Min datter på 8 år er trodsig og modvillig

Min datter på 8 år er trodsig og modvillig

Hej Janne,

Jeg har en datter på 8 år, som jeg elsker højt, men som jeg har mange, dumme konflikter med. Vi har heldigvis også mange gode stunder, men jeg synes, konflikterne fylder meget - for meget og værst af alt føler jeg, at jeg håndterer dem dårligt. Eller i hvert fald at jeg fejler i mine forsøg på at undgå dem.

Min datter er generelt glad og i god trivsel. Hun er vellidt i klassen og glad for skolen. Jeg er ikke længere sammen med hendes far, men vi taler fint og jævnligt sammen, og min datter og hendes lillebror bor hos os en uge ad gangen.

I øjeblikket fylder savnet af vores tidligere "kernefamilie" meget for min datter. Det er ca. 3 år siden, at mine børns far og jeg gik fra hinanden, og hun tænker og taler om tiden før dét som "dengang alt var godt", og hun begræder tabet af vores fælles familie. Hun har det "lige" godt hos sin far og mig, men udtrykker fint og tydeligt, at hun savner sin far, når hun er hos mig, og at hun savner mig, når hun er hos sin far, og at vores fællesdage - som vi prioriterer med mellemrum - jo "ikke er det samme" som dengang, hendes far og jeg var kærester, og vi alle 4 boede sammen som en familie.

Alt det kan vi have nogle gode snakke om, og jeg forsøger at trøste hende og vise hende, at jeg godt forstår hende, men samtidig holde fast i, at det nu en gang er sådan, livet er.

Mit problem er, at trods gode snakke og hendes fine måde at formulere sin "ked-af-det-hed", så kommer hendes frustrationer til udtryk som udtalt trods og modvilje mod de ting, jeg beder hende om i alle mulige dagligdags situationer; ved middagsbordet, på vej ud af døren om morgenen, v. tandbørstning og putning osv. Jeg synes ikke, jeg kræver noget urimeligt af hende, men vi render gang på gang ind i dumme, opslidende konflikter, som tærer på mig og hende - og som jeg frygter skal ødelægge vores gode forhold.

Jeg prøver at undgå at miste besindelsen, prøver at stå fast på det, jeg beder hende om, på en god og rolig måde, også selvom hun råber og smækker med dørene. Men det lykkes ikke altid. Langt fra. Og selv når det gør, føles det ikke som en sejr, for sammenstødene i sig selv føles som en falliterklæring. Jeg føler mig afmægtig og synes ikke, at jeg lykkes med at ændre vores dårlige "kurs", uanset om jeg er forstående og imødekommende, konsekvent og grænse-sættende, skælder ud eller prøver at nå ind til problemstillingerne bag konflikterne ved at snakke med hende.

Uanset hvad jeg gør eller siger, er billedet det samme. Og jeg kan så oven i alt det andet, der bidrager til min følelse af ikke at slå til, slå mig selv oven i hovedet med alle de "regler" for opdragelse, som jeg udmærket kender til, som siger, at slingrekurs og uklarhed om mit standpunkt som forælder kun vil gøre ondt værre.

Og jeg synes, jeg ender med at komplicere tingene - også for min datter. Sætte for mange ord på. Stille for store og svære spørgsmål om, hvorfor hun reagerer, som hun gør. Lægge for stort et ansvar for tingenes tilstand på hendes skuldre og belaste hende med skyld-med-skyld-på, fordi jeg ender med at efterlade det indtryk hos hende, at hun "gør mor ked af det" (fordi jeg jo faktisk bliver ked af det - og vred - og desperat - og alt mulig andet).

Samlet set føler jeg mig som en falliterklæring som mor for min datter. Og lige meget hvad jeg gør, ikke gør eller beslutter mig for at gøre eller aldrig gøre mere, så holder det ikke - eller virker ikke - eller begge dele. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

M.


SVAR

Kære M.,

jeg vil for overskuelighedens skyld indlede med at være lidt skematisk. Om dine egne reaktioner skriver du:

Din datters modstand sætter en lang række følelser og reaktioner i gang i dig. Du taler om at (undgå at) miste besindelsen, stå fast på en rolig og god måde, føle dig afmægtig, mislykket, være forstående og imødekommende, konsekvent og grænse-sættende, skælde ud eller prøve at snakke konflikterne igennem. Du trøster og forstår, bruger for mange ord, stiller for store og svære spørgsmål. Du giver din datter for stort ansvar, belaster hende med skyld - og du bliver ked af det, vred, desperat. Slutproduktet er, at du oplever dig som en falleret mor.

Det lyder som kompliceret at være midt i!

Om din datter skriver du: Hun sørger stadig over sine forældres skilsmisse, og hun reagerer på dig med trods og modvilje.

Uopfyldte behov

Min overordnede forståelse er, at din datter har sine gode grunde til at være trodsig og modvillig, og at det vigtige er at prøve at finde frem til de grunde. Og: grundene har ikke noget med dig at gøre, men med nogle uopfyldte behov hos din datter.

Jeg foreslår, at du læser min tekst om behov her på hjemmesiden: Alting drejer sig om vores behov. Der folder jeg 'behov' mere ud.

Jeg kan her kun prøve at gætte mig frem, da jeg jo kun ved det lidt om jer, som jeg kan læse af dit brev. Du må så bruge mine gæt som inspiration til at finde frem til det, som du synes, passer i jeres liv.

… det bedste, hun kan komme i tanker om at gøre ...

Jeg mener, at din datters trodsige og modvillige reaktioner er hendes bedste bud på, hvordan hun kan handle, så hun skaffer sig noget, hun har brug for. Sagt anderledes: Hun har nogle uopfyldte behov, som hun prøver at få mødt/ opfyldt, og at være modvillig og trodsig er det bedste og måske eneste, hun kan komme i tanker om at gøre.

Men at være trodsig og modvillig virker ikke. Hun får stadig ikke sine behov opfyldt, og derfor gentager hun - måske med en vis indædt desperation - sine (ubrugelige) reaktioner. Hun ved ikke, hvad hun ellers skal gøre.

Jeg kalder det, at hun er afmægtig. Jeg taler også om, at behov bliver oversat: Når man ikke kan skaffe sig det, man reelt har brug for, erstatter man det med noget, som man tror på dur. Du kender fænomenet fra at trøstspise. Din datter er bare 8 år gammel, og hun har brug for, at nogen - du - lærer hende konstruktive og effektive måder at skaffe sig det, hun har behov for.

Far og mor skal være sammen!!!

Mit gæt er selvfølgelig, at din datters trods og modvilje er udtryk for hendes forsøg på at få sin kernefamilie tilbage. Hun synes ikke, at hun kan tillade sig at være glad og tilfreds, hjælpsom og imødekommende, for det vil være det samme som at acceptere den nuværende situation: at far og mor bor hver for sig. OG DET VIL HUN IKKE HAVE!!!!

Hun lever i håbet om, at hendes liv igen kan blive ligesom dengang, hvor 'alt var godt', og hun bruger alle de midler, hun kan komme i tanker om, for at medvirke til, at det sker. Så - det er lige skidt at være hos den ene og den anden forælder - begge steder savner hun den, som ikke er der. Selv jeres fælles familiedage dur ikke. Hun vil ikke være imødekommende over for mor, for mor skal ikke tro, at det er dejligt at være sammen med hende - far er der jo ikke.

Det er muligt, at hun ikke opfører sig på samme måde hos far, og det kan så skyldes, at hun mener, at han ikke kan påvirkes, eller at det er dig, der gik fra ham og ikke omvendt, og derfor dig, der skal presses til at vende tilbage - eller noget helt tredje. Der er helt sikkert en god forklaring - god set fra hendes vinkel.

Desperat og afmægtig - ikke trodsig og modvillig

Hvad mon det vil betyde for dine følelsesmæssige reaktioner på din datters modvilje, hvis du forstår den som en afmægtig reaktion? Som et barnligt, bagvendt og kluntet forsøg på at få sin kernefamilie tilbage? Som noget, der slet ikke har med dig, eller med her og nu, eller med rimeligheden i dine krav at gøre? Jeg tror, at du vil reagere med ømhed og indsigt i stedet for at være ved at miste besindelsen - osv. Vores følelser opstår på baggrund af vores tolkning af det, vi oplever, og tolkninger kan som bekendt være fejlagtige. Jeg tror, at du tolker forkert. Læs eventuelt min tekst om følelser her: Følelserne fortæller os, at vi er i live.

Du må hjælpe din datter til at finde nogle måder at handle og reagere på, som reelt giver hende det, hun har brug for, skrev jeg herover. Men - det er jo ikke muligt? Du og hendes far flytter jo ikke sammen igen.

Nej. Lige præcis dét behov kan din datter ikke få opfyldt. Det eneste, hun kan gøre, er at sørge, og du kan gøre, hvad du kan for at rumme hendes sorg - hvordan den så kommer til udtryk.

Underliggende behov

Men der gemmer sig noget i det, hun kalder: far og mor bor sammen. Et behov for tryghed, for fællesskab, for at far og mor er glade for hinanden. For at kunne have jer begge i nærheden i dagligdagen. For at verden kan se ud, som hun kender det, og hendes fundament ikke pludselig kan forsvinde. Eller noget helt andet, som det kun er dig, der kan finde frem til.

Og disse underliggende behov kan din datter få opfyldt - i al fald nogle af dem. Det er de behov, du skal fokusere på, og dem, du skal hjælpe din datter til at kunne møde. 'Far og jeg flytter ikke sammen igen, men vi bliver altid ved med at være venner,' kan du forsikre hende om. Eller: 'Far og jeg elsker vores børn, og selv om vi ikke vil bo sammen, så vil vi altid væres jeres forældre og sørge for jer.' Eller hvad du nu synes - jeg forestiller mig, at du allerede har sagt noget i retning af mine forslag. Du skriver i al fald: 'Jeg forsøger at trøste hende og vise hende, at jeg godt forstår hende, men samtidig holde fast i, at det nu en gang er sådan, livet er.' - hvad jeg godt kan lide.

Medspillere - ikke modstandere

Jeg tror, du vil tale anderledes til din datter, hvis du forstår, at hendes modstand er udtryk for et håb  og ikke for trods og modvilje. Hvis dit fokus er på hendes dybe, uopfyldte behov og på, hvordan du kan lære hende passende handlestrategier, vil jeres samtaler blive anderledes. Som du beskriver det, lyder du til at opfatte jer som en slags modstandere med alle de følelser, der knytter sig til det. I stedet for må I blive samarbejdspartnere i det projekt, der hedder 'gøre din 8-årige datter tryg ved livet i en adskilt familie'.

Hvordan det helt konkret skal foregå, er lidt vanskelig for mig at give bud på - jeg ved for lidt. Men jeg er overbevist om, at hvis du accepterer min udlægning herover og kan ændre din forståelse og dit fokus, vil der helt automatisk ske noget nyt imellem dig og din datter.

Jeg vil vove at påstå, at du kan se din datters kantede opførsel som en styrke hos hende - som noget positivt. Hun kæmper for noget, som er vigtigt for hende.

Munter overbærenhed

Jeg kommer til at tænke på det, der meget ofte sker mellem unge teenagepiger og deres mødre - og som du sikkert også kommer til at opleve. Mødre og døtre er tit så tæt sammenknyttede, at døtrene må bruge voldsomme metoder for at rive sig løs, når de begynder at være så store, at de skal i gang med at finde ud af at leve deres eget liv. Jeg kender mange døtre, der i en periode er så 'Mads Modsatte', at deres mødre er grædefærdige. Ifølge den hidtil så mor-elskende datter er mor nu dum, grim, forkert, langt ude - for lidt af det ene og for meget af det andet - osv., osv. Alt det mor vil, vil datter det modsatte af.

Jeg har mange gange fortalt fortvivlede mødre, at de kan tage al den modsathed helt ovenfra og ned - med en vis munter overbærenhed. Den handler nemlig slet ikke om dem selv - eller om datterens kærlighed til mor. Den handler om løsrivelse og selvstændighed, og går over efter en vis tid. De kan forholde sig i retning af dette: 'Det er helt i orden, at du er vred/ utilfreds/ sur/ modvillig/ trodsig/ osv. - men du slipper ikke for at gøre det, jeg siger.' Altså: Mor må give datter ret til at være besværlig, når det nu er det, hun har brug for. Men hun skal indrette sig efter husets regler.

Fokusere på følelserne

Jeg mener ikke, at du skal møde din datters trods med munterhed, men jeg foreslår, at du er helt overbærende. Det handler som skrevet ovenfor ikke om dig. Jeres sammenstød er ikke en falliterklæring for dig som mor - tvært imod. Du behøver ikke at prøve at undgå dem. Du behøver heller ikke at have dårlig samvittighed over at være blevet skilt - en mor, som mistrives i et forhold, er værre end en enlig mor. Det ved du sikkert allerede. Og du behøver slet, slet ikke at være bange for at ødelægge jeres forhold.

Jeg tror, at du med fordel kan tale mere om følelser, når du taler med din datter. Spørge til hendes følelser, låne hende ordene. Husk, at hun slet ikke er i stand til at gennemskue sig selv og sine bevæggrunde. Hun kan ikke fortælle dig, hvorfor hun reagerer, som hun gør. Hun mangler ord og begreber. (Igen kan jeg foreslå, at du læser lidt mere om det i teksten her: At tale sammen med fokus på følelser og behov.)

Følelser er signaler, og jeg tror, din datter råber op og smækker med dørene som sit forsøg på at få sine følelser gjort helt tydelige for dig. Hvis du har sat ord på dem og forholdt dig til dem, ved hun, at du har set hende og hendes følelser, og så er det ikke nødvendigt at udtrykke dem tydeligere.

Og hvis du før har gjort det, foreslår jeg, at du ikke begiver dig ud i at forklare dine egne følelser for din lille datter. Vær enkel. Og vælg dine kampe - måske er tandbørstningen ikke det vigtigste lige nu.

Endelig: jeg har skrevet en lille letlæst bog om de emner, jeg skriver om herover. Den hedder Genvej til gladere børn og kan lånes på biblioteket. Jeg tror, du vil have glæde af at læse den.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk