Min datter på 13 år smasker, når hun spiser

Min datter på 13 år smasker, når hun spiser

Hej Janne

Min datter, der er 13 år, smasker hver eneste gang, hun spiser. I over 6 år har jeg forsøgt at få hende til at lade være. Det ødelægger virkelig stemningen omkring bordet, fordi min mand (som er hendes bonusfar) og jeg er ved at blive vanvittige over det. Jeg gør hende opmærksom på det flere gange under måltidet - nogle gange er mit overskud stort nok til at bede hende pænt om at lade være, og andre gange er jeg så frustreret over det, at det kommer ud på en meget irritabel og vred måde.

Kan det virkelig passe, at hun efter så mange års daglige påmindelser ikke kan holde op? Jeg har forsøgt at spørge hende, om hun har problemer med fx at trække vejret, når hun lukker munden om maden - og om der ellers er noget, som jeg kan hjælpe hende med at finde ud af omkring det. Men hun siger bare, at "det ved hun ikke". Og nogen gange lykkes det hende også at holde munden lukket, så jeg tror, at det er et spørgsmål om vilje og "teknik".

Jeg søger desperat råd til, hvordan vi kan tackle det: Skal vi simpelthen tage tallerkenen fra hende, bede hende sidde ved et andet bord, "straffe" ved at tage noget fra hende - eller hvad pokker stiller vi op? Jeg håber virkelig, at du har en god ide til, hvad vi kan prøve :-)

Med venlig hilsen


SVAR

Kære Spørger,

jeg går ud fra, at din datter ikke har nogen specielle lidelser, som gør, at hun ikke kan kontrollere sin muskulatur omkring munden. Den slags findes nemlig - prøv at google 'ufrivillig smasken'. Har I fået det undersøgt? Hvis ikke, så prøv at tage hende med til en læge og spørg der, om der kan være en fysisk grund til, at hun altid smasker. Tænk, hvis der er det? Så hun slet ikke kan lade være? Det var da vigtigt at finde ud af - og i givet fald få behandlet.

Et ubevidst valg - og en dårlig vane

En anden, måske mere sandsynlig mulighed er, at hun ikke vil holde op med at smaske. Af en eller anden god grund - og den er det interessante. Det er også den, I må fokusere på, hvis I vil have hende til at holde op. Hverken straf eller belønning vil gøre nogen forskel og vil i virkeligheden være en omvej at gå.

Hendes smasken må have sat sig godt fast som en rigtig dårlig vane gennem mere end 6 år, og det vil kræve en pæn indsats af hende at vænne sig fra sin måde at spise på igen. Den indsats gør hun kun, hvis hun selv ønsker og magter det - og det gør hun så foreløbig ikke.

Vi gør alle, hvad vi kan, for at møde egne behov

Jeg har den grundlæggende forestilling, at vi mennesker altid prøver at handle, så vi tjener vores egne interesser bedst muligt - hvilket ikke er det samme som, at vi altid er det, man almindeligvis forstår som rendyrkede egoister. Jeg kan sagtens skaffe mig selv glæde ved at gøre noget, som er til glæde for dig. Som følge af den forståelse overvejer jeg tit, hvad en person mon får ud af det til sig selv ved at handle, som hun/ han nu gør.

Hvad får hun ud af det?

Som fx her: Hvad mon din datter skaffer til sig selv ved at blive ved med at smaske? (Stadig forudsat, at hun helt fysisk kunne lade være, hvis hun ville.) Som betyder mere for hende, end at hendes mor og bonusfar bliver irriterede, og at hun jævnligt får skæld ud. Hendes 'gevinst' kan være af enhver slags, men selvfølgelig udelukkende personlig/ følelsesmæssig.

Et par bud: Hendes smasken kan være hendes bedste måde at skaffe sig opmærksomhed på. Eller at gøre sig bemærket på. Protestere. Råbe om hjælp - og meget mere.

Udløst af en særlig begivenhed?

Mon der skete noget særligt i hendes liv, da hun for godt 6 år siden begyndte at smaske? Det var ikke tilfældigvis der, hendes bonusfar dukkede op i hendes liv - eller måske, at du og hendes far blev skilt? Hvis der er en eller anden form for tidsmæssig sammenfald, er det der, jeg foreslår, at I fokuserer.

Kan din datters uønskede opførsel ved middagsbordet være hendes måde at protestere på over det? En måde at sige til jer på, at hun jo er nødt til at acceptere jeres beslutninger om skilsmisse/ ny mand i huset, men hun gør det ikke uden protest. Ligesom i udtrykket: 'Den æder jeg ikke!' eller: 'Den kan jeg ikke lige æde!' - altså: 'Det er jeg ikke parat til bare lige at tage ind. I al fald smasker jeg, mens jeg gør det.' Husk: Alt dette foregår helt uden om bevidstheden.

Begivenheden kan også være noget helt andet - jeg kan jo kun gætte og prøve at komme med forslag - som fx, at hun har mistet et elsket familiemedlem, at I flyttede, at hun var meget ked af at begynde i skole/ sfo - eller såmænd, at hun oplevede noget, som chokerede hende. Det kan både være i tv eller i virkeligheden.

Ikke nogen mystisk reaktion

Men prøv at undersøg, om der kan være en særlig begivenhed, som din datter følelsesmæssigt ikke kunne klare, hvorfor hun i sin afmagt ikke kunne finde på andet end at gøre opmærksom på, at noget var galt ved at begynde at smaske. Som mor og bonusfar så kun opfatter som noget, der er irriterende.

Det er ikke en så mystisk reaktion, som det måske umiddelbart lyder til at være. Børn har jo ikke udviklet det ord- og begrebsforråd, som de har brug for, hvis de møder begivenheder, som følelsesmæssigt er for voldsomme for dem. De kan ikke formulere sig voksent og fx fortælle, at 'i dag skete det det-og-det, og jeg blev så bange, som jeg aldrig før har været, og det er jeg stadigvæk. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, og har brug for, at I, kloge mor og far, finder ud af det for mig'.

Det kan de ikke. De begynder at tisse i sengen. Eller måske at smaske.

Samtale med fokus på følelser og behov

Hvis I nu finder frem til, at der kan ligge sådan en alt for overvældende følelsesmæssig begivenhed til grund for din datters smasken, så må I prøve at tale - omsorgsfuldt! -  med hende om, hvad der skete. Min opskrift for den slags samtaler hedder: hold jeres fokus på hendes følelser og de behov, som følelserne fortæller om. I kan læse mere om min forståelse af, hvad behov og følelser er og betyder, ved at følge linkene. Jeg har også her på hjemmesiden skrevet om at samtale med fokus på følelser og behov.

Hvis I kan finde frem til, hvad det var, der i sin tid fik din datter til at vælge at prøve at møde et ikke-mødt behov ved at begynde at smaske - så skørt, det end lyder for en voksen - og hvis I kan finde ud af at give hende det, hun havde og stadig har behov for - ja, så holder hendes smasken op. Så har den udtjent sin funktion.

Men begynd med at tage hende til læge for at blive sikre på, at der ikke er noget fysisk i vejen med hende.

De voksnes problem … ?

Min allersidste overvejelse: Kan det være, at du og din mand har fokuseret så meget på din datters smasken, at I næsten ikke kan høre andet? At hun måske ikke smasker særlig meget, men selv en lille smule er blevet for meget for jer? Du ved: Det, man retter opmærksomheden imod, har det med at vokse sig større.

Hvis der kan være noget om det, ja, så er det op til jer at finde ud af, hvad det mon kan handle om.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk