Vores datter på 9 år er bange for at sove på sit eget værelse (1)

Vores datter på 9 år er bange for at sove på sit eget værelse

Kære Janne,

Vi skriver til dig med ønsket om at kunne få et par gode råd, da vi synes vi famler i blinde og "problemerne" ikke løses.

Det drejer sig om vores 9-årige datter; en frisk og rørig pige, som klarer sig godt i skolen, har masser af venner og hvor tingene kommer nemt til hende.

Hun har altid faldet i søvn i egen seng, både nemt og hurtigt og har aldrig vågnet eller kommet ind til os.

Dette har nu absolut ændret sig.

Det sidste år har der dog været lidt "knas" nogle gange med en livlig fantasi, men altid noget vi har kunnet tale hende væk fra.

De sidste 3 måneder har det taget til, hvor hun i lang tid klagede over ondt i maven. Samtidig var der nogle hektiske perioder blandt pigerne i klassen, hvor vores datters selvværd helt klart fik et knæk, og i den forbindelse valgte vi efter flere overvejelser frem og tilbage, at hun efter eget ønske sov hos os. Hun udtrykte det selv som at have det dårligt og ondt i maven. (Hvilket vi kort tid efter godt kunne regne ud ikke var fysisk, og herefter når hun sagde ondt i maven, fortalte vi hende, at det måske var en følelse, men at den skyldtes, hun havde det dårligt i hjertet.) Vi gjorde det for at få hende til at "sige det rigtigt" og ikke dække over hendes rigtige følelser, som vi syntes, hun gjorde.

Efter 3 uger talte vi med hende om at komme tilbage på værelset. Umiddelbart kunne hun godt forstå fornuften - men det har bare aldrig fungeret igen!

Siden har hun formået at udtrykke følelsen med, at hun er meget bange og altså ikke har ondt i maven. Hun siger hun tænker på monstre, varulve mm, og nu fortæller hun også om flere "ritualer" for hvad hun skal gøre, ex leder hun hele værelset igennem for farlige ting. For at få hende til at se, at det er lidt fjollet, har jeg et par aftener været med på "monsterjagt", hoppet i puffen og tæpperne, kigget i skuffer osv - alt bliver kigget efter. Hun fortæller også, at hun skal børste sine tænder på en bestemt måde, eller dør hun!

Hun har tydeligvis nogle svære ting hun bøvler med, men nu har vi endelig fået sat årsagen på, efter så mange måneder - men vi synes alligevel ikke, vi kommer nogen steder og er i tvivl, om vi gør det rigtige/gør nok/ er det i det hele taget noget, vi alene kan hjælpe hende med (for vi synes ikke vi rækker tilstrækkeligt!).

Beskrivelse af en typisk aften: Gør klar til sengetid kl. 20 (normalt ville hun herefter sove efter 20 min.). Her er hun ikke decideret ked af det, måske lidt betuttet. Så læser vi bog sammen med hende 15 minutters tid, siger godnat og går, åbner døren og masser af lys i gangen. Hun er tilbudt lys på værelset, men er sikker på, der så vil komme brand, selvom vi siger det ikke kan lade sig gøre!

Efter ca. 20-30 min. kommer hun ned første gang. og fortæller hun ikke kan sove. Sådan fortsætter det - og jo længere tid der går, jo mere ked af det bliver hun samt siger nu, at hun er bange. Vi går op med hende, putter igen og igen og hun vil have os til at være der. Nogle gange sætter vi os hos hende 10-15 minutter, problemet er bare at det hjælper ikke, hun falder ikke i søvn og hun bliver mere ked af det, når man så går.

Typisk ender det med ved 22-23-tiden, at hun græder rigtig meget, gerne ½ time, hvor vi halvt trøster halvt siger, at nu skal hun altså være stille (lillebror bor ved siden af).

Efter at vi har været der mange gange, stopper hun til sidst og falder udmattet i søvn.

Nogle nætter kommer hun også ned 1-2 gange, hvor vi så følger hende i seng igen, hvor hun så sover igen (uden gråd).

Hun bliver hver aften tilbudt selv at læse eller tegne lidt i sengen, hvis hun ikke er træt - men det vil hun ikke. Vi har sågar også købt nogle "sove cd'er" med rolig musik.

Vi synes virkelig vi famler i blinde. Vores holdning er ikke at have hende hos os, det løser jo ikke hendes problem på sigt. Det virker til, at hun bygger sin frygt op, og uanset hvad vi siger om fantasier m.m. siger hun "jeg ved godt det lyder fjollet, men jeg tror det altså alligevel".

Lunten er naturligvis kortere, både hos hende med massivt søvnunderskud, men også hos os. Hvis bare vi vidste, om det er det rigtige vi gør - eller ikke gør?

Der er ingen andre ændringer i familien, vi ser os som en stærk kernefamilie med masser af fritid til vores børn.

Tak for din gode brevkasse.

Mange hilsner
De utilstrækkelige forældre


SVAR

Kære utilstrækkelige forældre,

(ja, jeg har lyst til at skrive 'utilstrækkelige' med anførselstegn - for det er I jo ikke!)

min umiddelbare tanke efter at have læst dit brev er, at ligesom I hurtigt fandt ud af, at 'mavepine' betød 'bange for', så betyder 'bange for monstre, vampyrer, ildebrand, død' noget helt andet end det, som ordene lyder som.

Fremtrædelsesformer - ikke det centrale

Det er derfor, at alle jeres forsikringer, grundige undersøgelser af jeres datters værelse osv. ikke hjælper. Jeres reaktioner handler nemlig ikke om det, der er den egentlige kerne i historien. Så - hvis I skal kunne finde ud af, hvad der skal til for at møde de af jeres datters behov, som hun ikke får mødt, hvorfor hun bliver bange (- for noget, som hun ikke kan sætte ord og begreb på, og derfor kalder monstre, vampyrer, osv.), så må I finde frem til, hvad det er, der gemmer sig allerinderst. Hvad er det centrale behov mon?

Mit bedste bud er, at det er noget psykologisk, sandsynligvis udviklingsmæssigt. Du kan læse, at jeg også har nævnt dét i nogle af mine andre svar til forældre med børn med soveproblemer.

En meget forenklet forklaring: Psyken udvikler sig og modnes og gør barnet i stand til at bearbejde indtryk på nye måder. Det kan give nye indsigter, som barnet så må bruge noget tid på at lære at håndtere. Og: Så længe, der er noget i ens virkelighed, man ikke forstår eller ved, hvad man skal stille op med, så længe bliver man utryg.

Det betyder også, at man bliver mere sårbar over for virkelighedens begivenheder, sådan som du også skriver, at det er sket for din datter i forbindelse med de hektiske perioder, der var med pigerne i hendes klasse. Noget andet, man kan reagere særligt voldsomt på, er fx film eller voldsomme begivenheder i tv - eller virkeligheden. Man er mere ubeskyttet, når det indre ikke er helt i harmoni.

Savner ord og begreb

Det er klart, at en pige på 9 år ikke kan sætte ord og begreb på den slags ubevidste psykiske fænomener, så i stedet for kalder hun sin angst for 'bange for monstre' og 'ildebrand' - bl.a. som sit bedste forsøg på at få mor og far til at lytte. Hvor farligt kan hun gøre det for at få jer til at forstå, at hun skal sove i jeres seng for at være beskyttet? Hendes ritualer ser jeg tilsvarende som hendes (ubehjælpsomme) forsøg på at få styr på alt det ustyrlige, hun bærer rundt på.

Jeg mener, at hun har brug for jeres hjælp til at kunne færdes i sine nye indre og ubevidste landskaber. Der er her, der skal sættes ind - sove-alene angsten er et biprodukt af det, der foregår her. En oplagt vej er at gå via hendes drømme, som du ikke skriver spor om.

Drømme som redskab

Vores drømme handler netop om de ubevidste bevægelser i vores sind. Mon hun husker sine drømme? Hvis hun gør, så foreslår jeg, at I taler med hende om dem, og at I gør det, som om de er historier, hun har fundet på og fortæller jer. Spørg ind til figurerne i drømmene. Spørg til deres følelser, deres hensigter og prøv evt. at bede hende om at sætte nye (evt. lykkeligere) slutninger på drømmehistorierne. Stil spørgsmål a la: Hvad tror du, der ville være sket, hvis du (- eller en af figurerne) i stedet for havde gjort sådan-og-sådan? Eller: Hvad ville der være sket, hvis du havde spurgt den-og-den figur om det-og-det?

Udstyr hende gerne med redskaber, hun kan bruge i drømmene som hjælp. Jeg husker, at min datter gav mit barnebarn en tryllegenstand - altså i den virkelige verden - som hun i drømme kunne bruge til at forvandle monstrene til noget bittesmåt og aldeles ufarligt. Det kan også være en 'ondskabs-fjerner' eller en 'usynlighedskappe' - hvad I nu skønner, der kan være brug for.

Underbevidstheden fungerer i øvrigt sådan, at når man begynder at interessere sig for sine drømme, så begynder man at huske dem. Så hvis ikke jeres datter allerede fortæller om sine drømme, så kan I fx begynde at fortælle om jeres - eller tage udgangspunkt i bøger, der handler om drømme, eller hvor historien har drømmeagtig karakter. Få børnebibliotekaren til at hjælpe jer - der findes mange anvendelige bøger.

… eller tegninger og leg

Underbevidstheden kommer også til udtryk i tegninger og leg, så jeg foreslår, at I er opmærksomme på, hvad der foregår for jeres datter her - under overfladen. Er der kommet nye elementer i den seneste tid? Altså: Er der noget nyt, hun er begyndt at interessere sig for? Som kan være de symboler, hun vælger at udtrykke sine indre bevægelser som. Det kan være alt fra prinsesser til slanger eller jordskælv. Vær opmærksomme på den slags, og leg eventuelt med.

Igen som illustration fra mit eget liv: Da mit barnebarn var omkring 8 år, ville hun konstant lege 'en lille fattig pige, som ikke havde nogen far og mor, og som jeg (JH) skulle finde ude i sneen og tilbyde at blive mormor for'. Måske havde den lille, fattige pige en storebror, og han havde altid brækket foden.

Jeg tror, den leg blev leget mindst 30 gange! Den handlede helt sikker om noget, der på et ubevidst plan var vigtigt for hende, og blev derfor gennemført igen og igen.

Være voksne vejvisere

Jeg tror, at jeg enklest kan kalde det, at I må prøve at være vejvisere for hende i de indre landskaber. Og at I enklest gør det, ved at tale om det på hendes konkrete 9-årige niveau, og med jeres voksne forståelse. At sætte ord på noget er en fundamental metode til at gøre det mere håndtérbart. Det er bl.a. derfor, det er så vigtigt at læse historier for børn og at lære dem selv at læse litteratur - det er en uvurdérlig kilde til dannelse af ord- og begrebsforråd.

Hvis I gerne vil have professionel hjælp, kan jeg foreslå, at I finder en sandplayterapeut. Følg linket - der er en oversigt over terapeuter i hele landet. Hos sådan en terapeut bygger børnene landskaber i sand og befolker dem med figurer af eget valg - og på den måde genskaber de netop nogle af deres indre landskaber. Terapeuten vil så tale med barnet om, hvad det er, det har skabt. Sætte ord på!

Hvis ikke I gør noget som helst, vil jeres datter over tid udvikle sig videre og finde ud af at håndtere det nye i sig. Men hun vil komme både hurtigere og mere harmonisk igennem, hvis hun får den rette voksenstøtte, så det kan jeg selvfølgelig kun anbefale.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk