Vores søn på 9 år har store problemer i skolen

Vores søn på 9 år har store problemer i skolen

Hej Janne,

Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke aner, hvad vi skal gøre længere. Vores søn på 9 år har så mange problemer, og nu er det blevet så slemt, at skolepsykolog, AKT og børnepsykiatrisk afdeling er kontaktet.

For 1 år siden begyndte et andet barn at mobbe og slå vores søn hver dag. Vores søn ændrede adfærd, og begyndte at være meget ked af det, og han ville ikke i skole. Jeg henvendte mig til skolen, men fik ikke den store hjælp. Dette stod på i over 2 måneder. nu er vores søn begyndt at være meget hidsig og sur, han slår andre børn i skolen og vil ikke gøre, hvad der bliver sagt. Han er blevet meget sårbar og ked, og han lukker sig helt inde i sig selv, når han bliver sur/ked. Jeg kan ikke komme til ham længere, når jeg spørger, hvad der er galt, siger han ikke noget. Han bliver sur over det mindste og oplever, at vi råber ad ham, hvis vi snakker med en bestemt tone.

Det er så slemt, at han intet laver i timerne i skolen, han sidder og leger, og lærerne lader ham gøre det, så der ikke opstår konflikter eller forstyrrelser i klassen. Når han larmer for meget, bliver han sendt ind på et kontor med en voksen. Vi føler, at skolen lægger skylden over på os, de udspørger os om en masse underlige ting, fx, råber I helt vildt af jeres barn osv, vi følte virkelig, det var et krydsforhør. Jeg aner ikke, hvordan vi skal takle alt der her længere, og det går også ud over vores familieliv, fordi man hele tiden er bange for at sige eller gør noget forkert, ifølge vores søn.

Jeg overvejer meget at kontakte kommunen og få noget hjælp, da jeg ikke aner, hvordan vi skal håndtere ham længere, han er så følsom og ked hele tiden. Hvis vi snakker med ham om problemerne, begynder han at græde, og vil stadig ikke sige noget til os. Vi kæmper virkelig en kamp herhjemme. Det skal siges, at vores søn altid har været meget følsom, men han har også altid være glad, positiv, og aldrig været en dreng, der slås eller ikke vil høre efter. Men det er han nu.

Vi har også hans søster, vi skal tage hensyn til, men det her fylder bare alt lige nu, vi gør alt for at støtte ham, og tale med ham, men vi er samtidig bange for at sætte konsekvenser for ham, da han misforstår eller reagerer så voldsomt, hvis vi gør. Der er flere fra skolen, der har taget ved ham og rykket i ham, hvilket han har taget rigtig tungt, og han har mistet tilliden til de voksne, det er, som om han ikke respekterer dem længere, og at de ikke har ressourcerne til at hjælpe ham.

Håber på nogle råd og vejledning.

Mvh
Den fortvivlede mor og far


SVAR

Kære fortvivlede mor og far,

åh, det lyder, som om jeres søn har det rigtig skidt. Det lyder også, som om jeres drengs lærere har givet op - med mindre det er dem, som har sat gang i AKT og skolepsykolog og venter på hjælp derfra. Og børnepsykiatrisk afdeling? Det lyder voldsomt, og jeg er ikke sikker på, at jeg forstår hvorfor. Mener de eller I, at jeres dreng har en psykiatrisk diagnose af en slags?

Chokerende oplevelse

I skriver, ar jeres dreng altid har været meget følsom - og glad, positiv og omgængelig. Som I fremstiller det, er det mobningen for et år siden, der satte den negative udvikling i gang. Jeg forestiller mig, at det var chokerende for jeres dreng, dels at han blev mobbet og slået, dels at de voksne i skolen ikke greb ind og hjalp. Heller ikke selv om far og mor ønskede det. Det kan have ramt ham specielt hårdt, netop fordi han er så følsom.

I skriver også, at han har mistet tilliden til de voksne - kun i skolen? Eller alle voksne? - og det er da til at forstå på baggrund af dén historie.

På en bestemt måde har jeres dreng opgivet - og åbenbart ikke kun i forhold til skolen, men også i forhold til jer derhjemme. Han tror ikke på, at han kan få noget ud af at tale med jer, han tror ikke på, at skolen har noget godt til ham, og han aner ikke, hvad han kan stille op med noget af det. Jeg kan kun forstå ham som meget ulykkelig og ensom. Dertil opfatter jeg ham som afmægtig, forstået på den måde, at han ikke kender nogle måder at handle på, som kan få alt det smertefulde til at gå væk. Han kan kun opføre sig umodent, som en meget lille dreng, en toårig, som ikke kan finde ud af andet end at larme og slå fra sig.

Brug for al mulig hjælp

Jeg mener helt sikkert, at I skal søge al den professionelle hjælp, I kan få. Både det, skolen har sat i gang, og den hjælp fra kommunen, som I nævner i brevet. En samtale med mennesker med forstand på børns problemer vil kunne foregå på et meget bredere vidensgrundlag end det, jeg kan få via et brev. Jeg er altid i meget høj grad henvist til at gætte og så håbe på, at mine gæt kan virke inspirerende og måske lukke op for en anden måde at anskue problemerne på.

Jeg tror, som skrevet herover, at jeres dreng har fået en slags chok af at opleve, at han blev behandlet rigtig dårligt, og at ingen voksne hjalp ham. I to måneder. Jeg tror, at han oplevede det som, at gulvtæppet blev trukket væk under ham. At han måtte indse, at verden åbenbart er indrettet anderledes, end han troede og regnede med. At han ikke kan være tryg og sikker, for sådan er verden ikke, og at der ikke er hjælp at få, når det gælder. Ikke for ham, i al fald.

De voksne er optagede af det forkerte?

Hvis det nu videre er sådan, at I både i skolen og derhjemme kun taler om hans måde at opføre sig på - og jeg kan jo ikke vide, om det er et rigtigt gæt, men hvis - så er det en slags fortsættelse af hans oplevelse dengang. Ingen er optaget af hans behov for tryghed, eller hans behov for at være sikker på, at nogen beskytter ham. Alle er kun optaget af, at han larmer og slår de andre. Ingen har fattet, hvad det i virkeligheden handler om - sådan er verden åbenbart også. Han kan lige så godt opgive: der er ikke plads til ham.

Det er hårdt trukket op, men det svarer meget godt til jeres drengs voldsomme reaktion. En mindre følsom dreng ville nok lettere kunne komme forbi den ubehagelige episode med den mobbende kammerat.

Ændre fokus

Mit forslag til jer er derfor, at I prøver at ændre fokus, når I taler med ham. Glem alt om hans måde at opføre sig på. Nævn den ikke med et ord - og lad endelig være med at straffe ham. Jeg er sikker på, at han mange, mange gange har hørt, både hjemme og i skolen, at det ikke er tilladt at slå og larme osv. Det ved han godt. Det er slet ikke sagen.

Sagen er nemlig hans ikke-mødte behov, og det er dem, I i stedet for må fokusere på. Hvad er det, han har - og har haft - så meget brug for og ikke fået i det år, der er gået siden mobningen? Jeg gætter på, at det er 'behov for tryghed', 'behov for at være sikker på, at de voksne hjælper mig', og flere af den slags behov. Ikke mindst 'behov for at blive set'.

At 'blive set'

Man 'bliver set', når et andet menneske er optaget af ens behov og følelser. Man bliver ikke set, når andre kun er optaget af ens handlinger - heller ikke, selv om man fx får ros. Jeg har skrevet meget mere om både at fokusere på behov og de dertil knyttede følelser og om at blive set - følg linkene og/ eller læs min lille bog: Genvej til gladere børn. Den kan lånes på biblioteket.

Lang vej tilbage

Jeres dreng er helt lukket, skriver I, og det betyder, at der helt sikkert skal en del til, før han tør åbne sig igen - selv over for jer. I kan ikke regne med, at han ændrer attitude fra den ene dag til den anden. Tænk på det, som om han har bevæget sig et langt stykke ud ad en forkert vej, og selv om han nu standser op og måske vender om, er der lige så lang vej tilbage, før han igen er på rette kurs. Det vil kræve tålmodighed at få ham til at genvinde tilliden.

Hvis jeg har ret i mine gæt, så vil I i det mindste opleve, at jeres samtaler med jeres dreng bliver anderledes, når I begynder at interessere jer for hans ikke-mødte behov i stedet for for hans (forkerte) opførsel. Jeg har nogle skabelonagtige eksempler på, hvordan en samtale med fokus på behov og følelser kan se ud - følg linket - men I må selvfølgelig omsætte skabelonen til jeres eget sprog. Det vigtige er, at det er jer, der leverer ordene/ begreberne. Det kan han ikke selv. I kan ikke spørge - fx - 'Hvad er det, du har behov for?' I må give ham forslag ud fra det, I kender til ham. Ex: 'Når du ikke vil tale med mig lige nu, er det så, fordi du tror, at jeg ikke kan forstå dig - og du vil så gerne forstås?'

Ikke uartig, men fuld af smerte

Det er en måde at fokusere på, som ikke er almindelig for de fleste, så det vil sandsynligvis ikke være let for jer at tale sådan i begyndelsen. Det vigtige er, at I taler med jeres dreng ud fra den forståelse, at hans forkerte opførsel er udtryk for, at han ikke aner, hvad han ellers kan stille op i sine forsøg på at slippe for al sin smerte og sorg. Og - for nu at skære det ud i pap - ikke udtryk for, at han er uartig eller 'forkert' på nogen måde. Han mangler at lære noget.

Han har nogle behov, som han ikke ved, hvordan han kan handle på, for at få det, han har brug for. Og han har brug for hjælp til at lære nogle andre og bedre fungerende handlemåder - og det må meget gerne være hans forældre, der lærer ham det. Gerne i samarbejde med skolen, selvfølgelig. Jo mere, jeres dreng kan opleve, at der alligevel er forståelse og hjælp at hente, desto hurtigere vil han turde åbne sig.

Har også selv et ansvar

Mine sidste overvejelser handler om jeres drengs eget ansvar. Han er 9 år og ved at være så stor, at han selv, i al fald i et vist omfang, kan gennemskue sammenhængene imellem det, han gør og de konsekvenser, hans handlinger har. Han har endnu brug for hjælp til at opdage, at der er de sammenhænge, der nu er - fx at det, at slå en klassekammerat, afstedkommer ballade med mange andre, herunder lærere og forældre. Eller at konsekvensen af, at han ikke arbejder, men kun leger, mens han er i skole, er, at han sakker bagud og bliver uvidende og ikke-dygtig.

Jeg foreslår, at I også taler med ham ud fra en forståelse af, at han ikke er et lille barn, der må have mor og far til at klare alting for sig. Han er en stor dreng, som med tilstrækkelig hjælp selv må og kan påtage sig et vist ansvar for sig selv og sine egne handlinger. I vil selvfølgelig gerne støtte og hjælpe, men I kan ikke klare problemerne for ham.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk