Min datter på 16 år vil ikke have kontakt med mig

Min datter på 16 år vil ikke have kontakt med mig

Hej Janne,

Min 16-årige datter vil ikke have kontakt med mig - vi ses kun, når der er fødselsdag eller jul i familien. Hun flyttede hjem til sin far i 2010 - året efter vi blev skilt, og jeg var flyttet i egen lejlighed - vi havde 7/7 ordning med hende og 3 år ældre søster.

Jeg fik hurtigt en ny kæreste med 2 børn, som hun stadig er meget glad for. Men mig vil hun intet sige til - være sammen med - jeg føler mig efterhånden kun som en pengemaskine. Hun havde det meget svært i skolen sidste år - var nærmest ikke i sin klasse - fandt jeg tilfældigt ud af engang i foråret - ingen info fra exmand.

Min store datter, som kommer hver 14. dag i 2 uger ad gangen, fortalte pludselig, at søster & far skulle se på efterskole... Jeg var i chok! Jeg konfronterede min exmand, som fortalte, at hun gik til psykolog, og skolen havde anbefalet efterskole. Og her kunne jeg bruges til at dele udgifterne! Hun er kun på besøg hos mig, når jeg direkte beder hende om at komme, fordi der er fødselsdag eller familiehygge - hun kommer aldrig selv forbi, hun ringer/ skriver aldrig - og hun taler alligevel ikke meget med mig, når vi er sammen.

Har forgæves forsøgt at invitere hende til alene-tid med mig uden held. 2 gange har jeg fået hende & exmand til at komme forbi på vej tilbage til efterskolen om søndagen, men det hele virker så opstillet. Jeg er dybt frustreret - har en kærlighed, som ikke bliver gengældt. Hendes psykolog har bedt mig skrive brev til hende, og det er modtaget. Men det gør hende ked af det, hver gang jeg forsøger at komme ind til kernen i vores adskillelse!

Hun er også glad for min exmands kæreste - og det gør til tider også ondt! Hendes søster er også ked af vores situation, men taler selvfølgelig kun med hende om hverdagsting.

Jeg har givet alt af mig selv, men får intet tilbage. Og kommer i et dybt sort hul, hver gang jeg forsøger at ændre situationen ved at skrive til min datter. Alle siger, hun nok skal komme tilbage, men... hvad skal jeg snart tro??? Hva skal jeg gøre???

Mvh


SVAR

Kære Spørger,

åh, det lyder som smertefuldt. Jeg håber, jeg kan bidrage med noget, som kan få din smerte til at flytte sig et lidt andet sted hen - og gerne blive mindre.

Børn er til låns

Du kender sandsynligvis det gamle (1923) digt af libanesisk-amerikanske Khalil Gibran, som du kan finde med forskellige variationer i oversættelsen, men som lyder noget i denne retning:

Dine børn er ikke dine børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved dig, men ikke af dig; og selv om de er hos dig, tilhører de dig ikke. Din kærlighed kan du give dem, men ikke dine tanker; for de har deres egne tanker. Deres legemer kan du yde husly, men ikke deres sjæle. For deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som du ikke kan besøge, end ikke i dine drømme. Du kan stræbe efter at blive som dem; men søg ikke at danne dem i dit eget billede. For livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

Forældre har ikke krav på børnenes kærlighed

Digtet siger det, som jeg også vil sige til dig: Du er mor, du har født din datter og sørget for hende i mange år, du elsker hende højt - men du kan ikke være sikker på at blive elsket tilbage. Du kan ikke være sikker på, at hun vælger dig til. Det er ikke en ret, du har.

Det er ikke kun dig, det gælder for, nej, det omfatter alle forældre. Det er forældres opgave at elske de børn, vi har sat i verden. Det er vores opgave at gøre vores bedste for at udruste børnene med alt det, de har brug for, så de bliver bedst muligt i stand til at skaffe sig et godt liv - men vi har ikke krav på noget til gengæld. Vi kan være så heldige, at børnene giver os noget tilbage: elsker os, respekterer os, forholder sig til os eller måske tager sig af os, men hvis de gør, er det gaver, vi får. Det er ikke noget, vi har krav på. Det samme gælder såmænd fx bedsteforældre.

Kærlighed er mange slags følelser

Når vi taler om små børn, er historien som regel enkel. Små børn elsker næsten altid deres forældre. De gør i al fald, hvad de kan, for at komme til det. Det er straks vanskeligere, når børnene bliver større - eller voksne. Men - små børn er også fuldstændig afhængige af deres forældre, og som jeg ser det, kan kærlighed og afhængighed være svære at skelne fra hinanden.

Din datter valgte, da hun var 11 år, at bo hos sin far og ikke hos dig, og som jeg læser dit brev betød det, at du ikke længere havde hende boende hver anden uge, mens du stadig havde hendes 3 år ældre søster i 7/7 ordningen. Mit gæt er, at du også dengang oplevede dig valgt fra og var ked af det.

Men - hvis jeg har ret i mit gæt - du kunne også have forstået hendes flytning anderledes. Du kunne have valgt at være stolt af, at du havde en datter, som var så god til at tage vare på sig selv, at hun turde det - helt sikkert svære - at vælge mor fra og far til. Så godt havde du opdraget hende - og det var og er fornemt.

De store piger har brug for at rive sig løs fra mor

Jeg kan videre fortælle dig, at det er en helt almindelig reaktion hos (præ)pubertetspiger, at de vender sig mod far og vender mor ryggen. De har nu nået en alder, hvor de prøver at finde ud af, hvem de selv er. Jo tættere, deres forhold til mor indtil nu har været, desto voldsommere kan deres læggen afstand til mor være.

Jeg har oplevet 11-13 års piger, som systematisk valgte at dyrke nøjagtig det modsatte af deres mor. Som begyndte at flirte med nazisme, holde op med sport, ryge, spise dårligt, lyve eller lade være med at fortælle, hvor de var - eller som fik piercinger mv og et udseende som punkere - fordi deres mor var alt det modsatte. Eller omvendt, såmænd.

Alt det er udtryk for pigernes anstrengelser for at bryde et (måske alt for) tæt forhold til mor. Hvis mor er i stand til at holde det ud, og kan forstå det som datterens ihærdige forsøg på at blive en selvstændig person - ja, så forløber processen bedst muligt. Når datteren oplever, at mor finder det helt i orden, at hun er sig selv og anderledes, så kan hun vende tilbage fra den modsatte grøft, hun ellers har marcheret i. Det kan tage nogle år.

Det er anderledes med drenge, fordi drenge sjældent identificerer sig så meget med mor, som piger gør. Alene det, at de ikke er af samme køn.

Jeg ved jo ikke, hvordan du reagerede over for din datter dengang, hun flyttede hen til sin far. Mit gæt er, at du viste hende, at du var ked af det, fordi du oplevede det som en afvisning af dig. Hvis jeg har ret i det gæt, kan det sagtens være den proces, jeg beskriver herover, som din datter stadig har gang i - og som du holder ved lige ved at blive ved med at prøve at holde fast i hende.

Give 'følelsesmæssig tilladelse'

Mit forslag til dig er derfor, at du må prøve at ændre din forståelse af, hvad det er, der foregår. Din datter har brug for din 'følelsesmæssige tilladelse' til at være væk fra dig. Du må holde op med at skrive til hende, invitere hende på alenetid, trygle om udtryk for hendes kærlighed til dig - al den slags.

Jeg foreslår, at du, når ser hende næste gang, fortæller hende, at du er stolt af, at hun er i stand til at klare sig uden sin mor, bare 16 år gammel, og at du har stor respekt for hendes selvstændighed. At du elsker hende og gerne vil være sammen med hende, men at hun nu er så gammel, at du er parat til, at det kan blive på hendes betingelser. Hun kan bare sige til - så gør I noget sammen, som hun har lyst til. Hvis hun ikke vil se dig, ja, så vil du selvfølgelig savne hende, men det er i orden. Hendes valg.

Plads til din datters betingelser

Indtil nu har du været den, som dikterede betingelserne for jeres samvær - også selv om hun ikke har rettet sig efter dem. Nu vil der så komme en periode, hvor det må være hende alene, som dikterer betingelserne. Den kan vare år, og er sandsynligvis blevet forlænget af, at du ikke greb chancen og viste respekt for, at hun gjorde sit eget dengang, for 5 år siden. Først når hun er på den anden side af den periode og har erfaret, at du faktisk mener, hvad du siger, vil hun vende tilbage, og så kan det blive jeres fælles betingelser, der styrer jeres samvær.

Mor vil altid have en særlig betydning

Du er hendes mor og derfor en umådelig betydningsfuld person for hende. Der er god basis for at bygge et kærligt forhold op mellem jer - et forhold, som rummer en anden slags kærlighed end den, I havde, da hun var lille. Men det kræver, at I først er adskilte som to selvstændige personer, der så vælger hinanden til - og derefter samspiller i ligeværdighed og respekt.

(Jeg mener, at vi savner mange flere slags navne for 'kærlighed' i det danske sprog, for kærlighed er sandelig mange forskellige følelser. Tænk engang, at vi bruger ordet 'elsker' om både vores børn og yndlingsserien i tv. Vi mener næppe det samme med ordet!)

Udtryk for livskompetence

Jeg forerslår også, at du prøver at forstå din datters varme følelser for din exmands kone som udtryk for hendes livskompetence. Hendes forhold til dig, hendes mor, er betændt, og da hun har brug for at have kontakt til en voksen kvinde, vælger hun én i sin nærhed. Det er livskraftigt - hun kunne teoretisk set lukke sig inde og gå og savne i ensomhed. Det gør hun ikke, og det er bl.a. dig, som har udstyret hende med den kompetence.

Farvel datter-barn, goddag voksne datter

Du savner hende. Det er der ikke noget at gøre ved. Du må sørge over tabet af dit datter-barn og prøve at finde ud af at glæde dig over din snart voksne datter. Jeg foreslår, at du prøver at finde det, som er positivt omkring hende. Jeg har herover givet et par bud, og du kan garanteret finde mange flere. Led efter det, som hun kan, som er godt for hende at kunne, når hun nu skal skaffe sig et godt liv - og som du har bidraget til, at hun har lært.

Økonomisk bidragende - ja. Sådan er det

Du oplever dig som en pengemaskine. Ja, det er man som forælder. Det er dit ansvar, i al fald indtil hun bliver 18 år, at forsyne hende med de penge, hun med rimelighed har brug for. Det samme gælder alle forældre - at de må blive ved med at bidrage til deres fælles børn, uanset om de bor sammen eller ej, om de ser børnene eller ej.

Svært for både dig og din datter

Har du med i dine overvejelser, at det helt sikkert også er svært for hende? At hun sandsynligvis er spændt ud imellem på den ene side gerne at ville kunne komme dine behov i møde, på den anden side at have voldsomt brug for at opleve sig som fri af mor - hvad hun som 16-årig skal være? At du sikkert presser hende på forskellige måder?

Jeg håber, du kan give slip. Jeg håber, du kan finde en tillid til, at det vil være det bedste for din datter, og på længere sigt for jeres forhold til hinanden. Jeg håber, du kan finde trøst i noget af det, jeg har foreslået herover. Jeg håber, du kan ændre dit samspil med din datter, så det rummer respekt for hendes valg - også selv om du ikke bryder dig om dem.

Kan du spørge din exmand, om han i større omfang end hidtil vil informere dig om, hvad der foregår rundt om jeres datter? Det ville være både venligt og rimeligt at gøre.

Og så vil jeg gerne gentage, at den proces, som du nu oplever din udgave af, i alle mulige variationer er den samme for alle forældre.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk