Vores dreng på 6 år vågner hver nat, fordi han er bange og ked af det

Vores dreng på 6 år vågner hver nat, fordi han er bange og ked af det

Hej Janne,

Vi har en dreng på 6 år, som vågner stort set hver nat, fordi han er bange og ked af det. Han siger, at han drømmer uhyggelige drømme. Han ser alt muligt i mørket, som ikke findes. Han er bange for mørket og han hører også alle mulige lyde og han er bange for, at der kommer indbrudstyve og røvere i huset.

Vi er ved at være desperate for at få vores nattesøvn igen, for når han kommer ind til os, har vi svært ved at få ham til at falde til ro igen. Det hjælper typisk ikke at han får lov til sove hos os, for han ligger stadig uroligt og klynker og er bange, fordi han ser ting i mørket i vores soveværelse. Vi insisterer dog på, at soveværelset skal holdes mørkt, da vi ellers ikke kan sove.

Vi har også prøvet at lade ham sove med lyset tændt i hans værelse, men det har ikke hjulpet. Vi har prøvet at forklare ham, at mor og far nok skal passe på ham, og at der ikke er noget i mørket, og at der ikke kommer nogle fremmede i huset om natten, og forklaret ham hvor de lyde han hører kommer fra, men det preller ligesom af på ham.

Han er en meget følsom dreng, som kan tænke meget over tingene.

Problemerne starter allerede, når han skal falde i søvn, hvor han ikke vil give sig til sove uden at én af os sidder ved ham. Han siger, han drømmer om uhyggelige ting, så snart han lukker øjnene. Vores hus er ikke specielt stort, og afstandene er ikke så store, så han kan sagtens høre, at vi er i huset. Vi lader ham ligge med sengelampen tændt og han får også lov til at høre lidt musik eller en historie på sin radio for at berolige ham.

Vi er ved at løbe tør for idéer, og det ender tit med, at vi bliver sure og frustrerede på ham. På den ene side vil vi gerne være de trøstende forældre der giver ham tryghed, men vi ved ikke om vi gør ham en bjørnetjeneste ved at være for "pylrende" og give ham nogle vaner, som vi ikke ønsker og som er svære at komme ud af igen.

Vi har generelt nogle problemer med at få ham til at høre efter i dagligdagen og gøre, som der bliver sagt, og han har svært ved følge de regler, vi har i huset og i skolen for den sags skyld. 

Mvh
En frustreret mor


SVAR

Kære frustreret mor,

Jeg lægger meget mærke til din allersidste bemærkning: At jeres dreng har svært ved at følge regler og høre efter, hvad der bliver sagt. Jeg får den forestilling, at det betyder, at han ikke rigtigt har respekt for jer. Kører han (lidt) rundt med jer? Er det i for høj grad ham, en knægt på 6 år, der får lov til at bestemme? Jeg foreslår, at I overvejer det, og hvis I mener, at der kan være noget om det, ja, så er det her problemets kerne befinder sig.

En 6-årig skal ikke bestemme

Der er selvfølgelig klare grænser for, hvor meget en 6-årig skal bestemme. Han har i høj grad brug for at have et par forældre, der tør og kan træde i karakter som dem, der er de voksne, de kloge. Dem, som ved, hvad der er bedst for ham, og handler ud fra deres viden. Dem, som er til at regne med - og dem, som tager beslutningerne og kan håndhæve dem. Også når en lille dreng på 6 år ikke synes om dem.

Hvis ikke jeres drengs opfattelse af jer er sådan, så er I jo ikke troværdige, når I siger, at han ikke behøver at være bange: I passer jo på ham, mens han sover. Det tror han nemlig ikke helt på, at I kan. Når I ikke kan holde styr en dreng på 6 år - hvordan skal I så kunne styre nogen eller noget, som er farligt?

Børn bliver utrygge af ikke at have forældre, der fuldt ud påtager sig voksen- og forældrerollen. Og den indebærer at sætte reglerne og rammerne - og sørge for, at de bliver overholdt. Kan der ligge en årsag til jeres drengs utryghed her? Overvej det.

Jeg føjer lige til, at jo mere far og mor skælder ud, råber op, bebrejder deres børn og videre i samme boldgade - desto mindre troværdige bliver de som voksne/ forældre i deres børns øjne. Ikke, så børnene er bevidste om det, men måske sådan, at de bliver utrygge af det. Det er, fordi den slags dybest set er en barnagtig reaktionsmåde, og det opfatter børnene.

Sætte grænser

Hvis I mener, at der kan være noget om ovenstående, så foreslår jeg følgende handlingsplan: Når jeres dreng ikke vil sove om aftenen, selv ikke med lidt lys tændt og med jer inden for hørevidde - ja, så må han lade være. Så må han bare ligge i sin seng og hvile sig. Vil han ikke lukke sine øjne, må han holde dem åbne.

Han skal blive i sin seng, og han skal tie stille. Ikke ligge og kalde på mor og far hele tiden, ikke komme ud til jer. Gør han det alligevel, må I 1) lukke døren, så I ikke så let kan høre hans kalden, eller 2) stille og roligt følge ham tilbage i sengen - uden videre foranstaltninger. Det vil nok tage nogle runder at få ham til at blive klar over, at sådan er realiteterne nu, men han vil efterhånden lære det.

I kan placere en madras på gulvet i jeres soveværelse, og fortælle ham, at hvis han vågner om natten og er bange, så må han gerne stille og roligt liste sig derind med sin pude og sin dyne og lægge sig til at sove. Uden at vække jer. I har krav på og ret til jeres nattesøvn - med mindre der er noget helt særligt på færde.

Lære at håndtere sine følelser

Han er følsom, skriver du, og det er jo en gave at være. Men det indebærer også, at han har et særligt stort og vigtigt arbejde med at lære at håndtere de mange følelser, han så har - ikke mindst dem, som gør ondt. Og: Der er ikke noget galt i at være lidt bange. Selvfølgelig skal han ikke ligge helt alene og ryste af angst eller lignende, men hvis forklaringen på hans soveuro er jeres tøven med at påtage jer retten til at bestemme over ham, så er der noget andet på banen.

Det kan være en god erfaring at gøre, at man er bange for et eller andet - og opdager, at det var der slet ingen grund til. Og det kan understøtte netop den erfaring, at far og mor trækker på skulderen og siger: Der kan du selv se. Det sagde vi jo: Der er ikke noget at være bange for.

Det kan også være en gavnlig erfaring for ham at opdage, at der er meget her i livet, som far og mor kan klare - men der er også noget, man selv må finde ud af. Også når man bare er 6 år.

Altid utryg ved at sove - eller noget nyt?

En anden overvejelse, jeg gør mig, er, om han altid har været utryg, når han skulle i seng og sove, eller om det er noget forholdsvis nyt. Hvis det er en gammel historie, kan det handle om det, jeg skriver om herover, eller det kan være noget helt andet, som jeg ikke rigtigt har mulighed for at give noget bud på - ud fra den smule, jeg ved om jer.

Hvis det er et nyt fænomen, vil jeg foreslå jer, at I prøver at finde ud af, hvad det er, der har udløst det. Det kan være noget, I ikke finder specielt slemt, som af en eller anden grund har rystet jeres drengs verdensbillede så grundigt, at han nu ikke tør sove. Noget han har set på en skærm, hørt, misforstået eller oplevet.

I kan ikke fjerne hans ubehagelige oplevelse, men I kan få viden om, hvad det er, der kan skræmme jeres dreng - sådan virkelig grundigt. Og sørge for, at han ikke bliver udsat for den slags igen.

Jeg har flere gange her på siden fortalt om dengang, hvor mit barnebarn - og hun var vist omkring 6 år - blev så skræmt af at se de første minutter af den japanske tegnefilm 'Chihiro og heksene', at hun i måneder efter nægtede at være alene så meget som et eneste øjeblik. Hun skulle have følgeskab selv på toilettet, og kunne ikke sove andre steder end tæt ind til mor. Det var noget med forældrenes forvandling til grise, der var så umådeligt skræmmende - hvad hendes mor selvfølgelig ikke et øjeblik havde forestillet sig.

Hvis noget lignende er sket for jeres dreng, så er der ikke andet for jer at gøre end at reparere på skaden og give ham den tryghed, nærhed osv., som han lige nu har brug for. Selv om det er besværligt for jer. Det vil klinge ud, når han får den grimme oplevelse bearbejdet - og det vil ske hurtigst, hvis han får det, han har specielt meget behov for lige nu.

Almindelig, psykologisk udvikling

En anden mulighed er, at hans utryghed handler om hans psykologiske og ganske normale udvikling. Det er ret almindeligt, at børn ind imellem har perioder, hvor de har problemer med at falde i søvn eller med at sove alene. De udvikler sig uafbrudt, og sådan en udvikling kan let foregå i spring.

Pludselig er barnet i stand til at forestille sig noget farligt, som det aldrig før har skænket en tanke, og så må det igennem en periode, hvor det finder ud af at håndtere den nye indsigt. Jeres dreng kan sagtens være nået til sådan et sted i sin udvikling, og det vil gå over - men selvfølgelig hurtigst, hvis hans nye behov bliver mødt. Det vigtige er altså, hvordan I, hans forældre, håndterer det.

Signalere ro og ubekymrethed

Jeg foreslår, at I har en måde at være over for ham på, som er så rolig og ubekymret, som den nu kan være. Der er jo ikke noget at være bange for. Vel? Det er fint at fortælle ham, at I passer på ham, og at monstre mv. ikke findes - men lad være med at overdrive det. Jo mere, I har travlt med at forsikre ham om, at intet ondt vil nå forbi jer ind til ham, desto mere kan I være med til at få det til at fylde. Det kan være mere virkningsfuldt at slå det hen, fordi det signalerer, at I er optagede af hans følelser, men ikke af det, han er bange for. Det er der nemlig ingen grund til.

Husk også, at når der ikke er nogen konkret grund til jeres drengs bange følelser, og de udelukkende handler om uvirkelige forestillinger - så er det næsten logisk, at alle jeres forsikringer om, at der ikke er noget (konkret) at være bange for, og at I (ganske konkret og praktisk) passer på ham osv., ikke hjælper meget. Det, han er bange for, og jeres forsikringer vil være på forskellige niveauer. Det betyder ikke, at I ikke skal sige det, men altså uden at overdrive og uden at tro, at det er nok for ham. Det betyder videre, at I med fordel kan prøve at gøre hans luftige forestillinger mere konkrete.

Hente uhyrerne ind i virkeligheden

Når I sidder på hans sengekant om aftenen, så spørg ind til anledningen til hans følelser. Få ham til at fortælle, hvad det helt konkret er, han er bange for. Hvad ondt vil tyven gøre ham? Hvad er han bange for, vil ske med ham - eller med jer? Vil røveren slå nogen ihjel? Brænde huset ned til grunden? Stjæle hans sparegris? Hvorfor? Hvordan? Osv.

På samme måde kan I tale med ham om, hvad han mener, han kan stille op med de skræmmende figurer. Hvad foreslår han, at man kan gøre for at beskytte sig mod en indbrudstyv? En vampyr? Osv. Alle uhyrer har et svagt punkt, et sårbart sted, hvor de kan rammes - selv Supermand kan ikke klare grøn kryptonit - og viden om, hvad det er for et, kan virke beroligende.

Jo mere konkrete jeres drengs forestillinger kan blive, desto mindre farlige bliver de. Lad være med at afvise hans bange følelser - for de er helt reelle for ham. Følelserne er både centrale og relevante. Beskæftig jer i stedet for med den form, hans frygt har. Tyven, monsteret, spøgelset, vampyren …De er alle blot den dragt, som jeres drengs følelser klæder sig i, og de har svært ved at tåle at komme frem i lyset. På den måde ligner de hans drømme.

Bruge drømmene

Jeg vil nemlig også foreslå, at I taler med jeres dreng om hans drømme. Få ham til at fortælle så meget som muligt af det, han kan huske, at han har drømt. Drømme er det ubevidstes beskeder til bevidstheden, og jo mere af det ubevidste stof, der kan blive hentet frem i det bevidste lys, desto mindre magt har det over en.

I kan få ham til at lave nye og bedre slutninger på drømme, der ender grimt. I kan få ham til at tegne sine drømme. I kan udstyre ham med redskaber, som han kan tage med sig ind i drømmeverdenen og bruge der. En tryllestav, som han kan pege på et uhyre med og så bliver det forvandlet til noget lillebitte og ufarligt.

Eller han kan øve sig på at møde ondsindede drømmeforfølgere ved at stå stille, vende sig om og spørge dem, hvad de egentlig vil ham? Forbløffende tit bliver man jo bange, alene fordi man løber sin vej - også i drømme.

Opsamling

Jeg samler lige op: Når jeres dreng er bange, handler det om noget - det er ikke bare for sjov. Han kan være utryg, fordi han savner voksent forældreskab - og reelt tester jer ved at udfordre jer på jeres nattesøvn. Han kan være bange, fordi han har oplevet noget for skræmmende. Eller han kan være det som et resultat af sin helt normale udvikling.

Hans følelser skal ikke slås hen, og jo mere I kan vise jeres accept af dem og prøve at følge med i hans forestillinger og måske drømme, og få alt det uhyggelige og overnaturlige behandlet i denne virkelighed, desto mindre skræmmende bliver det. Desto mindre bange bliver jeres dreng.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk