Min datter på 5 år har daglige udbrud af vrede og hysteri

Min datter på 5 år har daglige udbrud af vrede og hysteri

Hej Janne,

Jeg skriver til dig, fordi jeg føler mig magtesløs over for min datters humør og adfærd.

Hun er 5 år, og siden hun var et års tid, har hun lidt af udbrud af vrede/ hysteri.

I starten var det kun en gang imellem, men nu er det flere gange dagligt. Men det er kun, når hun er hjemme eller omkring anden familie.

Det kan være, fordi hun får nej til noget, men det kan også være, fordi hendes strømpebukser sidder forkert, de har den forkerte farve eller lignende.

Hun er meget grov i sit sprog og siger bl.a. "fucking mor", eller hvem det nu lige er, der står for skud, eller andre meget grimme gloser. Hun er slem til at slå, mest sin storesøster og sin lillebror, men jeg får også et slag ind imellem.

Jeg siger selvfølgelig til hende, at det ikke er ok at slå eller at tale, som hun gør, og hun får også time-out på sit værelse somme tider. Men der er bare intet, der virker, og jeg føler, det bliver værre og værre. Ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Hendes far og jeg er skilt, men denne adfærd startede allerede, da vi boede sammen, og hun er på samme måde hos sin far.

Håber virkelig, at du har nogle råd til mig, for jeg føler virkelig, hun terroriserer vores familie.

Hilsen en nu meget fortvivlet mor.


SVAR

Kære meget fortvivlede mor,

ja, når en 5-årig kan lave så meget ballade, hvad kan det så ikke blive til, når hun bliver ældre? Du har helt ret i, at det gælder om at få ændret din datters måde at reagere på, og processen må i gang hurtigst muligt. Det vil under alle omstændigheder tage noget tid at hente hende ud af sine dårlige vaner og få lært hende nogle nye og bedre.

'Eksplosivt' barn?

Måske er din datter et af de børn, der er udstyret med en hjerne, som gør det særligt vanskeligt for dem at lære at håndtere frustrationer. Jeg plejer at sammenligne med ordblindhed - at et barn har en medfødt svaghed, som kræver en særlig indlæringsproces. Alle mennesker må jo lære at klare, at livet ikke nødvendigvis ser ud, som vi gerne vil have det, og den læreproces begynder, så snart vi er blevet født. I heldigste fald svarer frustrationerne til et barns udvikling, sådan at det stille og roligt kan lærer at tackle større og større modgang, og det er vigtigt, at forældre lader børnene slås med deres frustrationer - i passende omfang.

Jeg kan kun gætte på, hvad baggrunden for din datters udbrud af hysteri er, men jeg ved, at når hun reagerer følelsesmæssigt voldsomt fx over en forkert farve på sine strømpebukser, så viser det, at hun er mindre god til at klare frustrationer, end hun gerne skulle være som 5-årig. I al fald, når hun er hjemme/ sammen med familie.

Jeg kan anbefale dig at læse en bog skrevet af Ross W. Greene: Det eksplosive barn fra forlaget Pressto. Her finder du praktiske råd til, hvordan man kan lave en proces, der både kommer barnet i møde og lærer det en mere alderssvarende måde at reagere på.

Du kan også læse mit svar på spørgsmålet: Min søn på 8 år har en bekymrende social adfærd  fra 22.5.2014. Der skriver jeg også om 'eksplosiv adfærd'.

For eftergivende familie?

Mit yngste barnebarn på nu 2½ år fik anfald af raseri og frustration, da han var omkring et år gammel. Anledningen kunne være, at han fik et 'nej': Der var noget, han ville have, som han ikke måtte få. Anfaldene blev ved det næste års tid, efterhånden sjældnere og mindre voldsomme - måske fordi hans forældre reagerede fornuftigt på dem, måske fordi han lærte at udtrykke sig, at tale, eller måske simpelthen, fordi han efterhånden lærte at tackle frustrationerne på en anden og bedre måde. Sikkert en kombination af det hele.

Det 'nej', som havde udløst anfaldet, stod fast. Men der ud over talte forældrene roligt med den lille dreng, som han lå der på gulvet og sparkede til højre og venstre, eller dunkede sit hoved i gulvet - og det er jo ellers ikke til at holde ud at se på. De kom måske med forskellige forslag, som kunne hente ham ud af det følelsesmæssige rum, han nu befandt sig i, og lod ham i det hele taget vide, at de var der, når han ville have med dem at gøre igen - men 'nej' var 'nej'. Hans anfald ville ikke lave om på det.

Opfører sig, som om hun er 1-2 år?

Jeg gad vide, om din datters anfald, da hun var 1 år gammel, var af samme slags som mit barnebarns. Og videre, om I måske har reageret mindre fornuftigt på dem. Har I - uden at vide det og i den bedste mening - fået lært jeres datter, at hun kan få sin vilje ved hjælp af sine udbrud af vrede og hysteri? Er hun blevet fastholdt i et mønster, som hun skulle have aflært, da hun var et par år?

Hvis det er sådan, så må både du og hendes far i gang med den besværlige opgave, det nu er, at lære hende at reagere og opføre sig som en 5-årig - ikke som en 1-2-årig. Det betyder, at hun ikke skal have nogen form for belønning på sine anfald. Hun skal heller ikke have straf. Hvis hun slår, må du gøre, som du skriver: fortælle hende, at det vil du ikke have. Og når/ hvis ikke det hjælper, må du holde hende fast, så hun ikke kan komme til at slå - og det er heller ikke hverken rart eller let, lidt afhængigt af, hvor stor og stærk en 5-årig, hun er. Du kan finde flere forslag og overvejelser i Ross Greenes bog.

Det er vigtigt, at du bevarer roen. At du med rolig stemme igen og igen siger noget i retning af, at hun må ikke slå, at du ikke kan lide de ord, hun bruger, at det er ok, at hun bliver skuffet over hvad-det-nu-er, men hun må/ kan ikke få det, hun har fået nej til. Hun kan hyle og skrige, som hun nu har lyst til, men det gør ingen forskel. Altså: Du må behandle hende som det 1-2 år gamle barn, hun i virkeligheden er, når hun får sine anfald.

Det vil ikke virke med det samme. Det vil være en lang proces for jer alle at få din 5-årige til at lære en bedre måde at reagere på. Det vil kræve tålmodighed.

Én opførsel derhjemme - en anden ude

Jeg lægger mærke til, at du skriver, at din datter åbenbart er i stand til at kontrollere sig selv og til at lade være med at få sine 'ture', når hun er sammen med andre end lige sin familie. Det er et godt tegn, synes jeg, for det fortæller, at huneri stand til at beherske sig - når hun altså mener, det er nødvendigt. Og det, mener hun, er det ikke, når hun er hjemme, hos far eller mor, eller sammen med anden familie.

Men at hun kan styre sig, får mig til at tro, at det snarere er nogle særlige omstændigheder derhjemme, som gør, at hun synes, at her kan hun opføre sig som en 1-2 årig. Snarere end at det er, fordi hun har særligt svært ved at lære at tackle frustrationer.

Negativ omgangstone?

Som skrevet herover har I måske forsømt at lære jeres datter at klare frustrationer. En anden mulighed kan være jeres måde at omgås hinanden på i familien. Vi er alle (sandsynligvis) mest trygge derhjemme, og det kan have den ikke helt ualmindelige konsekvens, at vi tillader os at behandle vores nærmeste - børn, ægtefælle, forældre - uhøfligt og måske oven i købet uvenligt. Vrisse ad hinanden, tale hånligt, gøre nar ad. Så skørt, det end er: De er jo vores vigtigste mennesker.

Jeg kan jo ikke vide, om I har sådan en negativ måde at tale til og omgås hinanden på i din familie. Det lyder ikke sådan på det, du skriver, men du kan jo overveje det - overveje, om din datter efteraber sine forældres og søskendes (negative) omgangstone. Hvis der er noget om det, må I alle sammen i gang med at ændre jeres vaner.

Prøver at skaffe sig det, hun har brug for?

Hvis du har læst andre af mine svar her på siden, ved du, at jeg meget ofte forstår børns 'upassende' opførsel som deres ubehjælpsomme forsøg på at skaffe sig noget, de har behov for og ikke får. Jeg har overvejet, om det også kan være tilfældet for din datter. Igen har det betydning for min forståelse, at hun opfører sig anderledes, når hun ikke er sammen med sin familie.

Kan der være et eller andet, som din datter har et stort behov for, og som hun kun kan gøre sig håb om at få fra sine forældre/ sin familie - og som hun så ikke får? Opmærksomhed, tryghed, kontakt - eller andet af den slags? Jeg har skrevet meget mere om behov og de dertil knyttede følelser på denne adresse: Janne Hejgaards nyttige råd.

Hvis hendes anfald dybest set handler om at hun prøver at skaffe sig noget, hun har behov for, ja, så er det eneste, du kan gøre, at hjælpe hende med at få sat ord på behovene og - hvis det er muligt - at hjælpe hende til at finde ud af, hvordan hun kan handle, så det lykkes for hende at få det, hun har brug for. Hendes anfald hjælper jo tydeligvis ikke - hvis de gjorde, ville hun ikke blive ved med at lave dem.

Husk, at behov handler om noget større og mere omfattende end fx at have strømpebukser med den rigtige farve. Du kan se en række forslag på, hvad behov kan være, her: Alting drejer sig om vores behov.

Følelsesmæssig 'fælde'

Endelig vil jeg nævne, at børn kan køre sig selv ud i et følelsesmæssigt voldsomt hjørne, som de har meget svært ved selv at komme væk fra igen. De er som fanget i en fælde og har brug for hjælp: for at blive distraheret, for at blive optaget af noget helt andet - den slags. De har helt sikkert brug for at blive mødt med varme og forståelse, mens negative reaktioner fra de voksne kan gøre ondt værre.

Din datters voldsomme reaktioner kan være resultat af en blanding af alt det, jeg foreslår her. Lidt af det ene, noget af det andet. Uanset hvad baggrunden er, så mener jeg, at du, og gerne hendes far, må sætte en proces i gang, hvor I roligt og tålmodigt får lært jeres datter at reagere passende på frustrationer. Med 'passende' mener jeg, at der er sammenhæng imellem graden af frustration og reaktionen. Det vil tage et stykke tid, og selvfølgelig gå hurtigst, hvis I kan være konsekvente.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk