Vores pige på 7 år siger, at hun savner sin mor, når vi ikke er sammen

Vores pige på 7 år siger, at hun savner sin mor, når vi ikke er sammen

Hej Janne,

Vi har 3 børn - 3, 7 og 10 år.

Vores mellemste, som er en pige, savner mig rigtig meget, når vi ikke er sammen. Hun fortæller selv, at hun altid savner mig, når hun er i skole (0. klasse), og når hun er i SFO. Både hendes lærer og pædagogerne fortæller, at de ikke oplever, at det påvirker hende - og jeg tror bestemt på dem. Hun er glad for at gå i skole og SFO, har mange gode venner, leger rigtig godt og er godt med i skolen. Hendes lærer kunne godt mærke, at hun havde brug for en del voksenkontakt i starten af skoleåret, men oplever det altså ikke rigtigt længere.

Hun har altid været tæt knyttet til både mine og min mands forældre og min søster. Hun har elsket at komme på mini-ferie hos dem, og det har typisk været 2-3 overnatninger. Hun efterspørger stadig jævnligt at komme på ferie hos bedsterne, men når hun så er der, savner hun mig, og skal hun sove der, så græder hun om aftenen, når hun skal sove. Af forskellige grunde har hun været mest hos mine forældre de seneste par år, men de er begyndt at være lidt i vildrede omkring at have hende - ikke, fordi de ikke gerne vil, men de synes jo, det er synd for hende, at hun savner mig sådan. Vi har skruet ned for overnatningerne - nogle gange er hun der bare om dagen, og enkelte gange sover hun der en enkelt nat (max hver 2. måned). Vi har bevidst ikke holdt hende helt herhjemme, fordi jeg meget nødigt vil komme til at bekræfte hende i, at det er "farligt", eller at der er noget at være bange for - omvendt vil vi helst ikke tvinge hende for meget, så det er lidt en svær balancegang.

Hun elsker at have legeaftaler - både her og hos veninderne, men det må ikke være noget med, at de f.eks. skal på udflugt. Så finder hun på undskyldninger; har ondt i maven, halsen, kan ikke lide at køre i andre biler end vores egen, gider ikke en lang køretur, osv.

Hun er en meget social pige, men det her påvirker jo efterhånden hendes relationer :-(

Det er, som om hun rigtig gerne vil alle de samme ting som før, men så bliver hun bange for, at hun kommer til at savne mig (også selv om hun ved, at hun kommer hjem igen inden aftensmaden), og kommer med alle mulige grunde til, at hun ikke skal af sted.

I situationerne snakker vi om, at det er okay at savne, at jeg også savner hende, hendes søskende og far sommetider, men at det også er dejligt at være sammen med andre mennesker, og at det er rart at kunne komme hjem bagefter og fortælle om de oplevelser, man har haft.

Jeg tror, det er startet, efter at hun for et års tid siden var på weekend hos mine svigerforældre. Mens børnene var der, blev jeg meget syg og indlagt, og jeg var så indlagt i 10 dage og var stadig syg, da jeg kom hjem.

Vi fandt ud af, at jeg har en kronisk sygdom, som ikke er livstruende. Børnene ved, at jeg er rask nu, fordi jeg får medicin, og at det skal jeg blive ved med at have, så jeg ikke bliver syg igen. Vi har talt en del om det.

Alligevel tænker jeg, at det nok bunder i den indlæggelse, hvor jeg bl.a. var i isolation og de derfor ikke kunne besøge mig den første uge.

Vi er begyndt at gøre meget ud af at give hende (og også de andre børn) alenetid sammen med mig - en tur i svømmehal, lave aftensmad, handle, sidde tæt og læse bøger osv., for at give hende noget særlig opmærksomhed, men det er, som om det ikke hjælper.

Nu har en veninde nævnt, at hun måske kan have angst - og det er jeg selvfølgelig så blevet bekymret for. Hun har ingen tvangshandlinger eller lign., og jeg tror egentlig ikke selv, at det er angst, men jeg er alligevel blevet ekstra bekymret - ud over at det selvfølgelig er rigtig synd for vores datter, og efterhånden også drænende for os forældre.

Har du nogen forslag til, hvordan vi kan hjælpe hende?

Mvh


SVAR

Kære Spørger,

jeg er ikke i tvivl om, at det er din bratte indlæggelse for et år siden, som er årsag til din datters reaktioner. Hun er blevet mægtigt forskrækket over, at mor - hendes trygge fundament - pludselig kunne være både syg og uden for rækkevidde, og da det skete, mens hun selv var væk, ja, så får hun koblet de to ting sammen i en slags årsags-virknings-forbindelse.

Det betyder, at hun har en slags magisk forståelse af sig selv. Ikke bevidst, selvfølgelig, men hun tror på en eller anden måde, at 'jeg-er-væk-fra-mor' kan forårsage, at 'mor-bliver-syg-og forsvinder'. Derfor vil hun nødig væk fra dig, og derfor er hun urolig og synes, at hun savner dig, når hun skal være væk, fx i skole eller SFO. På en bestemt måde har hun fået et chok, og jeg tror ikke, at det handler om savn i traditionel forståelse.

(Jeg ved faktisk ikke, hvad du mener med, at hun måske har angst …??)

Brug for lang helbredelsesproces

Hvad du fortæller i dit brev om din (og hendes fars?) måde at forholde jer til hende på, lyder for mig som vældigt fornuftigt. I kommer hende i møde, og det har hun brug for - måske endda i større omfang, end du lige har gjort dig klart - og jeg tror egentlig mest, at I er lidt for utålmodige.

Jeg foreslår, at du prøver at tænke på den oplevelse, din datter fik, da du pludselig var syg og væk, som du ville tænke om en hjernerystelse eller et slemt brækket ben. Hun har på en bestemt måde været ude for en ulykke. Hvis hun fx havde brækket et ben, ville du vide, at hun havde brug for lang tid til at komme sig, at hun skulle skånes, mens hun helede op, og at hun i det hele taget havde brug for særlig behandling.

Du ville sikkert høre på hende, når hun sagde, at hun ikke ville/ kunne det ene eller andet, fordi du forstod hendes særlige behov, mens hun voksede sammen og kom sig igen. Du ville vide, at hun selvfølgelig var svagere og kunne mindre, end hun plejede.

Du ville også være klar over, at det her er en særlig periode, og at hendes reaktioner og handlinger derfor selvfølgelig er anderledes, end de plejer at være. At lige nu er hun 'syg', og når hun bliver rask igen, kan hun genoptage sine gamle måder at være på.

'Savn' er navn for noget andet

Jeg foreslår, at I ikke taler med hende om at savne, men snarere om at blive vældig forskrækket og være urolig - og måske også om, at mor eller far kan blive syge. Det sidste er selvfølgelig aldrig let, for børn har brug for at kunne være fuldstændig trygge ved, at forældrene er der og passer på dem og tager sig af dem - til evig tid!

Jeg har selv flot og frejdigt erklæret mig udødelig over for både børn og børnebørn, men det må I jo afgøre, om I også vil. Jeg foreslår i al fald, at I forstår hendes 'savn' som hendes uro over hendes egen magiske indflydelse på, om der sker noget med mor. Hun mener, at hun må passe på dig, og det er en tung byrde at bære for en syvårig. Jo mere, I kan overbevise hende om, at du sagtens kan passe på dig selv, og at det i al fald ikke er hendes opgave, desto mere vil hun blive befriet for sin uro-byrde.

Kan du ikke finde på nogle heltindehistorier om dig selv? (Med mindre, selvfølgelig, duharnogle virkelige historier om, hvordan du bare har klaret noget farligt …) Så hun kan høre, hvor sej og handlekraftig, du er - og hvor god du er til at passe på dig selv.

Helbreder sig selv

Jeg synes imidlertid også, at det lyder på dit brev, som om din datter er i fuld gang med sin egen helbredelse. Lærere og pædagoger kan i al fald ikke mærke på hende, at hun går rundt og er urolig for mor. Hun vil gerne lege og besøge andre, hun har bare nogle særlige betingelser, før hun vil være med til det.

'Hun er glad for at gå i skole og SFO, har mange gode venner, leger rigtig godt og er godt med i skolen. Hendes lærer kunne godt mærke, at hun havde brug for en del voksenkontakt i starten af skoleåret, men oplever det altså ikke rigtigt længere' - skriver du. Fint!

Det lyder vældig godt, og jeg tror, at hvis du kan anvende 'brækket-ben' forståelsen på hendes reaktioner, så vil du selv blive mindre urolig. Hun er en sej og sund lille pige, som er i fuld gang med at komme sig - men selvfølgelig kan mors støtte hjælpe hende til at komme hurtigere og bedre igennem. Det betyder bl.a., at du lader hende selv afgøre, om hun vil sove hjemmefra, osv.

Gør det lovligt for hende at sige, at nej, det-og-det vil hun ikke, for så er hun mere væk fra dig, end hun har lyst til. Så behøver hun ikke at finde på ondt i halsen eller lignende, og så får hun en oplevelse af, at hun selv er med til at styre sit liv. Far og mor har tillid til hende - i passende omfang, selvfølgelig. Hun kan passe på sig selv, ligesom mor og far kan passe på sig selv. Det bliver man tryg af at vide.

Og så må I give hende den tid, hun har brug for, til at komme sig helt.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk