Min datter på 9 år vil/kan ikke sove

Min datter på 9 år vil/kan ikke sove

Hej Janne,

Jeg er så frustreret i skrivende stund. Min datter på 9 volder så mange problemer med, at hun ikke vil/ kan sove. Lige nu sover hun stadig ikke og kl. er 01.38.

Ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Har prøvet alverdens, men intet synes at hjælpe. Jeg er så træt!!

Er alene med hende og hendes lillesøster og har ingen til at tage over. Det her har stået på i 2 uger nu, og jeg bliver hurtigt sur og vred pga træthed, men hun er jo også meget træt. Hvad kan jeg gøre???

Mvh


SVAR

Kære spørger,

uh, det lyder virkelig udmattende - for jer begge! Desværre skriver du ikke noget om, hvad der foregår, mens din 9-årige ligger vågen. Græder hun? Nægter hun at ligge i sin seng? Eller … ?

Det er jo sådan, at du har naturen på din side. Vi har alle brug for søvn, også børn - selv om man sommetider kan komme helt i tvivl. Så mit enkleste forslag er, at dine døtre bliver lagt i seng klokken 19.30, at du har et sengelægningsritual, som kan omfatte en historie, nogle godnatsange, rolig musik, lidt kamillethe, varm mælk med honning eller fx en banan - og når klokken så er 20, så er det sovetid.

Hun skal ligge roligt i sin seng - basta!

Og kan/ vil din datter ikke sove - så værsågod. Lad bare være med det. Men: Hun skal blive liggende i sin seng, hun må ikke læse, lege eller se noget på en skærm. Hun må ikke snakke eller kalde på dig, for nu er det din voksentid, og den har du både krav på og brug for. Og hvis hun beklager sig over, at hun ikke kan sove, så fortæller du hende roligt, at det gør ikke noget. Hun hviler sig fint ved at ligge i sin seng med lukkede øjne.

Lad bare en natlampe være tændt, hvis hun gerne vil have det, eller døren stå på klem ind til dig, hvis du synes, det er fint. Men altså: hun skal blive liggende i sin seng, basta!

Endelig vil jeg foreslå, at du - selv om du er alene med pigerne og ikke har nogen til at tage over - prøver at finde en ven/ veninde eller et familiemedlem, som vil komme og passe pigerne en nat eller to, mens du får sovet ud et andet sted. Du bliver, som du nok ved, fuldstændig tosset af ikke at få din nattesøvn - og så er det endnu sværere at finde en løsning.

Det er åbenbart noget nyt, at hun ikke vil sove. Skyldes en eller anden særlig begivenhed? Foregik der noget for et par uger siden, som har afstedkommet hendes søvnløshed? Hvis det er sådan, må du skrive til mig igen og fortælle mig noget mere.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk