på far-spørgsmålene ved at sende dem videre til dig. 'Far, bliver der snevejr i morgen?' lyder spørgsmålet, og din kæreste lader være med at svare, kigger på dig og spørger dig: 'Hvad siger du? Bliver der snevejr i morgen?'

Han kan direkte fortælle sine drenge, at de mobber, og at han ikke længere vil acceptere det. At han er vældig ked af, at han har accepteret det i så lang tid! Hvordan har de det i øvrigt selv med at være mobbere? kan han spørge dem.

Han kan forsøge at finde frem til de dybere bevæggrunde, altså hvad det er, drengene tror, de skaffer sig ved at mobbe, og så kan han efter bedste evne hjælpe dem til at finde en anden og bedre måde at skaffe sig det nødvendige på.

Sætte ord på

Jeg synes også, at du skal overveje at gøre modstand, måske mere, end du hidtil har gjort. Jeg bryder mig ikke om, at du trækker dig tilbage. Det er vel også en slags passiv mobning? Jeg foreslår, at du i stedet for sætter ord på det, du oplever. Ikke vredt eller bebrejdende, bare konstaterende: 'Ved du godt, at du ikke har talt direkte til mig en eneste gang her i aften?'

Jeg foreslår også, at du overvejer, om ikke du kan tale mere direkte om dine følelser. Kan du fortælle, at du er vred/ ked af det/ ?, fordi de ikke har talt til dig eller bare set på dig, mens I sad ved bordet - eller tilsvarende? At du savner at have en samtale med dem? At du næsten ikke kan holde ud, at I nu har været familie i fire år, og alligevel kender de knap nok dig og din søn? Eller hvad det nu kan være aktuelt.

At sætte ord på får noget frem i lyset. At fortælle om sine følelser er at give noget af sig selv. Og: at bebrejde andre noget får dem til at gå i forsvar og trække sig tilbage.

Det er en vanskelig situation, du og I er i - ikke mindst, fordi den har varet så længe. Skynd jer at få lavet en kursændring, og regn med, at det vil tage noget tid, før I ser resultater.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk