Min søn på 11 år får "mangelfuld præstation" i den nationale test

Min søn på 11 år får "mangelfuld præstation" i den nationale test

Hej Janne,

Jeg har tidligere fået et brugbart råd mht vores datter. Nu er det sønnen.

Han skal lige om lidt i 5. klasse og er 11 år gammel. Vi har lige modtaget Undervisningsministeriets svar på den nationale test. Den skriver "mangelfuld præstation". Det er anden dårligst ud af 6.

Det kom ikke helt som nogen overraskelse. Det, som jeg har svært ved at gennemskue, er, hvad jeg som mor skal gøre ...

Jeg har før taget kontakt til læsevejlederen. Klasselæren gav udtryk for, at hun var meget skuffet over, at jeg ikke var gået til hende først. Jeg mente læsevejlederen bedre kunne rådgive mig, da det primært er det, som han gør.

Når vores søn læser høj for mig, finder han ofte synonymer for de skrevne ord, det er vildt underligt, for meningen er der jo, men det læste ord er forkert. Når han læser, bøjer han også ordene i andre former, generelt giver det også mening, men det er da også underligt.

Jeg er konfliktsky og vil egentlig nok helst ikke snakke med klasselæren, og da læsevejlederen stopper, er jeg lidt på bar bund. Hvem kan jeg rette henvendelse til, uden det koster mig en formue?? Det er, som om han mangler at knække en form for kode, det bliver ikke nemmere med et 3. sprog i 5. klasse. "De" siger, han ikke er ordblind, det virker heller ikke sådan. Jeg vil gerne træne med ham, men for ikke at over-stimulere, er det vigtigt, det bliver gjort rigtigt. Nu har vi sommerferien til hjælp.

God sommer.

Mor til en håndboldspiller


SVAR

Kære Mor til en håndboldspiller,

ja, du ramte ind i brevkassens sommerferie, som først nu er forbi, og du har desværre måttet vente længe på mit svar.

Når din søn er i stand til at 'læse' synonymer for de ord, der står i en tekst i stedet for de rigtige ord, eller 'læse' ordene i en anden bøjningsform, må det være, fordi han forstår tekstens mening og gætter på hvilke ord, der nok står. Det er en udmærket strategi i en daglig praksis, men den giver jo ikke point i en test.

Du skriver ikke, hvad læsevejlederen sagde, da du sidst opsøgte hende/ ham, og jeg er i tvivl, om der begynder en ny læsevejleder i stedet for den gamle - eller om funktionen simpelthen ophører.

Som du fremstiller det, kan jeg kun se, at du nok må overvinde din skyhed og gå til din drengs klasselærer. Hun kender både din søn, hans læseniveau og de muligheder, der findes for at støtte hans læseindlæring. Hun kan sikkert også fortælle dig, hvad hun mener, du kan gøre derhjemme. Husk endelig at fortælle hende, at din søn faktisk forstår meningen med en tekst og gætter på ordene. Det kan jo være, at hun ikke lige har opdaget det.

Du kan også spørge til, hvad læreren vil gøre for at støtte din søn i at blive bedre til at læse. Det er jo trods alt hendes arbejde.

Bøger for sjov - eller apps

Mon I er sådan en familie, som læser bøger? Det er en fantastisk støtte for børn at være vænnet til at læse for sjov derhjemme, så hvis du mener, det er en mulighed, vil jeg foreslår, at du tager din søn med på biblioteket og der finder en bibliotekar, som kan hjælpe jer med at finde bøger, som passer til din søn - både indholdsmæssigt og sværhedsmæssigt.

Jeg foreslår videre, at du så skaber en rar læsestund for din søn derhjemme - gerne dagligt, ellers i al fald så ofte som muligt. Det kan være lige før sengetid. Han kan læse højt for dig, eller I kan skifte mellem, at han læser højt, du læser højt, og han læser indenad og kan spørge dig, hvis der er noget, han ikke forstår. Hvis I har fundet en spændende bog, vil det være med til at drive ham fremad i teksten.

Hvis ikke han bryder sig om at læse, kan du også downloade forskellige apps på en tablet - hvis I ejer sådan en i familien. Du kan google 'apps til læseindlæring' og der få henvisning til mange muligheder. En bibliotekar kan nok også hjælpe her - eller klasselæreren kan.

Den eneste anden mulighed, jeg kan foreslå, er, at du henvender dig til 'Skole og Forældre's Forældrerådgivning - følg linket - og spørger der, om de har et forslag til, hvad du kan gøre. Du kan både skrive og ringe, og det koster ikke noget.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk