Min søn på snart 10 år trives ikke med de andre i klassen

Min søn på snart 10 år trives ikke med de andre i klassen

Hej Janne,

Jeg har et spørgsmål, som jeg håber, du måske kan hjælpe med. Det drejer sig om min søn på snart 10 år, som skal op i 4. klasse snart. Min søn er en utroligt kærlig dreng og meget god til at hjælpe i hjemmet, såvel som i skolen. Problemet ligger i skolen, lærerne fortæller tit, hvor god og dygtig han er i skolen.

Han er en dreng, der vil lære og lære hele tiden. Aldrig bleg for række hånden op i klassen og fortælle en masse ting, dog har han problemer med at få kritik. Han bliver ked af det og sur, hvis lærerne fortæller, at det, han har lavet, ikke er rigtigt. Så siger han bare: "Det var også det, jeg mente, men jeg gør det bare på min måde." (Vel vidende, at det er forkert). Han har ikke rigtig nogle venner i klassen, og de andre driller/mobber ham tit, han er en meget følsom dreng, der har let til tårer, og det ved de andre børn. Jeg har tit været nede og tale med lærerne om, at min søn ikke er glad i skolen, da han føler, de andre børn er efter ham, men det mener lærerne ikke, er så slemt. Ingen vil rigtig være i gruppe med ham, da de siger, han ikke kan finde ud af noget, og han er irriterende.

Der var f.eks. en episode for en uge siden: I natur/teknik skulle de være i grupper og lave en bil af mælkekartoner og kapsler som hjul. Min søn skulle så banke kapslen fast med et søm, men han hamrede sømmet skævt i, og de andre siger, han ikke kan finde ud af noget som helst. Min søn bliver ked af det og går sin vej, læreren kommer hen og spørger, hvad der er galt, og han fortæller, at de andre siger, han ikke dur til noget, bare fordi han bankede sømmet skævt i, hvor på de andre siger, de bare ville hjælpe ham. Læreren spørger min søn, om han føler sig uretfærdigt behandlet og han svarer ja, og læreren går igen.

Jeg ved ikke, hvad jeg helt skal stille op. Personligt syntes jeg, det er et problem, at han ikke trives med de andre i klassen, og at han er ked af det i skolen. Han vil ikke flytte skole, da han gerne vil blive, hvor han er, da han godt kan lide at lave de ting, de nu laver i skolen. Det skal lige siges, at min knægt ikke kan lide at svare tilbage, når folk siger noget, han vælger at gå væk fra dem, der driller eller siger noget, han ikke kan lide, og hvis man konfronterer skolen med problemet, får man et svar, der hedder "man kan ikke holde øje med alt og alle, og han er jo selv meget konfliktsky og sårbar, han føler altid, alle er imod ham, og hvis andre gør noget, siger han, det er med vilje, men hvis min søn gør noget, er det ikke med vilje". Jeg er lidt på bar bund, hvad jeg skal stille op med det her.

Håber måske, du har et ord eller to. Forsat god dag.

Mvh Marie


SVAR

Kære Marie,

ord har jeg nok af, og jeg håber, jeg også har nogle, som kan hjælpe dig og din søn.

Først lidt overordnet: Det er altid svært at tage ordentlig stilling til situationer, man ikke selv har været del af. De referater, du har med i dit brev, af hvad din søn, hvad lærerne, og hvad de andre børn i klassen har sagt og gjort, er jo aldrig og kan aldrig være 'sandheden'. Vi oplever det, som foregår, forskelligt, og vores referater er altid vores egen helt private udgave, som er en blanding af det, der faktisk skete, og en hel masse af vores eget. Ønsker, forsvar, forhåbninger, anklager osv. Bekræftelser af de forestillinger, vi har i forvejen - positive eller negative. De fleste pynter på virkeligheden, når de fortæller. Sætter sig selv i et bedre lys. Nogle lyver helt bevidst, men det sker sikkert meget sjældnere end det andet, som næsten ikke er til at undgå. Alt i alt bliver referater meget let til en værre mudret gang suppedas!

Prøve at skabe klarhed

For at fjerne mudderet og skabe klarhed foretrækker jeg derfor helt privat at forholde mig til her og nu: til det, der står lige foran mig. Det, jeg ved og kan være sikker på, i stedet for en hel masse, som jeg bare tror. Og når jeg prøver at overføre det princip til de problemer, du beskriver i dit brev, så ser det for mig ud til, at det, du ved, er følgende:

Din søn er rigtig hjælpsom derhjemme.

Lærerne fortæller dig tit, at han er (fagligt?) god og dygtig i skolen.

Han er en følsom dreng, som har let til tårer.

Din søn går i (ikke særligt overbevisende) forsvar, når han bliver kritiseret.

Når du siger til lærerne, at din dreng ikke er glad for skolen, og at de andre børn er efter ham, svarer de dig, at de ikke mener, at det er så slemt.

(Jeg overvejer: Hvem er det, der har udtalt, at 'ingen vil rigtig være i gruppe med ham, da de siger, han ikke kan finde ud af noget, og han er irriterende'? Du skriver det, som om det var et svar, du fik af læreren, men jeg har svært ved at tro, at en lærer kan finde på at kalde en elev for 'irriterende' over for hans mor. Gjorde hun/ han virkelig det? Eller hvor kommer de ord fra? Prøv at hive dem ud af mudderet og få sat afsender på. Det er din eneste chance for at gennemskue, hvilke personlige motiver, der kan være blandet ind.)

Episoden med mælkekarton-bilen må din søn selv have refereret til dig. Det er altså netop hans udgave, du har fået - og den er selvfølgelig vinklet på den måde, som han vælger at vinkle sine historier over for sin mor.

Videre ved du: Han vil ikke flytte skole. Han vil gerne blive, hvor han er, da han godt kan lide at lave de ting, de nu laver i skolen.

Og: din søn kan ikke lide at svare tilbage, når folk siger noget. I stedet for vælger han at gå væk fra dem, der driller eller siger noget, han ikke kan lide.

Endelig har du selv oplevet, da du talte med lærerne om, at din søn blev drillet mv., at de svarede: 'Man kan ikke holde øje med alt og alle, og han er jo selv meget konfliktsky og sårbar, han føler altid, alle er imod ham, og hvis andre gør noget, siger han, det er med vilje, men hvis han selv  gør noget, er det ikke med vilje.'

Forskel på fagligt og socialt

Jeg er optaget af at få sat afsender på de mange udsagn, de refererer i dit brev, i et forsøg på at finde frem til det i dem, som er fakta. Når jeg kigger på det, jeg så har hentet ud som fakta - herover - får jeg følgende overvejelser:

Din søn beklager sig ganske vist til dig over, hvordan han har det i skolen - men han har ikke lyst til at komme væk fra den. Han kan godt lide det, han foretager sig i skolen, og han får også positiv tilbagemelding på sin faglige dygtighed. Det betyder åbenbart noget for ham.

Hans problem er snarere samspillet med de andre børn - i al fald, når han selv taler med dig om det. Lærerne beskriver problemet som 'ikke så slemt'.

Forsøger at fange mors opmærksomhed?

Kan det mon være, at din søn prøver at fange din opmærksomhed ved at overdrive sine trivselsproblemer i skolen? Har han mon opdaget, at du lytter særligt opmærksomt til ham, at han kan fange din udelte interesse, når han kan fortælle om situationer, hvor han er blevet behandlet uretfærdigt?

Jeg kan jo ikke vide det, men jeg foreslår, at du overvejer det. Du er måske en travlt beskæftiget kvinde, som selvfølgelig er til rådighed, når du mener, din søn har brug for det, men ellers regner du langt hen ad vejen med, at han kan klare sig selv - eller tilsvarende.

Det er rent skud i tågen, men overvej det. Børn er lynhurtige til at finde de metoder, de kan bruge til at skaffe sig det, de har brug for, herunder forældres dyrebare opmærksomhed.

Mangler selvtillid og selvfølelse?

En anden mulighed, jeg ser i ovenstående, er, at din søn er noget usikker på sig selv. Han mangler selvtillid og selvfølelse. Når man gør det, har man fx ikke 'råd til' at indrømme fejltagelser eller at der er noget, man ikke er så god til - og sådan beskriver du bl.a. din søn.

Mit bedste forslag til dig, hvis du mener, at dét er en mulighed, er, at du ændrer på din måde at tale med din dreng. Jeg ved jo ikke det mindste om, hvordan du gør det, men det er særdeles almindeligt, at vi retter vores fokus mod det, som er sket - handlingerne og replikkerne - i stedet for at være optagede af, hvad der mon var hensigten med det, der foregik.

Sagt anderledes: Mit forslag er, at du prøver at fokusere på, hvad det mon er, din søn forsøger at skaffe sig. Hvad det kan være, han har brug for - både henne i skolen, i sine møder med kammerater og lærere, og derhjemme, over for dig?

'Aldrig' og 'altid' og 'alle'

Han har sandsynligvis behov for anerkendelse. Det betyder fx at blive mødt med en forventning om, at han udmærket er i stand til at slå et søm lige i, og at han derfor gerne vil mødes med forståelse for, at han selvfølgelig kan komme til at begå en fejl. Det kan alle, og det betyder ikke, at man 'aldrig kan finde ud af noget som helst' - som er en voldsomt omfattende konklusion.

Det lyder for mig, som om det er din søns egen konklusion - i al fald i dit referat. Du skriver også, at 'han føler altid, alle er imod ham'. 'Altid' og 'alle'? Det er nogle vældigt fundamentale og negative udsagn. Lidt polemisk: Er der mon ikke én eneste, der på ét eller andet tidspunkt har væretmedham?

Fokus på behov og følelser

Nå, videre: Jeg foreslår, at du prøver at styre jeres samtaler hen imod at finde ud af, hvad det mon var, din søn gerne ville have haft - havde behov for - i de forskellige situationer. Du kan få lidt hjælp til at tale med fokus på behov og følelser her på hjemmesiden under Janne Hejgaards nyttige råd, måske især afsnittet At tale sammen med fokus på følelser og behov.

Når din søn oplever, at du er optaget af, hvad han har brug for (hans behov), og hvordan han har det (hans følelser), så vil han opleve sigset, og det er grundlæggende vigtigt for alle. Måske vil han efterhånden turde lægge forsvarsværkerne væk, og så vil du og han kunne få en samtale om, hvordan han handler mest hensigtsmæssigt, så han rent faktisk skaffer sig det, han har brug for.

Hvordan kunne han have reageret i episoden med det skæve søm, så han skaffede sig plads i gruppen til at begå en ganske almindelig fejl? Hvad kunne han have sagt? Det har han brug for din hjælp til at finde ud af, og det vil være en meget mere konstruktiv samtale end fx en, der handler om, at de andre børn er dumme og driller, og lærerne holder med dem - eller hvad man nu let kommer til at mene.

Opsamling: Mine forslag er altså, at du dels prøver at skabe klarhed i de mange budskaber og finde ud af, hvad der reelt er problemet, altså hvilke behov der ikke bliver mødt/ opfyldt. Og derefter hjælper din søn til at finde frem til måder at handle på, som i situationen bedre kan skaffe ham det, han har brug for. Både i skolen, over for de andre der, og derhjemme, over for dig - afhængigt af, hvor du mener, problemet ligger.

Endelig: Det kan selvfølgelig også være, at begge min gæt er forkerte. I så fald er du velkommen til at skrive igen og give mig nogle flere oplysninger.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk