Min datter på 14 år kan ikke udtrykke sine følelser

Min datter på 14 år kan ikke udtrykke sine følelser

Hej Janne,

Jeg har en datter på 14 år. Vil gerne vide, hvordan jeg kan lære hende at sige, hvad hun føler, når veninder gang på gang svigter hende?

Hun bliver bare sur på dem, og siger ikke siger til dem, at de sårer hende.

Hun har ingen veninder, og når hun endelig får én, bliver hun så glad, og kontakter dem meget, hvorpå de synes, hun klæber for meget. Det gør hende vildt ked af det, og hun bliver gal i stedet for at sige, jeg har kun dig som min nye veninde, og derfor hænger jeg på dig, da jeg savner venner.

Hvordan lærer jeg hende det?

Ved godt, at mit indlæg er lidt indviklet, men håber på et godt råd og evt. bøger eller internetsider, hvor jeg kan søge råd.

Hun har det ellers godt, gode karakterer, elsker at rejse og lære nye ting, men jeg tror, at hun føler sig ensom.

Hun har udenlandske venner, som hun skriver meget med på engelsk, men altså ingen fysisk kontakt osv.

Håber, du kan give gode råd.

Mvh Mor 45


SVAR

Kære Mor 45,

jeg synes nu ikke, dit spørgsmål er specielt indviklet. Til gengæld bliver mit svar til dig måske lidt indviklet, for det er jo din datter, som har brug for at lære noget - ikke dig, og det er dig, ikke hende, som jeg svarer.

Der er en grund til, at hun reagerer, som hun gør, så det drejer sig sandsynligvis ikke kun om at lære hende en anden måde at opføre sig på - altså noget udvendigt. Det stikker nok dybere: Hun har brug for at få ændret på noget indvendigt, noget personligt, som ligger i hende og er det, der styrer hendes måde at opføre sig/ reagere på.

Selvværd er det helt centrale

Jeg gætter på, at hun mangler det selvværd, som for os alle er nødvendigt, for at vi kan tro på, at vi er gode nok, som vi er - også selv om vi begår fejl. Hvis et menneske har et tilpas højt selvværd, tror hun på, at hun fx kan forbedre sig og rette op på sine fejltagelser, hvis hun gør sig umage. Hun tror også på, at hun har lov til at udtrykke sig som den, hun er - altså udtrykke sine behov og følelser. Du kan eventuelt læse mere om behov og følelser her på hjemmesiden ved at følge de to links.

Din datter vælger ikke at udtrykke sine behov og følelser. I stedet for vælger hun at straffe sig selv. At gå rundt og være sur er nemlig både anstrengende og ubehageligt, og dem, man er sur på, kan meget let være fuldstændig ligeglade. Surheden går ikke ud over dem - men kun ud over én selv. Og måske ens mor!

Så mit første forslag til dig er, at du overvejer følgende: Hvordan er din datters selvværd? Du kan også læse mere om selvværd her på hjemmesiden: Selvværd er det helt centrale.

Selvtillid

Som du der kan læse, har selvværd to sider: selvfølelse og selvtillid, og de to må meget gerne begge være passende store. Jeg foreslår, at du overvejer: Hvor henter din datter sin selvtillid? Hvad er hun dygtig til - og vigtigt: Hvad synes hun selv, at hun er dygtig til?

Hun får gode karakterer, skriver du. Det giver selvtillid i forhold til skolen og er fint. Er der andre områder, hvor din datter gør noget, som hun kan nære sin selvtillid ved? Ellers er det måske en ide at hun prøver at - dyrke sport, udtrykke sig kunstnerisk eller i det hele taget folde nye sider af sig ud. Det er godt for børn, ikke mindst i puberteten, at møde mange områder af verden og prøve sig selv af der.

Selvfølelse

Selvfølelsen er straks lidt vanskeligere at have med at gøre, fordi den er mindre konkret. Du kan støtte og måske nære din datters selvfølelse ved at lytte til hende med fokus på hendes behov og følelser, snarere end med fokus på hendes handlinger. For de fleste er det en ny måde at være sammen med andre på, og noget, man må lære sig over tid.

Et enkelt eksempel: Hvis din datter kommer fra skole og beklager sig over endnu en veninde, som afviser hende, så vil det nye fokus betyde, at du spørger mere til hende behov og følelser, end du fx kommenterer venindens forkerte opførsel - eller din datters forkerte opførsel. Som du kan læse i teksten om selvværd, har vi alle et grundlæggende behov for at blive set som dem, vi virkelig er, og det betyder netop at blive mødt med en optagethed af vores behov og følelser.

At blive set er desuden det samme som at være i kontakt, og er man ikke i kontakt i tilpas stort omfang, ja, så oplever man sig ensom.

Fokus på behov og følelser

Hvis du i situationen kan spørge til din datters følelser, og spørge hende, hvad hun gerne ville have haft i situationen med veninden, i stedet for det, hun fik - altså hvad hun havde brug/ behov for lige da - så viser du hende, at du ser hende. Så viser du optagethed af det, som er væsentligt for hende. Og så fungerer du desuden som rollemodel, og det er bestemt også vigtigt.

Rollemodel

Du kan nemlig også lære din datter noget ved at være en rollemodel. Så jeg vil foreslå dig, at du overvejer følgende: Siger du selv, hvad du føler, når du fx oplever dig svigtet? Bliver du selv sur og lader være med at sige det, når nogen sårer dig?

Hvis du svarer nej til det første, og ja til det andet spørgsmål, så er det jo ikke så sært, at din datter gør det samme, for børn efteraber i stort omfang deres forældre. Og så vil det nok være en hjælp for hende, at du begynder at reagere anderledes og udtrykker dig om dine følelser.

Men hvis du tvært imod er en, som godt kan få udtrykt dig om dine følelser, ja, så vil jeg bede dig overveje, hvorfor det er anderledes fat med din datter. Hvad er det mon, som gør, at hun så ikke kan (tør?) udtrykke sine følelser?

Måske er det manglende selvværd. Måske ligner hun sin far og efteraber hans måde at reagere på. Måske er det noget helt tredje, som jeg ikke kan vide noget om - men det kan du.

Helt sikkert er det, at når din datter ikke udtrykker sine følelser, selv om det helt tydeligt ville være det mest hensigtsmæssige for hende, så har hun en god grund til det, og det er den, som er det interessante i sagen.

Kompetence som en ven

Det sidste, jeg har overvejet, er, hvordan man er en ven og får venner. Det kræver en særlig social kompetence, og her kan forældre ikke gøre ret meget - direkte. Din datters få-venner-kompetence er resultat af en række personlige sider hos hende, og det er sider, som hun blandt andet har udviklet hjemme hos sin familie. Forældre har altså indirekte stor indflydelse på, om deres børn bliver gode til at være venner - eller ej.

Din datter er blevet for gammel til, at du direkte kan gøre ret meget for hende i relation til hendes veninder. Det, du kan gøre, er at lægge øre til hende, når hun fortæller om de forskellige situationer med veninderne, og - som før nævnt - holde dit fokus på hendes følelser og behov i stedet for på opførsel. Du kan ad den vej prøve at samtale med hende om, hvad hun selv mener om sin måde at reagere på, og I kan i fællesskab prøve at finde frem til andre måder, som vil fungere bedre.

Være 'fødselshjælper'

Du må fungere som det, jeg kalder 'fødselshjælper', altså hjælpe din datter til selv at finde måder at være på, som passer til hende. Du er ikke til nogen hjælp for hende, hvis du giver hende såkaldt 'gode råd'. Gode råd passer som regel bedst til den, som giver dem - ikke til modtageren.

Bøger

Endelig beder du om forslag til relevante bøger. Læser din datter selv bøger? Hvis hun gør, vil jeg tillade mig at anbefale mine egne tre bøger om 'Lola' (Lola & retfærdighedens bog, Lola & kalejdoskopet, Lola & spejlene).

Lola er en pige på 13 år, som er i fuld gang med at finde sig selv og finde sit ståsted i verden - som den, hun nu er. Hun bliver blandt andet ret voldsomt mobbet og finder ud af at håndtere det. Måske kan din datter finde inspiration ved at læse dem.

Du kan se lidt mere om bøgerne på min hjemmeside, JanneHejgaard.dk, og de kan lånes på biblioteket.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk