Dreng på 7 år har svært ved at aflæse andres grænser

Dreng på 7 år har svært ved at aflæse andres grænser

Kære Janne

Vores dreng på knap 7 år er startet i skole i år, hvilket vi har været bekymret for og følger nøje. Vi har været bekymret, fordi han siden vuggestuen har haft et adfærdsmønster, hvor han slår meget og har svært ved at høre efter og i det hele taget har svært ved at aflæse andres grænser. Han har haft venner (ikke mange), men i perioder, hvor det er gået bedre, har flere været begejstret for at lege med ham, da det var mindre konfliktfyldt. Han er sjov og god til at sætte lege i gang og var, især da han var mindre, god til at lege selv.

Han er god til at lege med lego og kan også finde ro i at sidde tegne og bygge med fx lim og træ. Han er kærlig og kan i de fleste tilfælde godt se, at ham, han har slået, er blevet ked af det, og er faktisk god til at give en undskyldning. Dette har som sagt stået på i flere år, hvor der har været gode og dårligere perioder. Vi har haft en orienterende samtale i børnehaven med en psykolog på vores opfordring, men hvor udfaldet blev, at psykologen mente, det skyldtes [manglende? JHs forslag] modenhed. Men mønstret fortsætter og nu, hvor han er startet i skole, fylder det mere og mere og jeg vil så gerne hjælpe ham, så det ikke eskalerer, og han får så meget negativ kontakt.

Hjemme er vi en familie på far, mor og storebror. Storebror på 10 år har haft lignende adfærd, men i meget mildere grad. Han har altid været populær blandt sine klassekammerater og god til det meste (skole, fodbold mm). De to brødre har et godt og kærligt forhold, hvor de især det sidste ½ år er blevet bedre til at lege sammen. Men deres forhold er også fyldt med konflikter, hvor de hurtigt kan komme til at slå og blive uvenner.

Jeg har læst dine svar til andre breve og fulgt dine råd om følelser og behov og ved måske også selv, med en baggrund som lærer, hvad der højst sandsynligt er på spil her. Men min store frustration er, hvordan vi får vendt skuden. Hvordan finder jeg ud af, hvad det er, min dreng prøver at fortælle mig (han prøver i hvert fald at fortælle, at noget er svært for ham). Jeg vil så gerne ændre på vores handlinger i hjemmet, men jeg ved ikke helt, hvor jeg skal sætte ind, og hvordan jeg bedst hjælper ham med at blive set og forstået, hvis det er, hvad det handler om.

Vil det være en hjælp at kontakte en familieterapeut eller lignende og få hjælp til at ændre vaner og strukturer? Trods vore bedste intentioner og opmærksomhed på, at skæld ud ikke er vejen frem, må jeg konstatere, at det desværre ofte ender i ren frustration med dette. Min mand og jeg er i mange tilfælde også uenige om dette, da min mand mere har tendens til at blive vred og skælde ud, i stedet for at spørge ind til, hvad vores dreng er blevet vred over/ ked af. (Han får ikke voldsomme vredesudfald, kommer i slåskamp el.lign, men slår både i situationer, hvor han føler afmagt og kan også finde på at tjatte til en "tilfældig" forbigående i klassen.)

Kh
Den bekymrede mor


SVAR

Kære bekymrede mor,

mine allerførste overvejelser drejer sig om nogle bestemte kompetencer. Har jeres søn et veludviklet og bredspektret ordforråd? Har han kendskab til og kan benytte begreber, som svarer til hans alder og modenhed? Og kan han sætte ord på sine følelser - og måske oven i købet også på sine behov? Hvis ikke, vil jeg tro, det er en hjælp for ham at lære det.

At slå er en afmægtig handling

Jeg forstår i al fald jeres søns tilbøjelighed til at slå andre som et udtryk for afmagt - ligesom du selv skriver - og udtryk for, at han ikke ved, hvad han ellers kan stille op i en situation, hvor han rummer nogle følelser, som er ubehagelige for ham.

Du skriver, at noget tilsvarende har gjort sig gældende for hans storebror. Kan det være sådan, at I hjemme hos jer kun i ganske lille omfang sætter ord på følelser, taler om følelser? Har I strenge, måske uskrevne regler for, hvilke følelser, der er tilladte og hvilke, der er forbudte/ pinlige/ tøsede/ osv.? Er I sådan en rigtig gammeldags mandfolke-familie, hvor man bider følelserne i sig, fordi de er ikke noget, drenge bør gå for meget op i? I al fald nogle følelser, og i al fald rigtige drenge. Vrede er fx tilladt for hankønsvæsner …

En anden overvejelse: Hvis I undgår at sætte ord på følelser, ja, så tror jeg, at I ikke ser og hører, hvad jeres dreng prøver at fortælle jer. Og det lærer han. Eller sagt anderledes: Hvis ikke I hører efter, hvad han siger/ udtrykker, ja, så er det ikke sært, at han heller ikke hører efter, hvad I siger/ udtrykker. Og: Hvis ikke I respekterer hans grænser, ja, så lærer han ikke at respektere andres grænser.

At have et reelt valg

Jeg kan jo ikke vide, om det forholder sig sådan, men prøv at overveje det. Jeg vil tro, at hvis jeres sønner havde ubesværet adgang til at udtrykke sig om deres følelser i ord, ville de gøre det i stedet for at slå. Det sidste giver jo altid ballade med både voksne og andre børn. Har drengene et valg, ja, så er det mest sandsynligt, at de vil sørge for at undgå balladen.

Jeg tolker det, du skriver, som om jeres dreng netop ikke har et valg. Som om noget løber af med ham. Han bryder sig slet ikke om at være sådan en, som slår - men han kommer alligevel til det, for - hvad andet kan han stille op? Hans lidt tilfældige tjatten til andre lyder for mig også som udtryk for, at han ikke aner, hvad han skal stille op med nogle ubehagelige følelser.

… vil jo ikke drukne

Videre: Hvordan lyder det, når fx din mand skælder ud? Siger han: 'Du må ikke slå!' med vred stemme? (Eller en variation over det samme.) Hvis han gør, så er det reelt udtryk for, at han  mener, 1) at jeres dreng bevidst vælger at slå, og 2) at han kunne vælge at handle anderledes, hvis han bare ville. Men sådan er det næppe - jf. hvad jeg skrev før om at undgå ballade, hvis man kan.

Jeg bruger tit billedet med en, som svømmer brystsvømning og ikke kender andre måder at svømme på. Hvis der så bliver sagt: 'Du må ikke svømme brystsvømning!' - ja, så har den arme svømmer valget mellem at drukne eller blive ved med sin brystsvømning. Det er først, når han også kender til fx at crawle, at det overhovedet er muligt at rette sig efter forbuddet - uden at gå til bunds. Han har brug for at lære noget nyt.

Låne ord og begreb

Jeg gad vide, hvordan du gør, når du spørger ind til, hvad det er, jeres dreng er ked af det eller vred over. Gør du dig mon umage med at 'låne ham ord og begreb'? Spørger du åbent, så han har mulighed for at svare både ja og nej, og for at kunne korrigere dine gæt? Det duer i al fald ikke at spørge ham direkte. Han er sandsynligvis ikke i stand til at svare, da det netop kræver, at han besidder et veludviklet ord- og begrebsforråd. Og havde han det, ville han vel bruge det.

Hvis du spørger sådan her: 'Hvorfor er du vred?' - vil svaret ofte være en variation over det her: 'Fordi NN er dum!' Og det fører ikke nogen vegne hen.

Fokusere på følelser og behov

Jeg foreslår, at du i første omgang koncentrerer dig om at fokusere på din drengs følelser.  'Blev du ked af det?' 'Er du vred nu?' Den slags enkle spørgsmål, som har til hensigt at fokusere på følelserne som vigtige - og at give dem navne.

Næste skridt er at gætte på, hvad det mon var, han gerne ville have haft, og som han ikke fik - og som derfor medførte, at han blev vred/ ked af det. Og slog - som sit bedste bud på, hvad han kan gøre for at slippe for det ubehag, det giver, at være vred eller ked af det. Jeg regner med, at du har læst Janne Hejgaards nyttige råd, om bl.a. hvad følelser er. (Ellers kan du følge linket.) Nemlig vores reaktioner på, om vi får det, vi har brug for, eller ej.

Når du gætter på din drengs mulige uopfyldte behov - 'Blev du vred, fordi du ikke havde nogen at lege med, og det ville du gerne have?' - giver du ham mulighed for at sige ja eller nej og for at korrigere dig. Og samtidig hører han de ord, der knytter sig til de forskellige følelser og behov. Sådan et ordforråd er umådeligt nyttigt at have - resten af livet.

Børnebøger ...

Jeg vil for en ordens skyld nævne, at børnebøger er en anden kilde til sådan et nyttigt ord- og begrebsforråd. Jeg kan ikke kraftigt nok anbefale, at forældre læser bøger med deres børn - hver eneste dag. Det er simpelthen så givende for dem på så mange måder.

Der findes billedbøger, som decideret handler om følelser - jeg har selv skrevet fire af slagsen, de står på bibliotekerne - og der findes bøger, som handler om alle mulige situationer, som skaber følelser. Det ved du nok allerede alt sammen, og det kan også være, at I allerede har en vane med at læse højt for jeres drenge. Hvis det er sådan, så vil jeg kun foreslå, at du overvejer, om I taler om historierne og personerne på en måde, hvor I også nævner følelser. Gør endelig det.

Professionel hjælp

Min forestilling er, at meget kan ændre sig for din mand og dig, hvis I kan få en anden forståelse af, hvad det er, som driver jeres dreng. At han fx ikke er 'uartig' og dermed 'fortjener' skæld ud og straf, men hjælpeløs: han mangler helt praktisk kendskab til en anden og bedre måde at håndtere sine følelser på. Tror jeg! Og det er jer, som skal lære ham det.

Men der er jo aldrig noget forgjort i at få professionel hjælp. Jeg går ud fra, at den psykolog, I har været forbi, ikke har konstateret nogle problemer, som handlede om, hvordan drengenes hjerner fungerer, og at det ikke er her, der gemmer sig nogen forklaring. Så - hvis ikke andet dur, så prøv da at finde en familieterapeut og hør, hvad hun/ han kan sige og anbefale. I kan kigge på borger.dk og se, hvad jeres kommune tilbyder.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk