Vores søn på 8 år har problemer i skolen

Vores søn på 8 år har problemer i skolen

Hej Janne,

Tak for en super brevkasse. Det er utroligt dejligt, at der er et sted, hvor man kan henvende sig.

Det drejer sig om vores 8-årige søn, som går i 2. klasse. Vi har igennem hans skolegang fået at vide, at han fagligt ligger over middel, men at han har store problemer med at koncentrere sig i skolen, hvilket vi også mærker, når vi laver lektier med ham. Han kan bruge timer på at løse en opgave, som han rent fagligt kunne løse på en halv time. Vi har også fået at vide, at han i skolen har et voldsomt temperament, og kan finde på at slå de andre i konfliktsituationer. Vi ser dog ikke noget til det voldsomme temperament herhjemme (han er enebarn).

Han har igennem de sidste år fortalt, at de andre driller, og at han slår, fordi han føler sig provokeret. Der er en gruppe af drenge i hans klasse, som er styrende, og vores søn har aldrig helt været med i deres fællesskab. Desuden bebrejder han meget sig selv, når vi skælder ham ud. Så siger han ofte: Jeg er også så dum, jeg kan ikke finde ud af noget. Jeg får sådan nogle grimme tanker om mig selv!

Det er selvfølgelig underforstået, at vi har talt med ham om disse ting mange gange, og forleden kulminerede det så: Vi blev ringet op fra skolen, at han havde slået en dreng fra klassen med sit løbehjul, fordi han blev vred, og nu havde kontaktperson og klasselærer bestemt, at han det næste stykke tid ikke måtte have sit løbehjul med i skole. Fair nok! Vi skrev så rundt på forældreintra (da vi ikke vidste, hvem det var, han havde slået) og undskyldte på hans vegne, og at det selvfølgelig ikke var i orden. Vi fik så svar fra én af de andre forældre: Hun skrev, at hendes søn fortæller hjemme, at de andre drenge ikke behandler vores søn ordentligt. De vil ikke lege med ham, sidde ved siden af ham, giver ham fingeren, synes, han er ulækker, vil ikke sige hej til ham, osv.

Vi blev selvfølgelig enormt kede af det og kan godt se, at der tegner sig et billede af, at dette har stået på i lang tid. Det skal lige siges, at enkeltvis er de 7-8 drenge intet problem, og han har da også leget med nogle få af dem. Men at det er i samspillet mellem dem, drillerierne opstår. Da vi konfronterede vores søn med det, gav han kraftigt udtryk for, at han ikke ville gå på skolen længere, og at han snart ikke kan holde til det længere. Men jeg kan være i tvivl, om hans kraftige reaktion skyldtes, at han spejlede sig i vores reaktion.

Vi vil nu kontakte én af de andre forældre, som på et tidl. tidspunkt også har givet udtryk for, at hendes dreng kom hjem og fortalte de samme ting, altså, at de andre driller vores søn. Vi vil derudover have en samtale med klasselærer og kontaktperson. Derudover har vi aftalt et møde med PPR-anonymrådgivning, efter forslag fra skolen, ift koncentrationsbesvær og temperament.

Jeg tænker, at alle disse ting hænger sammen, at den manglende koncentration, det voldsomme temperament og det lave selvværd udspringer af, at han bliver drillet!

Hvad tænker du? Er der andet vi kan/skal gøre?

Mvh


SVAR

Kære Spørger,

det glæder mig, at du synes om brevkassen - tak! Dernæst vil jeg sige, at jeg helt kan bifalde de tiltag, I har sat og vil sætte i gang, for at jeres søn kan få det bedre i skolen.

Jeg er imidlertid ikke overbevist om, at alle hans problemer udspringer af, at han bliver drillet, som du foreslår sidst i dit brev. I al fald ikke i den forstand, at hvis drillerierne stopper, så kan han - vupti!!! - koncentrere sig om skolearbejdet og vil og kan reagere på konflikter med andre børn på andre måder end ved at slå på dem. Sammenhængene er nok mere komplekse.

Men selvfølgelig skal I allerførst koncentrere jer om at få drillerierne til at standse. Ingen kan trives eller lære noget i et så utrygt socialt miljø, som det, du beskriver, jeres søn befinder sig i i sin klasse. Det er i meget høj grad skolens og især klasselærerens opgave at sikre, at drillerierne hører op, ikke mindst fordi det åbenbart er, når drengene er sammen i skolen, at de begynder at drille. Så det er godt, I skal tale med klasselærer og kontaktperson.

Drilleri kræver to parter

Men. Det er ikke tilfældigt, hvem der bliver drillet, og hvem der driller. Når jeres søn hører til dem, som bliver drillet - og så længe og så omfattende, som det lyder til - så fortæller det et eller andet om ham, som jeg foreslår, I prøver at finde ud af, hvad er. Noget er 'skævt' og må meget gerne blive rettet op, så han kan undgå at komme i sådan et negativt samspil en anden gang. Der er meget mere fremtid i at lære ham det, han endnu ikke kan, end i fx at flytte ham til en anden skole.

Med den smule kendskab, jeg har fra dit brev, lægger jeg især mærke til, at jeres søn åbenbart slet ikke kan klare det, når far og mor ikke er tilfredse med ham. Han bebrejder sig selv meget, når I skælder ham ud, skriver du. Han oplever sig dum, synes ikke, at han finde ud af noget, har grimme tanker om sig selv. Hvad mon det handler om?Jeg prøver at gætte:

(Alt for) store forventninger?

Er han et meget ambitiøst lille menneske, som ikke kan holde ud, at han begår fejl? Har I, hans forældre, meget store ambitioner på hans vegne, og det fornemmer han? Har han meget høje tanker om sig selv - for høje? - måske, fordi I i for høj grad har fortalt ham, hvor exceptionelt vidunderlig, han er?

Enebørn kan have en oplevelse af sig selv som enestående, ja, som universets centrum, hævet over de fleste andre - fordi de jo ikke skal dele forældrekærligheden med andre. Gælder det mon ham?

Eller er han bange for ikke at være elsket, med mindre han er fejlfri? Mener han, at han kun dur, hvis han gør det rigtige - altid? Er der ikke plads til at begå fejl i hans univers?

Jeg har for tydelighedens skyld trukket mulighederne skarpt op, og kan jo kun foreslå jer, at I overvejer, om noget af det, jeg nævner, kan passe til jeres virkelighed - i et eller andet omfang. Hvis det gør, er det der, I må tage fat.

Selvværd

Som jeg læser det sidste af dit brev, mener du, at jeres søn har lavt selvværd. Jeg er enig i, at børn med passende højt selvværd sjældent bliver ofre for voldsomt drilleri, så det har du nok ret i. Til gengæld tror jeg ikke, at det lave selvværd udspringer af, at han er blevet drillet. Drillerierne gør bare noget, som ikke er helt godt, endnu værre.

Som du kan læse i mine tekster her på hjemmesiden, Janne Hejgaards nyttige råd og især Selvværd er det helt centrale, mener jeg, at børn grundlæggende skaber deres selvværd ud fra samspillet med forældrene. Det er selvfølgelig en kompleks proces, som i høj grad handler om, at barnet bliver set af forældrene som den, det virkelig er. Ikke værre end, ikke bedre end.

For meget af det gode?

Jeg vil foreslå, at I overvejer, om I - i ren kærlighed til jeres dreng - har overgjort hans vidunderlighed. Eller måske givet ham for meget plads og for lidt modstand. Jeg folder lige ud:

Jeg går ud fra, at han har gået i børnehave og dér oplevet at være ligestillet med andre børn, og at hans samspil dér med de andre fungerede godt. Jeg læser dit brev som, at det er noget forholdsvis nyt, at han bliver drillet - noget, der er begyndt her i 2. klasse.

Min overvejelse er derfor også, om I så at sige følger med jeres dreng - altså løbende korrigerer det samspil, I har med ham, i forhold til hans udvikling og modenhed og dertil hørende kompetencer. Om I stiller aldersrelevante krav til ham - hvilket også er at se ham. (Jf. ovennævnte link.) Eller behandler I ham stadig som et børnehavebarn? Kræver for lidt, forventer for lidt?

Agerer for barnligt?

Når de andre drenge har så negative vurderinger af jeres søn, som du beskriver, kan det så være, fordi han reagerer og opfører sig som en yngre dreng end sine 8 år? Børn er jo ubarmhjertigt sensitive, og hvis en klassekammerat ikke fx kan holde sig ren på det niveau, som er det almindelige for 8 årige - ja, så bliver det bemærket. Og kaldt 'ulækkert' - hvis én piller næse, spiser bussemænd, prutter, smasker, osv., osv. Opfører sig 'barnligt', altså fx som en 4 eller 6 årig.

Jeg gætter stadigvæk. Overvej mine forslag og brug dem eller forkast dem, afhængigt af hvordan de nu svarer til jeres virkelighed. Men hvis jeres søn ikke hjemmefra bliver mødt med alderssvarende forventninger, og hvis han derfor agerer på en måde, som passer til en yngre dreng, så kan det være forklaringen på, at de andre drenge ikke vil have med ham at gøre. Han har fx ikke status nok til, at de vil stå ved ham i drengegruppen - men måske nok, når de er på tomandshånd med ham.

Og hvis I mener, at der kan være noget om mine forslag herover, ja, så er det der, I, hans forældre, skal sætte ind - også. Det er vigtigt at møde sine børn med tillid, krav og forventninger, som svarer til det, de nu kan magte. Det er at se dem - og det nærer deres selvfølelse, ligesom deres selvtillid bliver næret, når de kan håndtere deres fysiske og sociale omverden på et passende, alderssvarende niveau.

For lidt kontakt?

Det kan imidlertid også være, at mine gæt rammer helt ved siden af. Det kan være, at I forældre er (alt for) travle folk, som ikke rigtig har været tilstrækkeligt nærværende i forhold til jeres dreng. Prøv at kig nøjere på det samspil, I har og har haft med ham. Er I i ordentlig kontakt (jf. førnævnte link) i tilpas stort omfang? Eller bruger jeres søn den store del af sin tid hjemme på at beskæftige sig selv? Hvis ikke jeres indbyrdes kontakt er god nok - ja, så mangler jeres søn måske noget, og så er det her, I må lave om på rutinerne.

Virkeligheden her kan også være, at han er sådan et lille menneske, som har brug for speciel meget forældrekontakt og opmærksomhed - igen: af den slags, som viser, at I ser ham. Jeg taler ikke om at servicere eller lignende.

Der er rigtig mange muligheder for, hvad grunden til hans lave selvværd kan være, og jeg skal have flere oplysninger, før jeg kan give et mere præcist bud. Det vigtige er for mig at se, at I må rette jeres fokus på forældre-barn samspillet og ikke på jeres drengs samspil med klassekammeraterne - når det drejer sig om hans selvværd. Det er jer som forældre, der kan gøre noget for at styrke jeres drengs selvværd.

Hjælpeløs i situationen

Når han i skolen griber til vold, når de andre driller ham, så er det, fordi han ikke ved, hvordan han ellers skal reagere. At give sig til at slå er i øvrigt et yngre barns reaktionsmåde. Jeg foreslår, at I samtaler med ham om, hvordan han kan håndtere sin vrede og frustration på en anden og mere nyttig måde end ved at slå.

Jeg mener ikke, at I skal bede ham om at beherske sig, om at 'opføre sig ordentligt' eller tilsvarende. Jeg mener bestemt heller ikke, at I skal skælde ud. Jeg forstår de børn, som slår - og såmænd også de børn, som driller - som hjælpeløse og afmægtige i situationen. De har aldrig lært passende måder at håndtere vrede ol. på, og må derfor benytte sig af den måde at reagere på, som de brugte, da de fx var 2 år gamle. Fjollet!

Usmart at gribe til vold

Jeg foreslår, at I griber det helt praktisk an: Som det er nu, driller drengene jeres søn, han reagerer så med at slå, hvorefter han får ballade med skolen, bliver straffet, og far og mor bliver utilfredse med ham. Og så får han det selv skidt. En rigtig tosset proces, som ikke kan være til glæde for nogen.

Det er meget smartere, hvis han - med jeres kvalificerede hjælp - kan finde frem til en anden måde at reagere på. Selvfølgelig helst en, der får de andre drenge til at lade være med at drille. Men er det ikke sådan lige muligt, så i al fald en reaktionsmåde, som sparer ham selv for endnu mere ballade.

Være 'fødselshjælpere' - ikke give gode råd

I skal ikke give ham gode råd, forstået på den måde, at I fortæller ham, hvad I synes, han skal gøre. I skal fungere som dem, der hjælper ham til selv at finde forslag. Realistiske forslag, som han reelt kan benytte sig af, og som bare behøver at fungere lidt bedre end de gamle måder. Der skal være tid til at øve sig, til at lære nyt, til at prøve sig frem og ikke mindst til at begå fejl, og det kan kun ske i en atmosfære af tryghed og forståelse - den tryghed, som fars og mors og forståelse giver.

I kan måske fremstille det som et spændende, fælles projekt, som noget, I konspirerer om i fællesskab. Det kommer lidt an på sådan, som jeres søn er og har det.

Forstyrret koncentration

Hvad angår jeres drengs manglende koncentration, kan den handle om noget særligt hos ham, og det kan de professionelle, som I vil kontakte, hjælpe jer med at finde ud af. Jeg vil her blot bidrage med den erfaring, jeg har med ambitiøse, pressede børn.

Hvis ikke opgaveløsning foregår i en afslappet atmosfære, så er det, som om der konstant kører et lydbånd i ungernes hoveder: 'Jeg kan ikke, jeg kan ikke, jeg kan ikke' - eller: 'Jeg når det ikke, jeg finder aldrig ud af det, jeg er ikke dygtig nok, jeg er for dum til …' Eller andet af samme slags. 'Lydbåndet' kværner så højt, at det umuliggør enhver form for koncentration. Målet er ikke at klare opgaven - målet er at leve op til omverdenens krav.

Processer over tid

Hvis dét kan være sådan, som jeres dreng har det - ja, så er løsningen selvfølgelig at få ham til at slappe af. Og hvordan så det? Det er jo ikke noget, man lige kan gøre ved at svinge en tryllestav. Det er igen resultat af komplekse processer, som tager tid, og som overordnet handler om at give barnet lov til/ rum til at være den, det nu er, på godt og ondt - og elske det, præcis som det er. Fordi det netop er, som det er!

Hvis du nu synes, at mine mange gæt ikke rigtigt er brugbare for jer, så er du selvfølgelig velkommen til at skrive til mig igen og fortælle mig noget mere om jeres søn.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk