Min datter på 8 år har svært ved at få venner

Min datter på 8 år har svært ved at få venner

Hej Janne,

Min datter på 8 år har svært ved at få venner, og især i skolen er det et problem for hende. Hun hader frikvartererne, da hun finder det meget svært at finde nogen at lege med. Hun bliver konstant afvist. Jeg er imponeret over hendes vedholdenhed, men jeg er bange for, at det nok kun er et spørgsmål om tid, inden hun indtager en mere resignerende holdning og stopper sin søgning efter legekammerat i frikvartererne. Herhjemme har hun næsten altid legetid med nabobørn, men desværre oftest piger, der er ned til 4 år yngre end hende selv. Jeg lægger mærke til, at hun vil kontrollere legen, og at hun ikke lytter til legekammeraten.

Hvis et andet barn forsøger at fortælle hende noget, lytter hun først, men taber så hurtigt interessen og giver sig til noget andet - som om hun fortaber sig i sin egen verden. Legeaftaler går fint og børnene vil som regel ikke hjem herfra, når først de er godt i gang, men sjældent bliver vi kontaktet for en legeaftale. Det er som regel mig, der arrangerer. Min datter er virkelig glad for at lege med andre, eller nærmere, én anden - for hun fungerer bedst på 2-mands hånd.

I skolen havde hun indtil for nylig en lidt on/ off veninde som nu mest er off, og min datter er meget ked af, at det ikke fungerer, og forstår ikke hvorfor. Hun har spurgt veninden, men hun mente ikke, hun skyldte et svar. Min datter, som er ene- og delebarn, er en glad, fantasifuld, og klog pige og som sagt elsker hun at lege.

Jeg kan selvfølgelig godt se nogle af de ting, hun gør, eller mangel på samme, som giver hende problemerne med at opretholde venskaber. Jeg har spurgt ind til problemerne og forsøgt at komme med nogle svar på, hvad hun kan gøre for at finde venner samt at undgå at komme i unåde, men hun magter ikke en konfrontation.

Jeg opfatter min datter som en pige med lavt selvværd, der har brug for at blive "omfavnet", men det bliver hun bestemt ikke af sine klassekammerater.

Hvad kan vi gøre - vil det være en idé at få en psykolog på banen, eller vil det være bedre at klare nogle ting selv?

Hilsen Sasha


SVAR

Kære Sasha,

for nu at begynde med dit afsluttende spørgsmål: Jeg ved ikke nok om din datter til at have en mening om, hvorvidt en psykolog vil kunne hjælpe din datter til at få venner. Hvad er det, du forestiller dig, at en psykolog kan gøre?

Mit forslag er - i al fald i første omgang - at du selv prøver at klare problemet. Du er trods alt den, der (sammen med hendes far?) kender din datter bedst, og du er umiddelbart parat til at bruge energi og opmærksomhed på hende - og kan gøre det i meget større omfang, end en psykolog vil kunne.

Din datters samspil

Jeg har prøvet at hente det ud af dit brev, som konkret handler om, hvordan din datter samspiller med sine jævnaldrende. Du skriver:

  • Hjemme leger hun næsten altid med nabopiger, som er op til 4 år yngre end hende.
  • Hun vil kontrollere legene.
  • Hun lytter ikke til legekammeraterne - i al fald kun kort tid, før hun taber interessen.
  • Det er, som om hun fortaber sig i sin egen verden.
  • Legeaftaler går fint, og børnene vil som regel ikke hjem, når først de er godt i gang.
  • I bliver sjældent kontaktet for at lave en legeaftale - det er som regel dig, der arrangerer.
  • Din datter er virkelig glad for at lege - med helst kun én anden.

Du karakteriserer også din datter på forskellige måder: Hun er ene- og delebarn, glad, fantasifuld, klog og elsker at lege. Hun magter ikke at tale om de problemer, der ligger i hendes forhold til andre børn. Du opfatter hende som en pige med lavt selvværd.

Venskabets økologi

Jeg lægger mærke til den modsætning, der er imellem din datters glæde ved at lege med andre og så hendes forståelse af, hvad hun selv må bidrage med for at skabe og opretholde et legeforhold. Hendes manglende forståelse af det, jeg kalder 'venskabets økologi', kan være resultat af hendes liv som enebarn, af hendes opdragelse, af hendes personlighed - og sikkert meget andet. Men uanset hvad, lyder det for mig, som om hun må - skal! - lære, at en relation til et andet menneske kræver en vis balance imellem at give og få. Hvis altså noget skal blive anderledes i hendes forhold til venner.

Som du beskriver det, kan jeg da godt forstå, at andre børn ikke er så interesserede i at blive venner med din datter. Hun vil ikke lytte til dem, altså give dem plads og indflydelse, og hun vil selv bestemme. Med mindre man selv er underdanig og meget selvusikker, gider man da ikke være med til det! Det kan være derfor, hun bedst kan finde yngre legekammerater. De er mere parate til at give en ældre pige lov til at bestemme.

Det er sådan med ens børns venskaber, at man sjældent kan træde ind og handle på børnenes vegne. At få venner er en slags test af den sociale kompetence, de har erhvervet sig. Som du beskriver det, lyder det, som om din datter nødvendigvis skal lære noget - ellers vil det blive ved med at være svært for hende at få venner. Det er den barske virkelighed - tror jeg.

Enegænger?

Jeg har lige overvejet, om hun dybest set ikke er interesseret i at have venner. Hun vil gerne bestemme, hun er ikke optaget af de andres bidrag, og hun fortaber sig let i sit eget. Måske er det en manglende reel interesse, der kommer til udtryk i den manglende vennekreds? Måske er hun mest optaget af andre børn som en slags statister i hendes eget spil? Jeg foreslår, at du også overvejer det, for måske er problemet ikke 'manglende venner', men 'manglende accept af at være anderledes end de fleste'.

Hvis du mener, at det sidste herover kan være rigtigt, så drejer det sig for din datter om at acceptere, at hun er en enegænger - og altså anderledes end de fleste - for dig om at støtte hende i hendes ret til at være det. Den slags registrerer andre (børn) i øvrigt meget hurtigt, og det kan være forklaringen på deres manglende interesse.

Hvis du omvendt mener, at din datter er en af de mange, som trives bedst i et samspil med andre, så må dit fokus være at hjælpe hende til at lære at afbalancere sig.

Konstruktiv samtale

Du skriver, at du har spurgt ind til problemerne og forsøgt at komme med nogle svar på, hvad hun kan gøre for at finde venner samt at undgå at komme i unåde. Jeg har jo ikke hørt, hvordan jeres samtaler forløber, men jeg vil lige understrege, at en 8-årig sandsynligvis har begrænset forståelse af dynamikken i venskaber - med dertil hørende ord- og begrebsforråd. Det må i meget høj grad være dig, der 'låner hende ord og begreb' - altså spørger på en måde, så hun kan vælge at bruge dine ord.

Læs eventuelt mere om den måde at spørge på ved at følge linket: At tale sammen med fokus på følelser og behov. Husk også, at du ikke kan give hende gode råd. Men du kan hjælpe hende til at finde frem til de nye måder at handle på, som hun rent faktisk selv er i stand til at føre ud i livet.

Hun magter ikke at blive konfronteret med hendes egen andel i de manglende venskaber, skriver du. Jamen - det er da også behageligst, hvis man kan slippe for at høre, at man måske selv er med til at skabe sine problemer, og slippe for at ændre på sig selv. Men det er der jo ikke meget udvikling i. Din datter er gammel nok til at kunne vælge at opføre sig på den ene eller anden måde. I al fald til at begynde på det. Hun er gammel nok til at blive bevidst om, at hvis hun stædigt holder fast på sine egne betingelser - så risikerer hun at blive venneløs.

Hun har sikkert brug for at få sat tydelige ord og begreb på. 'Når du altid vil bestemme, vil de andre ikke lege med dig.' 'Når du ikke vil lytte til de andre, vil de ikke lege med dig.' Osv. Det er den rå virkelighed, og den skal selvfølgelig ikke smækkes i synet på en 8 år gammel pige - men den skal heller ikke skjules for hende.

Bestemt for meget?

Jeg ved jo ikke det mindste om, hvordan du og hun - eller hun og hendes far - samspiller, men jeg ved, at I er vigtige personer i hendes sociale indlæringsproces. Lader du - eller hendes far - hende bestemme for meget? Hvis I gør, kan det ikke undre, at hun tror, hun har ret til at bestemme, også når hun er sammen med andre end far og mor.

Det er derhjemme, børn først lærer regler for samspil, og de er lynhurtige til at opdage, hvad de går ud på. Så jeg foreslår også, at du overvejer, om du uforvarende har fået lært din datter, at hun er den, der bestemmer. Hvis det er sådan, er det her, forandringerne må begynde.

Endelig har jeg en kommentar til din bemærkning om selvværd. Igen: Det er far og mor, der er de første og vigtigste kilder til et barns selvværd. Læs eventuelt også mere om det ved at følge linket: Selvværd er det helt centrale. Din datters kammerater kan nære eller undergrave det selvværd, som hun er udstyret med hjemmefra, men du kan ikke regne med, at de er i stand til at gøre det store for hendes selvværd. Især da ikke, når de ikke har den store følelsesmæssige betydning for hende.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk