Min datter på 9 år vil hverken falde i søvn eller sove alene

Min datter på 9 år vil hverken falde i søvn eller sove alene

Hej Janne,

Jeg har en datter på 9 år, der stadigvæk ikke vil sove på sit eget værelse.

Det har stået på i mange år, og jeg har forsøgt mig med gode putteritualer. Tænkte, det måske var en periode, men hun vil stadig ikke sove hos sig selv, og hun falder aldrig alene i søvn, heller ikke i min seng. Hun har fast sengetid, men tit trækker putningen ud, det vil sige, det tager 3-4 timer af min tid hver aften. Jeg kan først gå, når hun sover, ellers står hun op igen.

Jeg har prøvet med tvang og endda endt med at låse min soveværelsesdør et par nætter, ikke i træk, for at få det til at lykkedes.

Den ene gang tissede hun på gulvet i gangen, fordi hun var "bange", og den anden sparkede hun min dør i stykker.

Jeg er ved at slippe op for idéer og tænker, dette vil blive et kæmpe problem, hvis jeg har flere børn end hende at putte på sigt.

Alle ideer er velkomne.


SVAR

Kære Spørger,

min første overvejelse handler om hvilken grad af kontakt, du og din datter har før hendes sengetid. Kontakt betyder, at I samspiller med fokus på, hvordan I - især hun, da du er den voksne - har det, og hvad hun har brug for. Det er via kontakt, børn opbygger selvværd og identitet, så kontakt er særdeles vigtig. Læs lidt mere om, hvad jeg mener med kontakt, ved at følge linket: Selvværd er det helt centrale.

Den nødvendige kontakt

Hvis din datter ikke har været i kontakt med dig tilstrækkeligt stort omfang, kan det være forklaringen på, at hun ikke vil slippe dig om aftenen. Hun bliver ved og ved med at prøve at få det fra dig, som hun har så meget brug for.

Hvis du tror, at manglende kontakt kan være årsagen til, at hun ikke vil sove alene, ja, så er der ikke andet at gøre, end at du sørger for at mætte din datters kontaktbehov. Derefter kan du så gå i gang med at ændre på det rigtigt dårlige mønster, som har udviklet sig.

Tabte kampe

Som du beskriver jeres aftener, lyder de som resultat af en kamp, hvor du er taberen. Og sådan er det ofte, når kampe mellem børn og forældre foregår på børnenes niveau, fordi vi ikke vil tage de 'våben' i brug, vi faktisk besidder, mens børnene - som fx din datter - er ganske uhæmmede. Tisse på gulvet og sparke din dør i stykker - du godeste! Det er at opføre sig som en to årig.

Forældres 'våben' (for nu at blive ved med at bruge kamp-metaforen) befinder sig på et andet niveau og handler om at træde i karakter som voksne og være tydelige forældre. Du ved, at din datter har - og har haft, siden alt det her begyndte - brug for at sove så-og-så mange timer hver nat. Det ved hun ikke på samme måde, og det er derfor, børn har brug for, at forældre sørger for, at de får deres nattesøvn - protester eller ej.

Du ved også, at du har brug for voksentid om aftenen. Det ved din lille datter heller ikke, og igen: det er din opgave at gøre det klart for hende. Det havde været lettere, hvis du havde gjort det fra begyndelsen, for nu må du i gang med at ændre på en indgroet og rigtig dårlig vane.

Ændre dårlig vane

Som 9 år gammel er din datter rigeligt stor til at tage (med)ansvar for sin egen søvn. Du skriver jo ikke noget om, at hun plages af mareridt eller har været ude for chokerende oplevelser. Som du beskriver det, vil din datter bare ikke slippe dig om aftenen - og sådan har det åbenbart været i årevis.

Så med mindre du tror, at problemet kan fortælle om hendes ikke mættede sult efter kontakt, foreslår jeg, at du gør noget i retning af følgende:

Sig til din datter, at det nu er slut: Du vil ikke længere bruge dine aftener på at få hende til at falde i søvn. Fremover vil du sige godnat (fx) klokken 20, og derefter må hun klare sig selv. Er du vant til at læse for hende, eller synge sange, ja, så sker det før klokken 20. Vil hun så ikke sove, jamen, så må hun lade være med det. Men: Hun skal tie stille og være stille. Du servicerer hende ikke efter at have sagt godnat. Du svarer ikke på hendes spørgsmål. Du putter hende ikke igen - osv.

Har hun adgang til tv, pc eller tablet, så fjern dem klokken 20 - hvilket nok betyder, at du også må holde i al fald tv'et slukket, for du får hende nok ikke til at blive på værelset, og hun skal ikke sidde i stuen og se på dine tv-udsendelser. Hvis hun vil sidde der og læse bøger eller glo ud i luften - fint. Men hun skal lade dig være i fred og tie stille. Ikke hænge op og ned ad dig, ikke bede dig om noget. Hun må klare sig selv.

Kan du finde på noget at foretage dig, som er umådelig kedeligt for hende? I den overgangsperiode, der vil blive, indtil hun resignerer? Brodere korssting? Eller læse?

Hvordan vil hun reagere på det, mon?

Være konsekvent

Det er selvfølgelig vigtigt, at du er konsekvent. Hun vil ikke tro på, at du mener det i begyndelsen, og da hun kan finde på at bruge voldsomme metoder for at få sin vilje, kommer du nok til at opleve, at der bliver ballade. Hun vil måske slå på dig, græde eller andet, som plejer at virke. Det må du forældre-agtigt tage oven fra og ned - det er dig, som er den voksne, har ansvaret og bestemmer.

Lad være med at skælde ud. Prøv at forblive rolig. Sig roligt: 'Du skal tie stille. Det er din sovetid nu.' lige så mange gange, som det er nødvendigt. Og regn med, at det tager et pænt stykke tid, før hun tror på, at du mener det. Giver du efter bare én gang, kan du begynde forfra.

Selvfølgelig skal du ikke 'være ond' mod dit barn. Du kender hende og ved, hvis noget er virkelig galt - og så må du selvfølgelig mødre hende. Men du må også huske, at det er trygt for børn at vide, at deres forældre er både stærkest og klogest og kan handle efter det. Det er ikke trygt for børn at være dem, som bestemmer over far eller mor.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk