Skal min datter på 6 år gå børnehaveklassen om?

Skal min datter på 6 år gå børnehaveklassen om?

Hej Janne,

Min datter startede sidste sommer i 0. klasse. Hun er fra november, så hun var 5 år, da hun startede. Hun har aldrig været interesseret i at starte og snakkede ikke om skolen inden. Hun ville hellere lege. Klar eller ej, så startede hun i skole.

I børnehaven fik vi at vide, at hun er ressourcestærk og klarede diverse tests inden for "normalområdet". Få dage efter skolestart ændrede hun adfærd (hun er en stædig pige med temperament). Hun slog og var meget sur/hidsig. Havde dagligt ondt i maven/hovedet og græd meget og sagde, at hun ikke ville i skole, fordi de andre råbte og løb rundt og larmede.

6 mdr. efter start fik jeg en opringning fra læreren, som fortalte, at hun aldrig havde deltaget i idræt, fordi hun ikke ville. Jeg tog en snak med hende om, at hun skulle prøve at give det en chance. Det gjorde hun med hjælp fra læreren, og hun deltager nu (næsten) hver gang.

Læreren fortalte også, at de havde taget nogle test, der viste, at hun slet ikke var med fagligt, så hun kom i en lille gruppe med 1 lærer og 3 andre børn. Der er hun blevet glad for at gå, for hun siger, at så slipper hun for al den larm og uro i klassen.

Ved seneste skole-hjem samtale viste de seneste tests, at hun var helt med, som hun skulle. Nu er det så, at min datter siger, at hun gerne vil gå i 0. klasse igen, fordi hun bare gerne vil lege.

Læreren har også haft problemer med at få hende ind efter pause, fordi hun bare vil lege. Ang. at gå 0. klasse om, siger hendes lærer, at hun fungerer fint i klassen nu og mener, at hun bare skal have tid til at komme med. Min datter fortæller derimod, at hun kun leger med 2 forskellige, og hvis de ikke kan/vil lege, sidder hun alene. Hun vil overhovedet ikke lege med de andre (vi har haft dem inviteret med hjem).

Hun kan stadigvæk godt have ondt i maven, men ikke så tit mere. Problemet er også, at den nye 0. klasse er lille, og hun leger aldrig med pigerne i sfo'en, så jeg frygter, at hun så slet ikke kan falde til.

Vi har overvejet at lade hende starte på en anden skole i 0. klasse. Hun har 2 andre søskende på den nuværende skole, og én som skal starte næste år. (Det skal også siges, at vi oplever hende som en pige, der godt kan sige noget, men skolen oplever hende som meget stille og hun løber ikke rundt og fjoller som de andre børn kan gøre.)

Jeg er meget i tvivl om, hvad vi skal gøre, men jeg hælder mest til 0. klasse på ny skole? (Synes ikke, at skolen/lærerne har tacklet problemerne i klassen særligt godt. 2 børn flyttede skole indenfor 3 mdr. pga problemer i klassen).

Håber, at du kan finde ud af mit efterhånden noget forvirrede spørgsmål.

Mvh


SVAR

Kære Spørger,

jeg har forsøgt at 'vride' dit brev og prøver nu at stille plusser og minusser op på liste, så jeres situation bliver lidt mere overskuelig. Det kan somme tider hjælpe - og det er jo jer, hendes forældre, der skal tage en beslutning.

Hvis din datter bliver i sin nuværende klasse og altså begynder i 1. efter sommerferien: 

Plusser:
Hun er fagligt på niveau
Hun kender både kammerater, lærere og skole
Hun har fået det bedre med at gå i skole i løbet af året: ikke så ofte mavepine
Læreren vurderer, at hun trives i klassen

Minusser:
Hun vil ikke selv fortsætte i 1. klasse - og hun er stædig
Hun vil helst bare lege
Skolen/ lærerne har ikke tacklet problemerne til din tilfredshed
Hun leger kun med to af pigerne - ellers ikke andre. Heller ikke, når de er med hjemme hos jer
Hun har ind imellem ondt i maven, når hun skal i skole
Hun er meget mere stille i skolen end derhjemme
Hun vil ikke altid med ind efter frikvartererne - og hun deltager ikke altid i fx idrætstimerne

Hvis din datter går børnehaveklassen om: 

Plusser:
Din datter får sit ønske opfyldt og kan blive ved med at lege i længere tid
Hun hører til i den yngste del af den nuværende børnehaveklasse, og kommer i stedet for til at høre til i den ældste del 

Minusser:
Den kommende børnehaveklasse er lille, og hun leger ikke med nogen af pigerne, når hun er sammen med dem i SFO
Hun er allerede fagligt på niveau svarende til at begynde i 1. klasse, så der er (stor?) risiko for, at hun kommer til at kede sig 

Hvis din datter begynder i 1. klasse på en anden skole efter sommerferien: 

Plusser:
Du slipper for den skole/ de lærere, som du ikke har været helt tilfreds med
Du kommer din datters ønske i møde på den måde, at hun slipper for at fortsætte i sin nuværende klasse 

Minusser:
Din datter får ikke opfyldt sit ønske om at gå i børnehaveklasse igen
Hun kender ikke nogen i den nye klasse, og du ved ikke, hvordan den er - om du fx vil blive mere glad for lærerne der. I risikerer, at 'nissen flytter med'
Hun kommer til at gå på en anden skole end sine tre søskende 

Forældre må tage beslutningerne

Når jeg kigger på ovenstående, så ser det centrale problem for mig ud til at være din datters stædighed - som hun får lov til at folde ud. Er det, hvad du ønsker?

Det er ikke hende, der skal afgøre, hvilken klasse, hun skal gå i. Hun er slet ikke i besiddelse af det overordnede blik, som hendes forældre er. Hvis I vælger, at hun 1) må blive i børnehaveklassen eller 2) må skifte skole, så må jeres argument slet ikke være, at 'det vil hun helst'. Jeg mener heller ikke, at det er et holdbart argument, at 'hun bare gerne vil lege'.

Må lære at bruge sin stædighed konstruktivt

Videre lægger jeg mærke til, at din datter i løbet af sit første skoleår er kommet fagligt på niveau, og at hendes mavepine ikke optræder så ofte længere. Hun har fået det bedre med at gå i skole i løbet af børnehaveklassen.

Jeg tænker også, at når hun er ressourcestærk, kan hun højst sandsynligt finde ud af at få venner - når hun ønsker det. I min forståelse betyder det, at når hun kun leger med to fra sin nuværende klasse, og hverken med andre klassekammerater eller med børnene i SFO - så er det simpelthen fordi hun ikke vil. Hun er en stædig lille 6-årig person - og det er en af hendes livsopgaver at lære at bruge sin stædighed positivt. Ikke, så den spærrer for noget. Og jeg mener bestemt, at I ikke må lade hendes stædighed styre, og det samme gælder i skolen. Jeg er overrasket over, at hun har haft lov til at slippe for idræt i en halvt år.

Husk også, at hun derhjemme sandsynligvis fortæller jer det, som understøtter hendes ønske om at gå børnehaveklassen om. Jeg siger ikke, at hun lyver, men foreslår, at I overvejer hendes vinkling af historierne. Fx er lærerne åbenbart ikke enige med hendes udlægning.

Jeg vil slet ikke foreslå nogen løsning, men jeg håber selvfølgelig, at mine overvejelser kan skabe lidt klarhed for jer, så I kan tage en god beslutning for jeres datter.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk