Min pige på 10 år er for sårbar

Min pige på 10 år er for sårbar

Kære Janne,

Min pige på 10 er for sårbar og vil samtidig gerne være sej.

Hun er en pige, der er lille af vækst, den mindste i klassen, hun er meget bekymret over sin højde, vi har 4 ældre, og de er alle meget høje, det bliver hun ikke, men mor er også lille. Vi forklarer hende tit, at hun er en meget køn pige, hun vil bare være sej. Hendes tøj skal helst være sort, det er ok med os, regner med hun vokser fra den idé.

Så langt så godt, men hun er super sårbar, hvis én af hendes klassekammerater siger, at hun er grim, så er den uge ødelagt, så er der gråd, også selv om vi siger, at han bare havde en dårlig dag. Så er hun forsat ulykkelig, er sikker på alle ikke kan lide hende.

Og på en måde er det ved at være rigtigt, hendes klassekammerater er trætte af det pyl, vi og lærerne prøver at lære hende, at sige skidt-pyt videre, men det magter hun ikke.

Hun har en veninde, som hun er rigtig glad for, desværre er det sjældent gengældt, mange gange kun hvis vi lokker hende med, at hun kan deltage i vores sociale ting med cirkus, legeland, ting hendes egne forældre ikke magter/har mulighed for.

Hun dyrker sport med alle sine klassekammerater, de er alle i samme klub, men heller ikke det fungerer så godt, hun tør ikke prøve at skyde mål og bliver hurtig pylret, ømme arme, ben eller er  blevet ramt af en bold.

Vi deltager i det hele, jeg hjælper frivilligt på skolen og ser hende ofte i dagens løb og deltager i alle sports ting.

Men intet hjælper, vi er begyndt at snakke om, der skal en skolepsykolog på hende, så hun kan få nogle redskaber til sine sociale ting.

Men er det overhovedet der vi skal hen?

Mvh


SVAR

Kærer Spørger,

allerførst: jeg kan let begribe, at din datter gerne vil se sej og sortklædt ud. Det må være hendes forsøg på at iføre sig en slags rustning og dermed beskytte det lille sårbare væsen, hun selv oplever, at hun er.

Jeg forestiller mig ud fra din beskrivelse, at hun helt konkret kan have en meget lav smertetærskel, sådan at det rent faktisk gør mere ondt på hende end på gennemsnittet af vi andre, fx at blive ramt af en bold. Det er der umiddelbart nok ikke så meget at gøre ved - men jeg siger lidt mere om det herunder.

Ømskindet

Jeg læser også, at din datter virker psykisk ømskindet. Det er, som om hun ikke er udstyret med noget forsvar, og som om hvilken som helst fjollet, negativ bemærkning sårer hende dybt. Der kan være en sammenhæng imellem de to typer ømskindethed, sådan at din datter på en eller anden måde får koblet en ond hensigt på tilfældige fysiske sammenstød. Altså: at den bold, der reelt rammer hende ved et tilfælde, i hendes opfattelse bliver til endnu et angreb og derfor gør ekstra ondt. Hvis jeg har ret i det gæt, er det i al fald til at forstå, at meget gør ondt på hende, og at det ikke er let for hende bare at sige skidt-pyt.

Jeg har også kort overvejet, om din datter er det, man kalder 'særligt sensitiv'. Jeg synes ikke, din beskrivelse helt svarer til beskrivelsen af særligt sensitive mennesker, men jeg foreslår, at I lige undersøger det. Hvis du googler 'særligt sensitiv' kan du finde en lang række links, hvor du kan læse mere. Der er også henvisning til en helt nyudgivet bog om emnet: Særligt sensitiv.

Lavt selvværd?

Jeg ved jo ikke, hvordan din datter ser ud, men når hun kan være ulykkelig en hel uge, fordi én har kaldt hende 'grim', så kan jeg regne ud, at hun i al fald ikke selv er spor tilfreds med sit udseende. Jeg synes at kunne læse, at hendes selvværd er lavt, og at det gælder både selvfølelsen (= tillid til at være elsket som den, man nu engang er) og selvtilliden (= tillid til, at man kan håndtere sin fysiske og sociale omverden på et niveau, men selv finder tilfredsstillende). Læs evt. mere ved at følge linket: Selvværd er det helt centrale.

I min forståelse skabes et barns grundlæggende kapital af selvfølelse af forældrene, når de tager imod det lille nye barn og elsker det, simpelthen fordi det er deres barn. Og selvfølelsen kan sidenhen næres ved, at forældre og andre følelsesmæssigt betydningsfulde menneskerserbarnet og synes om, respekterer eller elsker det, de ser. Omvendt kan selvfølelsen undermineres fx som resultat af mobning. Det skriver jeg også lidt mere om i den tekst, der er link til herover.

Drukner mellem alle de store?

Jeg vil derfor foreslå, at du overvejer, om I derhjemme nærer din lille datters selvfølelse i passende omfang. I er mange, og hun er både den yngste og den mindste. Kan det være, at hun lidt drukner i familiesammenhængen? Bliver hun i et eller andet omfang overset/ ikke lyttet til eller lignende?

Er hun hjemmefra - igen i et eller andet omfang - vant til, at hun ikke har så stor betydning som alle I andre store og/ eller voksne mennesker? Hendes ord har ikke rigtig vægt, hendes meninger bliver ikke respekteret, hun er ikke med til at bestemme (på aldersrelevant niveau, selvfølgelig) i lige så stort omfang som sine store søskende?

Jeg kan jo ikke vide det, men hvis noget i den retning er tilfældet, så er din datter faktisk dårligt udrustet til at møde den omgivende og sandsynligvis mindre hensynsfulde omverden. Hun har så ikke haft mulighed for at skabe et tilstrækkeligt robust ståsted i sig selv - sådan et sted, hvor hun kan søge hen og trøste sig og hele sig, fordi hun dér, inderst inde, med sikkerhed ved, at hun er god nok. Pæn nok, dygtig nok, stærk nok - med videre. Værd at elske, også selv om hun jo ikke er perfekt. Det er ingen.

Ikke lært at tackle frustrationer?

En anden måde at udtrykke det på er, at hun mangler grænser, er for ubeskyttet. Alle slag går rent ind. Hun er for tyndhudet, både fysisk og følelsesmæssigt. Det næste, jeg derfor vil foreslå, at du overvejer, er, om I derhjemme har overbeskyttet hende: den yngste, den mindste.

Det er så vigtigt for et barns udvikling, at det løbende får mulighed for at møde livets almindelige forhindringer, at blive frustreret og at finde ud af at tackle frustrationerne. Der skabes simpelthen nye, nyttige forbindelser i hjernen i den slags processer.

Ex: Den lille pige har svært ved at finde ud af at tage sine sko på, så mor gør det for hende, i stedet for at lade hende selv tumle med opgaven. Den lille dreng kan ikke selv tage sine bukser på - eller få legoklodserne til at hænge sammen, finde ud af at bruge saksen, få låget til at sidde fast på dåsen, få togvognene til at hænge sammen, med meget mere - så de omgivende voksne gør det for ham. Det er jo hurtigere! Og de voksne når ikke at opdage, at de faktisk tager noget fra barnet, nemlig muligheden for, at det lærer noget. De hjælper det kun tilsyneladende.

Lære at klare aldersrelevante udfordringer

Igen: Jeg kan ikke vide, om din datter er eller har været overbeskyttet/ overserviceret på den måde, men prøv at overveje det. Hvis hun ikke har lært at håndtere den slags små udfordringer op igennem sit liv, ja, så er det netop, at hun let bliver 'pylret'. Som vel egentlig mest betyder, at hun reagerer som et meget yngre barn. Og så er det lige så tosset at bede hende om at sige 'skidt-pyt', som det er at bede en uøvet om lige at sætte sig hen og spille Mozart på klaveret.

Hvis du mener, at det kan være noget om mit gæt om overbeskyttelse, ja, så må I derhjemme i gang med at indhente det forsømte. Det betyder, at I må overlade det til din datter at klare de småproblemer, hun kommer ud for. Selvfølgelig i passende omfang, og selvfølgelig på en måde, hvor hun over tid kommer til at stå over for stadig vanskeligere udfordringer. Det må være en langsom vækstproces.

Lyt gerne til hende, spørg til hendes følelser, hjælp hende med at finde ud af, hvad hun gerne vil have, hvad hun har behov for, og hjælp hende selvfølgelig, hvis noget er for uoverkommeligt for hende. Men hjælp hende kun, hvis det er nødvendigt. Det er vigtigt, at hun klarer mest muligt selv.

Jeg kan kun tro, at din datter udmærket er klar over, at den ene veninde, hun har, mest er der, fordi hun bliver 'købt' til det. Det er ikke just fremmende for selvværdet, og jeg synes, I skal holde op med det. Det er et sølle venskab og ikke værd at holde liv i. Så hellere være fri.

Støtte og styrke

Du spørger, om I skal kontakte en skolepsykolog, og det synes jeg da, I skal - det sker der jo ikke noget ved. Det kan være, hun/ han kan se noget, som jeg ikke ser, og komme med gode forslag til, hvordan I kan støtte og styrke din datter.

Mit forslag handler om at flytte fokus og prøve at samtale med din datter om hendes følelser og behov. Det betyder helt konkret, at når hun er ked af det, fx fordi en dreng har kaldt hende grim, så foreslår jeg, at I slet ikke beskæftige jer med ham. Han er alligevel helt uden for jeres rækkevidde, og uanset hvor meget I kan få jeres datter til at tro på, at 'han bare havde en dårlig dag', og det gik så tilfældigvis ud over hende - ja, så flytter det ikke noget for hende.

Blive mødt på sine følelser - og behov

Hvis I i stedet for kan komme til at tale med hende om, hvordan hun føler = har det med fx at blive kaldt grim, så ville hun opleve, at hendes sorg blev taget alvorligt - uanset, hvor fjollet I så synes, det er, at være ked af det over 'grim', bl.a. fordi I jo ser hende som en køn pige.

Sådan en samtale kan handle om:

  • Mener hun selv, at hun er grim, og at drengen har ret?
  • Er det hendes næse/ øjne/ hår/ mund/ højde, der er problemet?
  • Hvordan skulle hun se ud for ikke at være grim?
  • Hvad ville være bedre for hende, hvis hun så ud på en måde, så hun ikke syntes, at hun selv var grim?
  • Ville hun have flere kammerater, være bedre til sport, eller?

I kan også bede hende om at fortælle, hvad hun godt kan lide ved sig selv, både hvad angår hendes udseende og hendes personlighed. Og endelig kan I måske tale med hende om, hvad hun kunne have sagt til ham, fyren med den dårlige dag. Ikke, så I giver hende gode råd, men så I hjælper hende med at finde ressourcer i sig selv - så spæde de end må være i begyndelsen.

Det er en proces, der vil tage tid, og som vil handle om at nære hendes selvværd, så det lidt efter lidt kan blive bedre. Jeg har skrevet mere om at samtale med fokus på behov og de dertil knyttede følelser her på hjemmesiden. Følg linket: At tale sammen med fokus på følelser og behov.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk