Min søn  trives ikke i sin klasse

Min søn trives ikke i sin klasse

Kære Janne,

Jeg har med stor opmærksomhed læst en del af dine brevkassesvar til bekymrede forældre, og jeg synes, du giver nogle rigtig gode og fagligt begrundede svar, som har været meget brugbare for mig i mine frustrationer over min lille families samarbejde med skolen. Jeg håber derfor du vil give dit input på vores situation.

Historien er lang, så det er svært at få det hele med. Min søn går i 1. klasse og allerede inden skolestart var jeg lidt bekymret over, at han ikke kom i klasse med nogle af sine legekammerater fra børnehaven. Jeg har i forbindelse med mit studie (can.pæd.soc) læst en del om overgange til skole og havde bidt mærke i, at det kan være en stor hjælp at have nogle at 'følges med'. Hans bedste ven kom i modsatte klasse, med den begrundelse, at de fra børnehavens side mente, det ville være godt for min søn at få nogle nye venner, da han havde en lidt uheldig, somme tider underdanig, rolle i legerelationen med sin ven. Desuden nægtede han at lege med andre og derfor kunne det være godt for ham at møde nye venner. Det var jeg jo ikke uenig i.

Første halvdel af 0. kl gik godt, vi fik at vide, at han er fagligt dygtig, har en meget stor viden og var god til at høre efter. Lige op mod jul sker der en forandring i hans adfærd. Han bliver sur og begynder at slå de andre børn i klassen, han gider dem ikke. Han ser også somme tider ud som om han slet ikke hører efter, sidder i sin egen verden. Vi holder et møde og det korte af det lange bliver, at jeg igen får luft for mine bekymringer om, at han ingen venner har i klassen og de lover i SFO at gøre noget for, at han 'laver noget' med de andre.

Han foretrækker dog stadig at lege med sin ven fra den anden klasse. Der er mange andre ting oppe på det møde, som i bund og grund handler om, at han ikke trives i skolen. Jeg forklarer dem også, at jeg ser ham som sensitiv, at støj og skubbende børn er meget frustrerende for ham. Han får derfor mulighed for at bruge høreværn, når de skal koncentrere sig (som han dog ikke benytter sig så meget af) og får lov selv at bestemme om han kan sidde hos de andre på gulvet under samling. En situation, der for ham virker kaotisk og uoverskuelig.

Efter jul går det bedre og det opfølgende møde vi blev lovet, kommer aldrig rigtig ud over at vi får at vide på gangen, at det går meget bedre, og at de ikke har helt de samme bekymringer. Hen mod sommerferien oplever jeg dog igen, at han begynder at hænge med skuldrene om morgenen og ikke har lyst til at komme i skole.

Så starter han i 1. klasse og det faglige spring, der sker, gør at han synes, det er spændende at komme i skole igen. I et stykke tid går det godt. Han læser stort set flydende og er også godt med i matematik. Det sociale halter dog stadig. Det er ikke fordi jeg synes, man SKAL være social. Men folkeskolen er jo en stor tvangssocialisering og kan man ikke finde ud af at være en god ven og give plads til de andre, så skiller man sig ud. Han begynder igen at slå og skubbe de andre børn, ikke uprovokeret, der er altid et eller andet han føler, der har fortjent det. Desværre får han sjældent medhold. Det er jo ikke i orden at slå og sparke uanset hvad. Vi har bedt om et møde her før jul og nu vil de så prøve at få arrangeret det.

Han er så frustreret min lille dreng. Han er frustreret over ikke med sikkerhed at vide, om hans eneste bedste kammerat i hele verden vil lege med ham, når der er frikvarter. Han kan ikke holde ud, når der bliver talt i munden på hinanden i klassen. Han bliver drøn ked af det, når de skal have vikar. Han kommer tit hjem og siger at skoletiden har været træls, for han har fået rigtig meget skæld ud. At ingen kan lide ham.

Jeg har forsøgt at komme med alle mulige forslag, men intet af det bliver rigtig taget alvorligt. F.eks. foreslog jeg, at de skulle lave legeaftaler internt i klassen i det lille frikvarter, så han ikke risikerede at stå udenfor og bliver meget sur og ked af det, fordi hans ven ikke vil lege. Det gjorde de vist i en periode, men det var ingen god løsning, for han vil alligevel kun lege med sin ven.

Jeg har også foreslået, at han må sidde med sin vandflaske til samling på gulvet. I 0. klasse sad han ofte med sin meget elskede bamse. Den gav ham en tryghed og det gør den stadig. Men han må ikke have den fremme i timerne i 1. kl. Vandflasken må stå på gulvet ved hans bord, og han må kun tage den op, når han lige skal have en tår. Selvom han selv har sagt det kunne hjælpe ham, hvis han måtte sidde med den.

I dag kom hans lærer hen og sagde, at i går havde han slået en fra klassen, fordi min søn mente, at den anden havde trådt ham over tæerne. 'Det gjorde jeg ikke' havde den anden dreng sagt. Og læreren sagde til mig 'jeg kan ikke forestille mig, han lyver om det' så det var endt med efter lang tids irettesættelse, at min søn skulle sige undskyld over at han slog ham. Jeg tænker, at han har slået i afmagt. Og at skæld ud slet ikke er løsningen på det... hvorfor forstår de ikke, at han ikke slår for at være uartig eller voldelig. Han gør det, fordi han ikke ved hvad han ellers skal gøre.

Jeg erindrer ikke, jeg nogensinde har set ham slå nogen herhjemme.

Jeg har fortalt, at han giver udtryk for, at han får meget skæld ud i skolen. At han ikke tør sige noget til de voksne. Svaret var, at de var jo nødt til at irettesætte ham, når han snakkede for meget eller slog de andre.

Herhjemme har jeg også mærket en tydelig forandring. Han er tit sur, har let ved tårer og hvis jeg skynder på ham fx. ved at sige 'Vi skal spise nu, kommer du?' er svaret tit 'JA JA JA, jeg KOMMER nu!!!' som om jeg har bedt om noget helt urimeligt. Jeg prøver at stille rimelige krav til ham, uden at det vælter hans verden. Jeg føler, jeg er nød til at skubbe lidt til ham hele tiden for at han ikke bliver totalt curlingbarn, der får alt serveret i sofaen med en ske.

Til gengæld synes jeg, han er rigtig god til at lege, han kan få lang tid til at gå med at sidde selv og lege playmobil, og det bedste han ved, er en god sværkamp med mig. Han kan ofte være helt opslugt af en leg og det forsøger jeg ikke at afbryde ham i, for jeg tror det er enormt sundt for ham at sidde og lege på den måde i ro og fred.

Han har ofte svært ved at sove. Kan somme tider ligge helt til kl. 23 før han falder i søvn, selvom han tydeligvis er stage træt. Han er så ikke til at få op om morgenen og så bliver dagen træls helt fra starten af. Jeg prøver virkelig at gøre det så nemt for ham som muligt, men han er såååå lang tid om alting og trækker tiden ud. Somme tider glæder han sig til at komme i skole, andre gange er han rigtig ked af det. Jeg tror det han glæder sig til, er at komme i SFO og lege.

SFO'en siger, han har temperament, men de siger det altid med et smil, så jeg tænker, at de ikke ser helt de samme problemer der. Men han leger hovedsageligt med sin bedste ven fra den anden klasse og somme tider sammen med nogle af de andre i den klasse.

Hans far og jeg gik fra hinanden, da han var 3 år gammel. Vi har altid været gode venner siden. Holder alle fødselsdage sammen og har sørget for at bo et stenkast fra hinanden, så vi altid kan komme på besøg. Men der er ingen tvivl om, at han ikke altid synes, det er nemt. Han er hos mig 9 ud af 14 dage. Hans far og ham 'facetimer', når han er her og de aftaler sommetider, at far skal hente ham fra skole dagen efter. Vi prøver at gøre det så nemt for ham som muligt at være delebarn. Det er jo vilkår, der er temmelig svære at lave om på.

Hos sin far har han en halvlillebror og en sød papmor. Min søn og hans lillebror har ofte konflikter og jeg tænker da, at min søn bare gerne vil have sin fars opmærksomhed, når han er der og at lillebror bare gerne vil have storebrors opmærksomhed. Men det er hårdt at høre, at de meget ofte er i totterne på hinanden. På den anden side husker jeg også, at min søster og jeg altid var i totterne på hinanden som små, så jeg ved ikke om det er så unormalt.

Jeg håber ikke, det bliver for rodet, jeg kommer til at springe lidt rundt for at huske at få det hele med.

Jeg ved slet ikke hvad jeg forventer af svar... men jeg er bare så drøn frustreret og ville gerne gå til det kommende møde med et par guldkorn. Hans far og jeg har snakket om, hvorvidt et skoleskifte ville hjælpe ham, men er hver gang kommet frem til, at det vil være et endnu større overgreb at flytte ham væk fra sin bedste ven, som han virkelig leger godt med og som matcher og udfordrer ham på alle punkter. De er super gode for hinanden, når bare kammeraten ikke siger nej til at lege.

Nu skal det ikke lyde som om han aldrig får et nej og at han altid får sin vilje herhjemme, det kan man ikke få som barn hos en enlig mor. Men han får altid muligheden for at vælge mellem fx. at lege selv, eller hjælpe mig med maden, hvis han gerne vil være sammen med mig.

Jeg føler jeg gør det så godt jeg kan... det er så hårdt at føle, man har fejlet et eller andet sted i opdragelsen, fordi ens barn ikke opfører sig efter de gældende normer i skolen.

Vh
Ditte


SVAR

Kære Ditte,

tak for din lange udredning. Jeg svarer dig ud fra det, jeg har tænkt og overvejet, mens jeg læste.

Overordnet: Jeg tror, at der kan være en tendens til, at man - du - som enlig mor er ekstra opmærksom på, hvordan ens barn trives og ekstra hurtig til at få dårlig samvittighed, hvis man ikke synes, at det går helt så godt, som man gerne så det. Det er ikke usandsynligt, at dine frustrationer mest handler om, at du gerne vil gøre det bedre, end det er muligt - og nødvendigt. Jeg foreslår i al fald, at du overvejer det - der er jo ingen grund til at være for hård ved sig selv.

Børn må lære at håndtere frustrationer

Din dreng må være 7 år gammel, og selv om han er en lille dreng, så er han jo ikke helt lille. Der er rigtig meget i hans tilværelse, han selv må og kan finde ud af at slås med, løse, håndtere, acceptere - også af den slags, som ikke er så ideelt, som han helst ville have det. Fx at hans far og mor ikke er kærester og bor sammen. Han ved ikke, at han er heldig med at have et par forældre, der prioriterer ham så højt, at I har valgt at bo i nærheden af hinanden og kan finde ud af at holde hans fødselsdag sammen. Eller at han har en sød papmor og en lillebror, som gerne vil være sammen med ham og have hans opmærksomhed.

Reelt set har han det rigtig godt og privilegeret, så vidt jeg kan læse det, så en af mine overvejelser er: Er han lidt utaknemmelig? Eller er det din dårlige samvittighed over, at han ikke vokser op i en kernefamilie, der slår igennem? Jeg ved det jo ikke, men overvej det.

Du skriver, at han ikke altid synes, det er nemt. Nej. Livet er ikke altid nemt, heller ikke, når man er et barn. Det må man/ han finde ud af at klare. Jeg foreslår, at du tager det helt roligt med din skilsmisse og i stedet for udtrykker stolthed over, at du og hans far og papmor klarer forældreskabet så fint, som I tilsyneladende gør.

Særbehandling i klassen

Du beskriver, hvordan han får særbehandling i klassen. Høreværn (- som han så sjældent benytter), ret til at slippe for at sidde i rundkreds på gulvet, og han vil gerne have særlig tilladelse til at gøre ved med sin vandflaske - hvad du også synes, han skulle have lov til det. Når han nu så gerne vil!

Når der af hensyn til ham bliver lavet legeaftaler, så foretrækker han alligevel sin gode gamle bedste ven fra parallelklassen. Oven i købet selv om relationen mellem de to er lidt skæv: din søn kan være underdanig over for sin kammerat, skriver du.

Videre: Han er fagligt dygtig, og det er jo en gave for ham. Netop det slås mange af hans klassekammerater sikkert med. Jeg læser imidlertid ikke af dit brev, at noget af alt det positive i hans dagligdag udstyrer ham med et overskud, som fx gør, at han bedre kan rumme sine kammerater: Han oplever, at de på en eller anden måde er efter ham - og så slår han ud efter dem. Han er sur, hænger med skuldrene og trives ikke.

Eksklusiv - eller måske stædig?

Når jeg bruger betegnelserne 'eksklusiv' og 'stædig', er det ikke for at stemple din søn, men for at gøre opmærksom på, at det kan være hans mulige stædighed/ eksklusivitet, der skal arbejdes med - ikke fx hans legerelationer. Jeg får en mistanke om, at du i for høj grad giver efter for ham - hvilket er meget let at komme til, hvis du går rundt med et fundament af dårlig samvittighed.

Han lyder lidt som et (ene)barn, som er mere vant til at få sin vilje end en, der er vant til at tilpasse sig andre - fx søskende. Kan der være noget om det? Hvis jeg har ret i det, så vil jeg skynde mig at understrege, at det jo ikke er resultat af noget, han er eller gør, men af, at I, hans forældre, passer lige lovlig meget på ham. Måske undervurderer I ham, har ikke opdaget, at han er blevet stor nok til selv at kunne finde ud af meget. Fx at få venner. Lad ham endelig slås med sin virkelighed i et passende omfang - det lærer han noget særdeles væsentligt af.

Han må selv i gang med at løse sine problemer

Når han fx beklager sig over sine klassekammerater, så foreslår jeg, at du spørger ham, hvad han har tænkt sig at gøre ved det? Slå og sparke er en 2-årigs reaktion, og han er som bekendt 7. Det er bedre for ham, at du giver ham hjælp til selv at finde ud af fx at få et givende forhold til de andre børn - end at du rykker ud og prøver at klare ærterne for ham. Hvad du i øvrigt slet ikke kan - sådan virker børns venskaber ikke.

Mine sidste overvejelser handler om, hvad det mon var, der gjorde, at det efter jul i 0. klasse kom til at gå bedre for din dreng? Ganske konkret: Hvad blev anderledes? Og hvorfor var det mon, at han igen tabte modet, da sommerferien nærmede sig?

Jeg foreslår, at du prøver at finde frem til de ganske konkrete handlinger eller omstændigheder, som var dem, der gjorde en forskel. Jeg kan godt læse, at det kan være vanskeligt at få klar besked fra din drengs lærere, men prøv så selv at komme med nogle bud. Hvad var det, han da fik, som han havde brug for? Og vigtigt: Var det noget, som reelt var godt for ham - eller holdt det ham fast i hans sædvanlige mønstre?

Jeg synes, det lyder, som om du gerne må stille nogle flere krav til ham. Det lyder ærlig talt, som om det er ham, ikke dig, der er urimelig! Og det er din og hans fars opgave at vænne ham af med det.

Hvis du nu er fuldstændig uenig i mine bud herover, så er du velkommen til at skrive til mig og fortælle mig noget mere.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk