Min kæreste og jeg er uenige om, hvordan vi opdrager min datter på 5 år

Min kæreste og jeg er uenige om, hvordan vi opdrager min datter på 5 år

Hej Janne,

Jeg er delefar til en pige på 5, som skal starte i skole her til sommer.

Hendes mor og jeg gik fra hinanden i efteråret 2012, hvor hun lige siden har været en uge ad gangen hos os hver.

En af årsagerne til vi gik fra hinanden var, at mor havde været sammen med en anden. Vi besluttede at give det en chance til, men mor var meget påvirket af det, og brugte mere og mere tid på sit arbejde, hvorfor jeg var meget "på" med vores datter. Hente/ aflevere i dagplejen osv. Forholdet mellem mor og datter blev dårligere og dårligere, og det skete ofte, at pigen sad ude i bilen og græd og ikke ville ind til mor, "fordi mor er sur", og mor havde ofte nogle uheldige udfald over for datteren (som var 1½ år dengang).

Det endte med at køre helt af sporet, og jeg valgte at stoppe forholdet, da det ikke var sundt for hverken far eller datter. Så ville jeg hellere give hende ro hver anden uge, frem for uro hele tiden.

Vi har haft en konfliktfyldt skilsmisse med retssag omkring pigens bopæl - mor anlagde sag ved retten for at få hendes bopæl, og jeg gik med til det, imod at vi fortsatte vores 7/7 ordning.

Mor fandt i foråret 2013 en ny kæreste, som hun var sammen med til sensommeren 2014, og hun har her før jul fundet en ny med to børn på 10 og 14 år.

Jeg mødte i julen 2013 en pige uden børn, som jeg bor sammen med i dag.

Desværre taler jeg ikke ret meget med mor omkring vores datters trivsel, da mor er meget svær at kommunikere med - det ender ofte i en gang l*rt.

Nu oplever vi derhjemme, at min datter er meget kontaktsøgende og direkte far-dårlig. Hun er ked af det, når jeg afleverer hende i børnehaven - "jeg vil være hos dig, far", og hun kan også nogle gange gå rundt og tale baby-sprog. Det har vi irettesat og sagt, at det skal hun ikke, når hun er 5 år. Vi har også først for nyligt fået afskaffet sutten helt - den har været svær at få væk om natten, men det er lykkedes nu.

Hun er også begyndt at være ked af, at der ikke er nogen i børnehaven, som vil lege med hende. Det skyldes, at hun i legesituationer godt kan være meget dominerende, og hun vil gerne bestemme. En legekammerat har direkte til sin mor sagt, at derfor vil han ikke lege med hende.

Det gør ondt at høre, og jeg famler næsten desperat efter, hvad jeg skal og kan gøre.

Jeg tænker jo selv, at hun råber og skriger efter tryghed. Tryghed, som jeg føler, hun vil have hos mig. Jeg har nogle gange mødt hende og mor (planmæssigt eller ved et tilfælde), når hun har været hos mor, og det er ofte sket, at hun er endt med at græde som pisket, fordi hun vil med far. Hun har også selv efterfølgende givet udtryk for, at hun hellere ville med mig hjem.

Hun er ikke ked af, at skulle op til mor, når det er skiftedag.

Min kæreste og jeg ser meget forskelligt på børneopdragelse - min kæreste mener, at jeg afgjort mangler konsekvens i min opdragelse, og at jeg er alt for blød. Jeg kan godt se situationer, hvor jeg burde være mere standhaftig, men jeg har bare følelsen af, at hun har brug for lidt snor - og tryghed frem for irettesættelser.

Ting som at sige "tak for mad", bære tallerkenen ud og ikke snakke med mad i munden er vi enige om, men en konflikt om f.eks. påklædning eller tandbørstning griber vi helt forskelligt an. Jeg vil helst tage den rolige linje, og hvis det betyder, at jeg giver efter i forhold til at vælge en anden bluse, så fint med mig, mens min kæreste hellere tager kampen, om det så giver 20 minutter med gråd. Der er vi meget uenige!

JEG har brug for et råd, for jeg føler mig fanget mellem de behov, som jeg føler, min datter har (tryghed) og den opdragelsesmåde, som min kæreste har og gerne ser, at jeg implementerer. Hvad skal jeg gøre for at give min datter ro og mulighed for at hvile mere i sig selv? Især når jeg kun har mulighed for det hver anden uge...

Mvh 


SVAR

Kære Spørger,

der gemmer sig mange spørgsmål i dit brev, som fortæller en sørgelig historie om en lille pige, som er kommet i klemme i sine forældres skilsmisse.

Du kan kun være dig selv

Jeg begynder med det sidste: Du har helt sikkert ikke mulighed for at overtage en opdragelsesmåde, som ikke er din, og som du ikke finder rigtig. Uanset, hvor gerne du vil komme din kæreste i møde. Hvis din kæreste kan gøre dig opmærksom på noget, du ikke før har overvejet, og det får noget til at gå op for dig - ja, så er det en anden historie. På den måde kan I lære af hinanden.

Det svarer lidt til den hjælp, jeg måske kan give dig: Du kan kun bruge mine overvejelser og forslag, hvis de på en eller anden måde ligger i forlængelse af sådan, som du i forvejen forstår og handler.

Konsekvens er godt - med måde

Jeg kan så give din kæreste ret i, at det er godt at være konsekvent. Børn bliver trygge af at kende reglerne, altså af at vide, at de-og-de årsager har de-og-de virkninger. At dagligdagen er skruet sammen på en måde, som ikke varierer for meget fra dag til dag. Der skal fx børstes tænder, bæres ud fra bordet efter maden og ikke tales med mad i munden. Det er trygt at vide, at sådan er det: ikke noget at diskutere.

Men. Der er selvfølgelig forskellige måder at opretholde reglerne på, og livet i familien skal jo ikke minde om en rigid militærbase. Forældre må være lige så smidige, som de må være konsekvente. Jeg husker fra min egen tid med en lille datter, at vi begge kendte betydningen af det lille ord 'pyt'. Altså, fx: Reglen hed slik kun om lørdagen, men lige denne onsdag var omstændighederne særlige, så pyt! Is til dessert - eller hvad det nu kunne være.

Begge parter ved, at det ikke er reglerne, som er anderledes. Reglerne er de sædvanlige, men de brydes lige nu efter fælles overenskomst, og det er den/ de ansvarlige forældre, som afgør, om omstændighederne er særlige lige nu.

Og så vil jeg lige nævne, at 'irettesættelser' sjældent virker. Det kommer helt an på, hvordan de bliver fremsat. At blive bebrejdet og skældt ud har som regel kun den konsekvens, at der graves skyttegrave og måske oven i købet skydes tilbage. Fortæl heller, hvad det er, I gerne vil have, at din datter gør.

Vælge sine kampe - og være enige om hvilke

Du kender garanteret allerede det her med at 'vælge sine kampe'. Det er min erfaring, at når man er sammen med børn, må man løbende foretage sådan en vurdering af, hvad der er vigtigt nok til at tage en konflikt på. Den slags vurderinger spejler selvfølgelig den person, man er, og som jeg læser dit brev, kommer din og din kærestes forskellige personligheder til udtryk blandt andet i jeres forskellige vurderinger af, hvad det er værd at tage en konflikt på.

Din kæreste kan ikke overtage din måde at være på, lige så lidt som du kan overtage hendes, men I må finde ud af at blive enige om reglerne, så I trækker i samme retning. Ellers er det, at din datter igen kommer i klemme. Altså: må din datter selv bestemme, fx hvilken bluse, hun skal have på, eller må hun ikke? Det duer ikke, at far giver lov, og fars kæreste ikke gør. I må ikke trække jeres uenighed ned over hovedet på den lille pige.

Hjælpeløs og afmægtig

Jeg er helt sikker på, at du har ret i, at din datter er far-syg og kontaktsøgende som hendes forsøg på at skaffe sig tryghed. Hun kan slet ikke overskue sit liv og fortæller det blandt andet ved at spille baby. Det er selvfølgelig i orden, at du og din kæreste beder hende om at lade være med det, men I må så hjælpe hende til at finde en anden måde at udtrykke sin oplevelse af hjælpeløshed og afmagt på.

Jeg tror, at din datters domineren i børnehaven er udtryk for den samme mangel på tryghed. Når man er utryg, prøver man at få kontrol med sin omverden i håbet om at have så få ubehagelige overraskelser som muligt. Jeg tror, at I må lade din datter selv gøre sig sine erfaringer med hvordan, hun er sammen med andre børn. Jeres indsats er derhjemme.

Jeg foreslår, at I meget bevidst prøver at komme til at sætte ord og begreb på sådan, som din datter har det. Jeg kan foreslå relevante børnebøger som indgang til gode samtaler om at være ked af det, om at være bange, fordi far og mor ikke mere er sammen - det er jo tilværelsens fundament, der pludselig er væk - om at være utryg, fordi far og mor pludselig fremstår som fjender i stedet for som nogen, der elsker hinanden. Og så videre.

Låne hende ord og begreb

Husk endelig, at en lille pige på 5 år ikke besidder ordforråd eller begrebsforråd, som giver hende mulighed for at udtrykke sine følelser og behov direkte. Du kan læse lidt mere om, hvordan I kan kommunikere med hende, i de tekster, jeg har skrevet her på hjemmesiden: Janne Hejgaards nyttige råd. Hun har brug for, at I som kloge voksne kan finde passende lejligheder til at snakke om de ikke-opfyldte behov og dertil knyttede følelser, som hun rummer. Og jeg foreslår, at I taler med hende på den måde, jeg kalder 'at låne hende ord og begreb'.

Ex: 'Kunne du rigtig godt tænke dig at være en lille baby, som slet ikke skulle sørge for noget selv, for det gjorde babyens forældre?' Eller: 'Kan du rigtig godt lide at sidde og putte hos mig/ far, fordi du så kan mærke, at jeg passer på dig og elsker dig?'

Din datter og hendes mor

Så er der hele historien med din ekskone og hendes forhold til jeres datter. Den lyder rigtig trist, men du kan ikke gøre noget for at få de tos forhold til at blive bedre. Det er uden for din rækkevidde. Du kan selvfølgelig sørge for ikke at gøre det værre, fx ved ikke at tale negativt om din ex, mens jeres datter hører på det. Din datter vil trives ved at opleve, at far har en eller anden form for venlig forståelse og accept af sådan, som mor er - eller i det mindste er neutral.

Jeg vil også foreslå, at du prøver at undgå at mødes med mor og datter, når det ikke er din uge. Gå en anden vej eller gem dig, så jeres datter ikke får øje på dig, hvis I tilfældigt støder sammen. Det er den lille pige, som kommer i klemme og bliver ked af det. Jeg går ud fra, at du ikke får lov til at overtage hende, når det er i hendes mors uge, og heldigvis er din datter ikke ked af at skulle til sin mor, når det er skiftedag. Lad hende være i fred i mor-ugerne - igen: med mindre særlige omstændigheder gør sig gældende. Ingen regler uden undtagelser.

Til sidst: Jeg havde for nylig et spørgsmål fra en kæreste, hvis mands barn var babyagtig og klæbende. Måske kan du have glæde af at læse det, som er en fremstilling af situationen set med kærestens øjne. Spørgsmålet hedder 'Min kærestes datter på 6 år er pylret og vil konstant være sammen med os' og er fra 15. januar i år.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk