Vores datter på 12 år er utryg ved skolen og kammeraterne

Vores datter på 12 år er utryg ved skolen og kammeraterne

Hej Janne,

Jeg skriver til dig, fordi vi har brug for hjælp til vores 12 årige datter.

Vores datter er en genert og stille pige, som har svært ved at indgå i større sociale grupper. Hun fungerer allerbedst 2 og 2, hvor hun til gengæld er i sit es: hygger sig meget, griner, pjatter, og har det sjovt.

I april skiftede hun fra en folkeskole til en friskole, fordi hun følte sig udenfor og overset i sin gamle skole. Det er også blevet lidt bedre på den nye skole, idet hun ikke går alene mere, men - dog er hun stadig en usikker og utryg pige, som ikke er glad for at komme i skole og engang imellem græder hun hysterisk og panisk og forsøger at undgå at komme derhen. Rent fagligt er hun også usikker. Hun er hele tiden bange for ikke at slå til og ved ikke, hvordan hun skal "gebærde" sig i sociale sammenhænge. Hun skal helst kun være sammen med én eller max. 2, for ellers falder hun ud af gruppen.

Når hun kommer hjem om eftermiddagen virker hun glad og kan snakke positivt om forskellige ting fra skolen. Så næste morgen kan det lige pludselig slå "klik", og hun kan ikke altid fortælle, hvad der konkret er i vejen, og hvad hun frygter. Nogle gange kan hun dog sige, at det er idræt (boldspil), at én af dem, hun går sammen med, nu er syg osv. osv. Det er, som om en lillebitte ting kan vælte hele hendes verden. Hun kan skifte fra at være den superglade pige om eftermiddagen og aftenen og så til at være fuldstændig grædefærdig om morgenen.

Når vi så endelig får hende hen i skolen, slapper hun af i løbet af dagen. For os at se handler det om manglende selvværd. Hun kan ikke overskue tingene. Tidligere kunne vi sagtens stole på, at hun cyklede i skole om morgenen, men nu har vi oplevet, at hun vender om på vejen derhen og cykler hjem igen. Hun har faktisk sagt, at hun ikke selv ved, hvad der sker, når hun bliver hysterisk, men at hun føler, at hun ikke kan styre det. Det er som om usikkerheden, utrygheden og hendes manglende selvværd styrer hende totalt i disse situationer.

Vi ønsker at hjælpe hende alt det, vi kan, men føler os totalt magtesløse.

Venlig hilsen


SVAR

Kære Spørger,

ja, et eller andet er ikke i orden omkring jeres datter - det er let for mig at læse. Det er straks vanskeligere for mig at give et præcist bud på, hvad det kan være, men jeg prøver at gætte ud fra, hvad I skriver i jeres brev. Overvej de forskellige muligheder, jeg kommer med herefter, og så må jeres problemløsning selvfølgelig indrette sig efter, hvad I mener problemet kan bestå i.

Manglende selvværd?

Hvis jeres datter mangler selvværd, så er der en grund til det - hvilken mon? Der kan være rigtig mange forskellige grunde til, at et barn mangler selvværd. En af de almindeligste er, at det ikke er 'blevet set' i tilstrækkeligt omfang - af sine forældre og andre betydningsfulde voksne. Med 'blevet set' mener jeg, at fx jeres datter ikke har oplevet tilstrækkelig meget kontakt: samspil med fokus på hendes behov og følelser - og ikke, fx, på hendes præstationer, hendes 'artighed' eller måske hendes udseende.

I kan læse mere om behov, følelser, kontakt og at 'blive set' ved at følge dette link: Janne Hejgaards nyttige råd. Der skriver jeg også om, hvordan man skaber kontakt, altså hvordan man gør, når man gerne vil samspille med et andet menneske på en måde, hvor manser det.

For hjælpeløs og mangler selvtillid?

En anden grund til jeres datters skiftende reaktioner kan være, at hun ikke er tilstrækkeligt trænet i at klare frustrationer - skabt af de små og store forhindringer, som livet stiller os alle over for. Det kan skyldes, at hun har specielt svært ved at lære at tackle frustrationer og har brug for særlig støtte her. Det er også muligt og måske mere sandsynligt, at I har beskyttet hende mere end nødvendigt og end godt er: I har i for stort omfang klaret hendes frustrationer for hende.

Det er vigtigt, at børn, fra de er ganske små, får lov til selv at slås med de forhindringer, de møder - selvfølgelig i et omfang, der passer til deres udviklingstrin - selv om de bliver frustrerede. Det skaber dels tryghed og selvtillid, fordi de i voksende omfang oplever sig i stand til at håndtere deres omverden på frugtbar måde - de lærer noget.

Langsom træningsproces

Hvis I mener, at der her kan gemme sig en forklaring på jeres datters måde at opføre sig på, ja, så er der ikke andet at gøre end at indlede en langsom træningsproces med hende. I må stille og roligt overlade til hende selv at slås med mere og mere af det, som er svært for hende - selv om hun bliver ked af det og ikke tror på, at hun kan finde ud af det.

Det skal selvfølgelig ske med små skridt. Hvis ikke hun stille og roligt op gennem sin barndom har lært at klare det, som har været passende i forhold til hendes alder og udvikling, ja, så nytter det ikke at stille hende over for hele det forsømte felt på én gang. Selv om hun er 12 år gammel, er hun måske kun i stand til at klare udfordringer på 6-7 års niveau. Det må I skønne og indrette jer efter.

Jeg overvejer helt lavpraktisk: Er hun med til at lave mad derhjemme? Gør hun rent på sit eget værelse? Hjælper hun med at klare vasketøj - eller har hun andre pligter i jeres husholdning? Hvis ikke, er det nok et udsagn om, at I servicerer hende i for høj grad.

For præstationsorienteret?

En tredje mulighed er, at jeres datter er meget præstationsorienteret og har meget høje forventninger til sig selv - og har brug for stor selvtillid for at kunne leve op til sine egne forventninger. Som jeg læser jeres brev, lyder det ikke til, at jeres datter har specielt meget selvtillid. Kan forklaringen på hendes svingninger være, at hendes selvtillid ikke svarer til hendes forventninger til sig selv? (I kan også læse om selvværd og selvtillid og forskellen på de to ved at følge førnævnte link.)

Jeg lægger i al fald mærke til, at I skriver, at 'hun hele tiden er bange for ikke at slå til og ikke ved, hvordan hun skal "gebærde" sig i sociale sammenhænge. Hun skal helst kun være sammen med én eller max. 2, for ellers falder hun ud af gruppen'.

Et vildt præstationsorienteret samfund

Nogle børn er af natur simpelthen mere præstationsfokuserede end andre - og nogle børn har lært af deres omgivelser (- og far og mor er også vigtige her), at de må præstere for at gøre sig håb om at blive elskede. De er ikke bare elskede for deres egen skyld - sådan, som de nu engang er, på godt og ondt. De skal gøre sig fortjent til kærligheden, mener de.

Vi lever desuden i et yderst præstationsorienteret samfund, og børn bliver stillet over for tårnhøje forventninger. Om ikke før, så netop når de går i pubertet. Pigerne skal være både dygtige, smukke, sexede, dydige, venlige, sociale, flittige, seje - osv. Det er uden ende!

Jeg gad vide, om jeres datters måde at reagere på er blevet værre i den senere tid? Det ville ikke undre mig. Mit ældste barnebarn er 12½ år, og jeg har jo kunnet se, hvordan hun næsten blev blæst omkuld af den krævende omverden, der meldte sig netop, da hun nærmede sig puberteten.

For stor afstand mellem drøm og virkelighed?

Hvis jeres datter - af natur eller som følge af omgivelsernes pres - er (blevet?) sådan en præstationsorienteret størrelse, så kan det være grunden til hendes svingninger. Når hun kommer fra skole, har hun en oplevelse af, at dagen er gået godt, hun har klaret det, hun skulle - og det, hun forventede af sig selv - og derfor er hun i godt humør.

Når hun så vågner om morgenen og står foran en ny skoledag med alle dens udfordringer - ja, så vælter tvivlen og usikkerheden ned over hende, og hun tror bestemt ikke, at hun kan klare noget på det niveau, som hun ønsker - og som hun forestiller sig, er nødvendigt, for at hun kan begå sig. Hun synes måske, at hun hverken er dygtig, populær, pæn, charmerende osv. nok.

Det er ikke overraskende, hvis hun ikke kan sætte ord på og forklare, hvad handler om. Det kræver et meget større og voksent overblik, end en 12-årig kan have - og det er selvfølgelig altid smertefuldt at se i øjnene, at der er andre, der er dygtigere, mere populære, pænere osv., end man selv er. Ikke mindst, hvis man er en usikker 12-årig.

Jeg kan også her finde en forklaring på, at hun ikke har det godt, når hun skal være sammen med flere end to andre. Når der er for mange, kan hun nemlig ikke have kontrol - og det er utrygt. Kontrol er en vigtig ingrediens, når man skal præstere, og 1-2 veninder er tryggere at være sammen med end en større gruppe.

Lytte, give plads, stille krav

Mine forskellige forslag herover kan alle være til stede på én gang, det ene måske mere end det andet. Hvis I oplever jeres datter som optaget af at præstere, er mit råd, at I tager jer tid og ro til at tale med hende - igen med fokus på hendes følelser og behov. I kan ikke klare hendes problemer for hende, I kan ikke ændre på en alt for krævende og præstationsorienteret omverden, men I kan lytte til jeres datter og hjælpe hende til at opleve, at hendes følelser er både relevante og tilladte.

Videre kan I støtte hende i selv at finde frem til løsninger på hendes problemer. Det er hun i høj grad gammel nok til at kunne. Det nytter ikke, at hun grædende cykler hjem til far og mor og vil have jer til at ordne tingene for sig. Det er ikke jer, der skal 'få hende hen i skolen'. Det skal hun sørme selv sørge for. Det var jeres opgave, da hun var 6-8 år - det er hun ikke mere.

Jeg har overvejet, om I lader hende 'køre rundt med jer' … ?

Men husk: skridt for skridt. En støt og rolig læreproces.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk