Min datter på 11 år har det svært om aftenen

Min datter på 11 år har det svært om aftenen

Hej Janne H.

Jeg har skrevet til dig for mere end 4 år siden. Og jeg læser i din brevkasse fra tid til anden og nyder dit engagement og grundige svar.

Min datter er nu blevet 11 år og på rigtig mange måder kører det vældig godt for hende: Hun spiller håndbold og er super god til det og har det meste af sit sociale liv i klubben. Få veninder i skolen, som der også bliver tid til mellem træning 3 gange om ugen og kamp hver weekend. Jeg er meget opmærksom på (hun er enebarn), at hun får lavet sine lektier, når der er så meget tid, der går med håndbold. Og hun elsker sporten og livet der, som vi også er med til at bakke op om både med kørsel og se kampene for det meste.

Men jeg synes, at aftenerne virker svære for hende: hun har svært ved at falde til ro, selv om jeg tænker, hun må være træt af al den fysiske udfoldelse. Det er, som om hun har svært ved at give slip. Hun karter rundt i sengen og fjoller, og jeg bliver irriteret.

Hun fortæller også om sin angst for at flyve, og hun synes selv, hun er bange for alt.

Hun kan sige, at hun ønsker at dø, og synes ikke, hun kan klare sig selv, og at hun ikke har ønsket at blive født. Og det virker voldsomt på mig, og hun kan mærke, at det virker voldsomt på mig, når hun bruger den retorik.

Jeg forfølger det, hun siger, men jeg synes ikke, jeg gør det særlig godt, for jeg er selv chokeret og har svært ved at være anerkendende i den situation. Og hvor alvorligt skal jeg tage hendes ytringer????

Jeg er begyndt at lægge mig med hende, fordi det er her, hun åbner sig for mig, og for bare at være til stede.

Hun falder først i søvn ved 22-tiden, og det synes jeg er sent.

Mit problem bliver, at (hun siger ikke de ting til sin far) jeg nogle gange føler, hun opfinder noget for at holde på mig om aftenen. Og når jeg får den fornemmelse, får jeg samtidig dårlig samvittighed, og bliver så mindre blød i tonen, og det mærker hun og synes ikke, at jeg hjælper hende.

Vi har gjort og talt meget om, hvordan hun kan komme til at sove på en bedre måde: Læse (det gider hun slet ikke for tiden, for det er ikke en del af hendes lektier mere). Tidligere lå vi og læste sammen i hver sin bog i hendes seng. Vi har fundet en app med beroligende stemme, ingen TV lige inden sengetid osv. Hendes frustration over, at tingene ikke hjælper, planter hun over på mig i form af, at jeg ikke vil hjælpe hende. Ofte kommer hun ind om natten, hvor hun har haft mareridt eller er vågnet, og jeg følger hende tilbage, eller hun ligger på en madras på gulvet. Hun afholder sig ikke fra at sove hos andre eller til stævner.

Jeg vil være rigtig taknemlig for dine refleksioner over dette og evt. gode råd

Mange hilsner fra Inger


SVAR

Kære Inger,

tak for dine venlige ord - og det glæder mig, at din datter trives, sine falde-til-ro besværligheder til trods. Og hvad dem angår, har jeg kun lyst til at berolige dig. Som jeg læser dit brev, er din datter godt i gang med en ny udviklingsfase på sin vej mod at blive voksen, og det indebærer nye indsigter, overvejelser og problemstillinger. Det er dem, hun forsøger at udtrykke sig om, og det er dem, der rumsterer og holder hende vågen - tror jeg.

Jeg tror også, at det er helt rigtigt registreret af dig, at hun så at sige opfinder det ene og det andet, som hun kan fortælle dig i håb om, at du så bliver lidt længere hos hende om aftenen. Jeg er også ret overbevist om, at hun netop vælger at udtrykke sig med ret voldsom retorik - dels for at sikre sig din opmærksomhed, dels for at understrege, at der er store og alvorlige processer i gang i hende.

En larves forvandling ...

Din datter nærmer sig puberteten - der er sandsynligvis allerede mange af pubertetens processer i gang i hende. Det indebærer både fysiske og følelsesmæssige forandringer - lige om lidt bliver hun på en bestemt måde til et anderledes væsen, som larven, der forpupper sig for at blive til sommerfugl. Eller bille! Det må være svært for en larve at tro på, at den bliver i stand til at flyve. Selvfølgelig er den bange for, at den ikke kan det - og jeg tror, at det er sådan en slags frygt, der gemmer sig i din datters udsagn.

Hun er bange for ikke at kunne klare sig selv, skriver du. Jeg læser det som udtryk for en begyndende indsigt i, hvad et liv som voksen kræver - målt med en 11-årigs målestok. Selvfølgelig  kan hun ikke tro på, at hun 'kan klare sig selv'. Hun mangler jo at tilegne sig så meget - viden, færdigheder, indsigt mv. Alt det har hun mindst 7 år til at erhverve sig - før hun er 18 og myndig. Før nogen overhovedet forventer af hende, at hun skal kunne 'klare sig selv'.

Alt er godt!

Jeg foreslår, at du anlægger den synsvinkel på al hendes tummel, at den er udtryk for hendes - for alderen - fornuftige, begyndende erkendelse af, at barndom hjemme hos far og mor er ét - og voksenliv noget andet. Hun har slet ikke overblik. Hun mangler forståelse og selverkendelse. Hun kan jo ikke vide, hvor meget der vil falde på plads for hende i de kommende år. Hvor skulle hun vide det fra?

Du kan berolige hende med, at alle hendes tanker og overvejelser er både almindelige og helt i orden. Du kan fortælle hende, at den dag, hvor hun reelt skal klare sig selv, da er hun udlært til det. Du kan gøre hende opmærksom på, at hun nok er en af den slags mennesker, som tænker sig om og reflekterer - og at du synes, alle hendes tanker og følelser er spændende at dele med hende. At du er glad for, at hun gør det.

Den voldsomme retorik er form - ikke indhold

Og nok allervigtigst: Du kan selv være helt rolig. Din datter har hverken ønsker om ikke at være født eller at dø. Når hun siger sådan, kan du roligt forstå det som symbolske udsagn. Tilsvarende: Når hun finder på, digter, kan du forstå det som hendes bedste forsøg på at skaffe sig noget, hun har brug for. Din tilstedeværelse, din opmærksomhed, din støtte. Det handler ikke om, at hun lyver eller bruger beskidte tricks eller tilsvarende. Der er ingen grund til, at du bliver irriteret. Hun er bare - lidt kluntet - i gang med at finde ud af noget vigtigt. At fjolle er også en slags teknik, hun kan bruge for at lægge lidt afstand til noget, eller til at dække over egen usikkerhed.

Mors ro er beroligende

Jeg tror, at din ro og manglende bekymring vil være beroligende for hende. At hun kan opleve, at mor forholder sig til hende og hendes mange voldsomme udsagn a la: 'Nej, hvor er det fantastisk og spændende, at du tænker og føler, som du fortæller mig lige nu. Ved du godt, at det fortæller mig, at du nu snart skal til at være ung - og blive voksen?' - eller noget i den retning.

Har du overvejet at læse højt for hende om aftenen? Jeg vil gerne - i al beskedenhed - foreslå mine egne 3 bøger om Lola på 13 år. Serien hedder Lola midt i verden - følg eventuelt linket - og de handler netop om en pige, der er i fuld gang med at finde sig selv i den mangfoldige verden, hun lever i. Jeg tror, at din datter vil kunne finde noget her, hun kan læne sig op ad, og at I vil kunne finde stof at samtale om. Og så er historierne spændende ...

Til sidst: Tag det roligt med hendes sovetid. Hun kommer igen til at sove det, hun har brug for - når hun lige er igennem denne indledende og mest forvirrende fase. Ikke mindst, hvis I lader være med at gøre det til et problem. Samt: Hendes mareridt er også udtryk for, at der foregår rigtig meget i hende på et psykisk plan. Det er også en periode, og det er fint, at I tager imod hende på en eller anden måde, så længe den varer. Ikke noget at bekymre sig om - helt almindelig udviklingsproces.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk