Vores pige på 10 år bruger for lang tid på sine opgaver

Vores pige på 10 år bruger for lang tid på sine opgaver

Hej Janne,

Vi er forældre til to piger på 8 og 10 år. Den 10-årige er en stille type, men hun er ikke usikker og har gode sociale relationer, men ikke mange. Hun trives tilsyneladende fint, og er ok med i skolen. Der hvor det halter, er at hun bruger alt for lang tid på de forskellige opgaver. Det gælder både i skolen og herhjemme. Hun kan være evigheder om at tage tøj på, rydde de mest elementære ting op, eller at gå ud og rede hår og børste tænder. Vi fortæller tydeligt, hvad hun skal, og hendes yngre søster har ingen problemer. Det giver konflikter om morgenen, når hun er et kvarter om at finde et sæt tøj frem for eksempel. Hun går i stå og kan stå og nørkle med noget ligegyldigt og irrelevant.

Vi prøver at forberede alt til om morgenen, men det gælder hele døgnet, at hun ikke kan rydde det op, hun har leget med, eller få børstet sine tænder om aftenen, medmindre man nærmest fysisk følger hende og står og kigger på og konstant minder hende om, hvad hun skal, groft sagt.

Det er meget anstrengende. Hvordan hjælper vi hende til at fokusere på en opgave og ikke gå i stå, men blive færdig? Noget, der normalt tager os andre 1-2 minutter! 

På forhånd tak.


SVAR

Kære Spørger,

du nævner det ikke, men måske har du læst de to andre svar, jeg her i brevkassen har givet til forældre med et (for) langsomt barn. Du finder dem her: Pige på 7 år lever i et andet tempo end resten af familien og Min datter på 8 år er alt for langsom i skolen.  Jeg synes, at især det første svar passer ret godt til den situation, du beskriver, I har hjemme hos jer, og jeg foreslår, at du læser det, selv om jeg også i et vist omfang gentager mig selv herunder.

Ingen særlig anledning

Du skriver ikke noget, som giver mig anledning til at formode, at jeres store datters langsomme tempo er noget, som er begyndt for nylig eller noget, som er foranlediget af en bestemt begivenhed. Du skriver heller ikke noget, som får mig til at overveje, om jeres datters langsomhed kan være udtryk for, at hun sørger over noget, eller for, at hun ikke trives, fx i skolen, og derfor om morgenen gør, hvad hun kan, for at trække tiden ud, før hun må afsted.

Jeg er derfor tilbøjelig til at mene, at det nu engang er sådan, hun er: langsom. Måske drømmende, fuld af tanker og overvejelser, måske distræt. Noget er vigtigt for hende og optager hende, mens det er  ligegyldigt og irrelevant for jer andre. Sådan er hendes personlighed, og den er i øvrigt anderledes end hendes søsters, kan jeg læse i dit brev.

Acceptere langsomheden

Det vigtigste er for mig at se at acceptere, at jeres datter er, som hun nu engang er. Nogle mennesker, nogle børn, er langsomme og kan slet ikke finde ud af at skulle skynde sig. Det er simpelthen en del af hvem, de nu er, og det vigtige som forælder til sådan et langsomt barn er at 1) give det lov til at være langsomt, altså acceptere og elske det, som det nu er, og 2) lære det at finde ud af at leve i en verden, der er alt andet end langsom.

Jeg sammenligner ofte den slags anderledesheder med ordblindhed, fordi ordblindhed er en svaghed, som er anerkendt som et reelt problem og som noget, der kræver særlig støtte. Hvis det er sådan, I kan tænke om jeres store datter, at hun er tempo-blind (- eller hvad man nu kan kalde det) i stedet for at tænke, at hendes langsomhed er en fejl, som kan fjernes, hvis bare hun ville tage sig lidt sammen, ja, så har I foretaget en konstruktiv vending. Måske kan I ligefrem komme til at se hendes langsomhed som en gevinst og noget positivt - i vores ellers så fortravlede og tidspressede verden.

Finde ud af helt praktisk håndtering af langsomheden

Men - hun og I må finde ud af at forholde jer så praktisk som muligt til langsomheden, og her mener jeg, at det ikke er tilstrækkeligt at have forberedt alt til om morgenen, som du skriver, eller at sige tydeligt til hende, at nu skal hun gøre dette eller hint. Hun har brug for meget mere solid opbakning, og det er nok nødvendigt, at I (i al fald i en periode) gør det, som du beskriver som anstrengende: Fysisk følger hende og står og kigger på og konstant minder hende om, hvad hun skal.

Jeg forestiller mig, at hendes indre univers er så stort og rigt, at den praktiske ydre verden drukner. Hun er hverken uartig eller ligeglad - hendes opmærksomhed har blot et helt andet fokus end et, der svarer til dagligdagens/ jeres krav. Hun kan slet ikke skynde sig - uanset hvor meget, I presser på. Jeres konflikter virker ikke på nogen måde, som resulterer i, at hun bliver hurtigere. De er bare ubehagelige for jer alle.

Daglig praksis 

Forslag: Stå ekstra 10-15 minutter tidligere op, og væk jeres store datter først. Tag hende og hendes tøj med hen i det rum, hvor I voksne er i gang. Hold hende under tæt opsyn, fortæl hende (venligt), at 'nu tager du natkjolen af, nu tager du undertøj på, nu er det strømpernes tur' - osv., osv. Sådan, at det er en af jer, der sætter påklædningsprocessen i scene i stedet for at overlade det til hende selv. Og sådan, at det hele kan foregå stille og roligt, langsomt, men sikkert, uden at skynde på - for det gavner ikke noget som helst. 

Det samme gælder alle andre dagligdags situationer. En af jer må gå med hende, når der skal børstes tænder og redes hår. En må være med på sidelinjen, når værelset skal ryddes op. I må fungere som den tilstedeværende instruktør, der fortæller skuespilleren, hvordan hun/ han skal gå, bevæge sig, handle. I må sætte hendes scene - så besværligt, det end må forekomme jer.

Lav lidt kærlig sjov med situationen, når det er muligt. Og giv hende et anerkendende ord med på vejen, når hun er godt i gang, og fortæl hende, når/ hvis I synes, hun gør fremskridt. Accept og anerkendelse er altid godt. 

Jeg foreslår også, at I taler med hendes lærere om langsomheden, sådan de gør, hvad de kan, for at rumme hendes tempo. Var hun ordblind (- her er den igen!) ville de uden tøven give hende den nødvendige ekstra plads og opbakning.

Må lære at leve i en hurtig verden

Det er ikke sikkert, at hendes tempo bliver hurtigere. Måske gør det. Men dagligdagene bliver rarere, og hun kommer til at opleve, at der er plads til hende, plads til og accept af, at hun er, som hun nu engang er. Langsom. Hun vil opleve sig set, og det giver overskud. At blive skyndet på, morgen efter morgen, og måske mødt med den irritation, som I andre reagerer med, fordi I er pressede af tiden, giver ikke overskud. 

Overordnet set gælder det om, at jeres datter får lært at leve i en verden, der er alt andet end langsom. Hun må i løbet af sin barndom finde ud af at lægge sine dage til rette, så hun slår sig mindst muligt på dem. Lige nu er hun åbenbart ikke parat til selv at overtage ret meget af ansvaret for dét, men det vil forandre sig, og det er en af jeres, forældrenes, opgaver at være opmærksomme på at trække jeres støtte tilbage efterhånden, som hun kan og vil selv.

Det kommer sandsynligvis til at ske langsommere for hende end for hendes lillesøster. Jeg er til gengæld overbevist om, at hun ikke bliver ved med at have brug for jeres tætte opbakning. En dag vil den irritere hende, og hun vil frabede sig den: 'Kan selv!'

Gøre langsomheden til en styrke

Det er muligt, at hun som ung og voksen vil blive ved med at redde sig nogle knubs, fordi hendes tempo ikke svarer til verdens tempo, men det vil så være de knubs, som vil tilskynde hende til at handle anderledes - som hun vil lære noget af. Jeg finder det også sandsynligt, at hun en dag vil finde et arbejde, hvor hendes langsomhed er en fordel. Det vil især gælde, hvis hun nu, som 10-årig, oplever, at der er plads til at være langsomme hende - og accept af, at det er fint at være langsom, selv om den ganske omverden er hurtig.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk