Min kæreste giver sin datter på 6 år for meget opmærksomhed

Min kæreste giver sin datter på 6 år for meget opmærksomhed

Hej Janne.

Min kæreste gennem det sidste halve år har en datter på 6 år. Hun er hos ham hver anden uge. Jeg har hele tiden været klar over, at det vil være lidt hårdt, når hun er der.

Han er en kærlig og tålmodig far, men ind i mellem synes jeg alligevel, det bliver for meget.

Hun er ikke god til at lege selv. Hvis vi f.eks. sidder og snakker i sofaen, så går hun måske ind på sit værelse, men hun er der maximalt i 5 minutter, før hun råber efter sin far. Han spørger hende ikke engang, hvad det er, men rejser sig stort set hver gang og løber hen til hende. Det går meget ud over min tid sammen med ham, at vi hver anden uge ikke har mere end 5 minutter ad gangen uden forstyrrelser. Og de 5 minutter vi får, er ofte kun 2 gange på en dag, da vi selvfølgelig også bruger en masse tid sammen med hende.

Nogle gange sidder hun 4 meter væk inde i stuen, og siger "far, kom lige", og han rejser sig.

Hun gør det også med ting. Så har hun noget liggende et sted i stuen, og vil gerne have det. "Far, giv mig lige..." og selv om hun ikke spørger pænt, og hun selv er tættest på, rejser han sig og henter det til hende.

Hun kan sagtens gå på toilettet selv, hvilket er heldigt, da hun lige er startet i skole, men hun gider ikke, hvis hun kan få hans opmærksomhed. Så hver gang hun har været på toilettet, så råber hun igen "Far jeg er færdig!", og selv om hun godt kan selv, går han ud og tørrer hende!

Burde hun ikke snart bare gøre det selv? Som de ca. 10 % af gangene, hun faktisk gør det?

Når jeg har forsøgt at konfrontere ham med det, bruger han undskyldningen, at hun jo ikke får så meget opmærksomhed hos sin mor, hvor det også er 2 større søskende og en lille på et år.

Men det betyder vel ikke, at han skal være over hende konstant?

Når hun siger, at hun keder sig, finder han altid på noget, hun kan lave - oftest sammen med ham eller os begge, i større eller mindre forstand. Jeg kan huske svaret, fra jeg selv var barn: "Så find på noget at lave!", og det ser jeg tilbage på som en positiv ting - det lærte mig at være selvstændig og at kunne underholde mig selv.

Er det virkelig sundt med den konstante opmærksomhed, og hvad kan jeg evt. gøre ved det?

En sidste ting, jeg undrer mig over i hans børneopdragelse, er måden han håndterer hende på, når hun skaber sig.

Som sagt er han super tålmodig. Lidt for tålmodig, hvis du spørger mig. Hun lægger sig pludselig uden varsel og uden grund ned på gulvet og skriger og græder og sparker og skaber sig. Sådan er det jo med børn. Men han tvinger hende op og sidde på skødet, selv om hun siger, hun ikke vil, og hun fortsætter deroppe. Og han taler pænt og forsigtigt til hende, hvilket man selvfølgelig også skal prøve, men når hun efter 5 minutter bliver ved, og han stadig bare sidder der og snakker beroligende til hende og spørger, hvad der er galt, så stiger jeg af.

Jeg personligt ville have sagt til hende, stadig pænt, men hårdt, at hvis hun ikke stopper, så må hun gå ind på sit værelse og skabe sig, og så kan hun jo komme ud, når hun er blevet bedre eller klar til at snakke om problemet.

Men er det noget, jeg bør konfrontere ham noget mere med?

En ting er, at jeg gerne ville kunne snige mere end 10 minutters "voksentid" ud af dagen, men jeg er også lidt bekymret for pigebarnet, som er meget forkælet enebarn, når hun er hos sin far. Også økonomisk. Jeg har talt lidt på det, og der er mange uger, hvor han bruger 500 kroner på hende - på slik, legetøj og ture i legeland, svømmehallen og alt muligt andet - samtidig har hun ikke noget begreb om, hvad der er dyrt og billigt.

Ud over det, er hun forresten medbestemmende på, hvad vi skal have at spise 90 % af tiden. Vi snakker os frem til det 80 %. Vi spiser altid ting, hun også rigtig godt kan lide, hvilket ofte involverer hakkekød, hvilket hænger mig langt ud af halsen. Vi spiser lasagne 2 dage på den uge, hun er der. Det ville for mig være helt fint, hvis den blev varieret. Måske med kylling ind i mellem. Eller smide nogle grønsager i. Men nej - det er Knorrs, og fulgt 100 % det, der står på pakken, for det er det, hun kan lide. Men ville det ikke være godt, at hun fik lov at prøve forskellige varianter, og måske nogle andre retter ind i mellem?

Jeg synes da, det er ok, at hun er medbestemmende ind i mellem, men ville det ikke være bedre med et par dage om ugen i stedet for hele ugen?

Jeg ved, at han gør alle disse ting af kærlighed, men jeg er bare ikke så sikker på, det er sundt. Jeg ser på fremtiden, både på "vores", men også hendes. Hvad hvis vi en dag vil have et barn? Skal han så stadig danse efter hendes pibe, og så står jeg alene med den lille? Får hun ikke problemer i skolen, når hun er så vant til at få sin vilje derhjemme? Hun siger allerede nu, efter en uge i skolen, at hun keder sig, og opgaverne er enten for nemme og kedelige, og derfor vil hun ikke løse dem...

Har du nogle gode råd? også evt. til hvordan jeg kan gøre noget.

Mvh
Nybagt stedmor


SVAR

Kære Nybagte Stedmor,

som jeg læser dit brev, drejer det sig hovedsagelig om, at du ikke er tilfreds med din kærestes måde at være over for sin datter på. Du synes, han prioriterer jeres voksentid for lidt, og at han servicerer sin datter for meget - mere end det er godt for hende. Jeg sidder også med det indtryk, at du håber, at jeg kan bidrage med noget, som du kan bruge til at fortælle din kæreste, at han er forkert på den.

Du vil gerne have din kæreste til at handle anderledes over for sin datter og dermed over for dig - men det ligger uden for denne brevkasses tema. Hvis jeg skal være meget firkantet, så har hverken din kæreste eller hans datter noget problem - det er dig, som oplever, at noget er problematisk. Du kan overveje at henvende dig til en brevkasse for voksne, som kan hjælpe dig med nogle bud på, hvordan du håndterer en situation, som du tydeligvis ikke trives med.

... et par overvejelser ...

Du får dog lige et par ord med på vejen fra mig som mine kommentarer til alt det, du fortæller mig:

På den ene side: Jeg mener generelt, at man skal hjælpe børn med det, de ikke selv kan finde ud af, og overlade det til dem, som de selv kan klare. Det giver dem en erfaring med at kunne håndtere deres verden, og det skaber selvtillid og tryghed hos dem. For meget servicering - som jo bliver gjort i den bedste mening - kan gøre børn mere afhængige af de voksne og mere hjælpeløse, end godt er for dem.

På den anden side: Det er også forældres opgave at være opmærksomme på, hvordan deres børn har det - lige nu. Jeg ved ikke det mindste om din kærestes datter - du skriver lige, at hendes far mener, hun har brug for særlig opmærksomhed, fordi hun får for lidt hjemme hos sin mor - men jeg har ikke mulighed for at vurdere, om han gør det helt rigtige for sin datter, eller om han overgør noget.

Måske er hans vurdering af hendes behov for særlig høj service helt på sin plads - i al fald lige nu. Jeg kan jo også læse, at det kun er et halvt år siden, at du kom til og begyndte at lægge beslag på en del af hendes fars tid og opmærksomhed. Jeg forestiller mig, at den seksårige har brug for at få slået fast over for dig, at hun altså er den vigtigste for far. Det er sandsynligt, at det ændrer sig, når der er gået mere tid, og hun har oplevet, at selv om du er i fars liv, er du ikke nogen trussel - måske oven i købet tvært imod.

Kæreste plus datter - hele pakken

For her kommer min tredje overvejelse: Når du er blevet kæreste med en mand med et barn, så er det hele pakken, du får. Du kan ikke nøjes med at have et forhold til ham. Du må opbygge et lige så varmt og tæt forhold til hans datter - eller i al fald så varmt og tæt, som det nu kan lade sig gøre. Husk, at hvis du overvejer at få børn med ham, ja, så bliver de hendes søskende.

For mig at se er det vigtigt, at du arbejder intenst på at få etableret et forhold til den lille pige. Sådan at du gør noget sammen med hende, at du er aktivt udfarende og kommer med forslag til, hvad hun og du kan lave sammen, når hun er hos jer. Hvis hendes mor er travlt optaget af blandt andet én på bare et år, ja, så forestiller jeg mig, at din kærestes datter netop har stort behov for kontakt med dig - stedmor. Også!

Jeg er videre sikker på, at dit forhold til den seksårige har stor betydning for dit forhold til hendes far. Han elsker sin datter, og jeg kan kun forestille mig, at dit forhold til hende er vigtigt for ham. Det er desuden kun, hvis du har et varmt følelsesmæssigt forhold til datteren, at du kan være med til at opdrage på hende, herunder at være med til at bestemme hvilke regler, der skal gælde i jeres familie - og hvilke spisevaner, I skal have. Det hele hænger sammen, og det er god kontakt og varme følelser, der er bindemidlet.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk