Vores søn på snart 11 år er blevet skræmt af en tv-episode

Vores søn på snart 11 år er blevet skræmt af en tv-episode

Kære Janne Hejgaard,

Jeg har med interesse læst mange af de spørgsmål og svar, der er her - mange tak for det.

Vores søns udfordring har dog en lille tvist, som jeg ikke kan se nævnt andre steder, og da jeg er ved at være rigtig godt gammeldags bekymret for min dejlige søns psyke, skriver jeg nu til dig for at høre din mening om, hvad vi kan gøre.

Vores søn har for lang tid siden desværre set en episode af Station 2, hvori der blev beskrevet et meget voldsomt hjemmerøveri. Episoden blev set hos en kammerat, så det er først gået op for os for noget tid siden, at det måske har noget at gøre med hans angst og stress, når han skal falde i søvn.

Generelt har det altid taget ham lang tid at falde i søvn, men nu er vi oppe på 1 til 2 timer før den lille mand sover! Det sidste årstid har vi set til ham hvert 10. minut, fordi hans indbruds-angst giver ham behov for bekræftelse i, at han ikke er alene, og at vi ikke sover før ham.

Han beskriver det selv som: Hvis I sover, og jeg er vågen, og der kommer indbrud, er det mig, der skal gøre noget, og det tør jeg ikke! Vi har sagt igen og igen, at der for det første IKKE kommer indbrud, og at HVIS det usandsynlige skulle ske, så skal han ligge stille og eventuelt gemme sig under sengen. Han tror ikke på os, når vi prøver at skyde hans indbrudsteori i sænk, og har desværre fundet et argument i at google, har oplyst ham, at 20% af alle indbrud sker, mens man sover .......

Hvis han skal præstere noget dagen efter, f.eks. en test i skolen eller sport (han udøver sport på ret højt plan, og har et klart talent, som vi forfølger i hans eget tempo) er udfordringen 10-doblet, fordi den bliver kombineret med stress over, at han ikke kan falde i søvn.

Hvis trænerne har sagt, at han skal få godt med hvile, inden de skal træne igen næste dag, så har vi balladen - bare incl. stress, gråd og angst for ikke at kunne præstere det, der forventes.

Han er meget bevidst om, at det er det, der sker, og han kan godt selv se det, men han kan ligesom ikke "parkere" stressen.

Vi har prøvet alt. Hvis vi lægger os hos ham, forstyrrer det ham, hvis en af os sætter sig hos ham og ligesom bare bliver i værelset, får han bare mere stress og dårlig samvittighed, fordi han ikke vil være til besvær, og hvis vi ikke overholder vores 10 minutters aftale, stresser han også over det, "hvorfor kommer du først nu?" (ikke bebrejdende) hvis der går 12 minutter, og han er jo ulykkelig over, at det skal være sådan. For ikke at snakke om vores aften/voksentid, der tit bliver smadret. 

Vi har prøvet at få ham selv til at sætte ord på, hvad der eventuelt kunne hjælpe ham, men det kan han forståeligt nok ikke. Vi vil jo gøre hvad som helst for at lette hans tyngede tanker, men kan ikke rigtigt komme videre, så vi håber, at du måske har nogle gode råd og evt. redskaber vi kan bruge?

På forhånd tak og vi ser frem til at høre fra dig.

Mange hilsner fra
A og S


SVAR

Kære A og S,

ja: pokker tage de voldelige film, som børn helt uforvarende kan rende ind i! (Og samme omgang til jeres søns kammerats forældre, at de ikke forhindrede det - hvis det var muligt for dem.) Men sket er sket.

Jeg vil beskrive det skete som, at jeres søn på et for tidligt tidspunkt i sin udvikling er blevet for voldsomt præsenteret for de farer og den usikkerhed, som tilværelsen rummer - hvad vi jo godt ved som voksne. Han har slet ikke været i stand til at håndtere den indsigt, han pludselig er blevet konfronteret med. Eller sagt anderledes: han stod pludselig over for en udfordring, som var alt for stor for ham at klare. Og: han er ellers vant til nok at kunne klare de udfordringer, han møder, måske oven i købet i fin stil. Han har fået en slags chok.

På en eller anden måde er han blevet slået i stykker, såret, og ligesom hvis han havde været ude for en fysisk ulykke, kræver det tid for 'såret' at hele op igen.

Psykisk ulykke

Måske har du læst det eksempel, jeg har brugt et par gange her på siden: om min 6-7 årige datterdatter, som sammen med sin mor sad og så den fremragende japanske tegnefilm, som hedder 'Chihiro og heksene' og blev så skræmt af en bestemt scene, at hun overhovedet ikke turde være alene de næste måneder - selv på toilettet skulle nogen gå med hende - og gjorde det. Og først langsomt, langsomt nåede hendes udvikling på højde med den voldsomme forskrækkelse, hun fik, så hun kunne håndtere den og turde være alene igen. Sagt anderledes: hendes 'sår' helede op.

Jeg synes, at det ligner situationen med jeres søn. Og ligesom I ville acceptere ulejlighed og ekstra besvær, hvis han lå i sin seng med et brækket ben, mener jeg, at I og han må acceptere, at der er særlige vilkår, som gør sig gældende - indtil jeres drengs 'sår' er helet op. I må komme og se til ham hver 10. minut, hvis det er, hvad han har brug for. Acceptere forstyrret voksentid - osv.

Statistik ...

Forsikring om, at han ikke behøver at blive bange for, at der sker indbrud hos jer, hjælper ikke. Det er ikke sagen. Sagen er, at verden ikke kun er et trygt sted at være i, at ondskab findes - og det hverken kan eller skal en højst 9 år gammel dreng håndtere, men det er han ulykkeligvis blevet tvunget til.

Men: Hvis han er modtagelig for statistikker, så kig evt. her: Hjemmerøveri på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside. Her kan man læse, at der i 2010 blev udført meget få hjemmerøverier, helt ned til 22, lidt afhængigt af definitionen, og desuden oplyser DKR, at det er langt de færreste, som sker om natten. De fleste sker, mens jeres søn er i skole ...

En sund reaktion

Det vigtige er, at noget af stressen bliver taget ud af situationen. Og jeg mener, at det kan I gøre ved at betragte jeres drengs forskrækkelse og deraf følgende angst for, at I bliver udsat for et hjemmerøveri, på samme måde, som hvis han var styrtet med cyklen og kommet til skade.

Tal med ham om, at hans reaktion og frygt er hans sinds fuldstændig naturlige og sunde reaktion på at være blevet udsat for noget voldsomt - for voldsomt. Som en ulykke. Fortæl ham, at hans forskrækkede sind selvfølgelig er i fuld gang med at hele op, men at der vil gå en tid lang, før han virkelig ved - ved! - at han ikke behøver at være bange for, at noget tilsvarende sker i hans hjem.

Brug evt. billedet med det brækkede ben og tal med ham om, at han jo heller ikke ville kunne være på højde med sig selv i forhold til sin sport - hvis han netop havde brækket et ben. (Med mindre vi taler om, at han spiller skak …) Han har så at sige været ude for en ulykke, og den tager det tid at komme sig oven på - om han så synes om det eller ej.

Desuden er det også sådan, at jo mere, han tager hensyn til sin skade, desto hurtigere kommer han sig oven på den. At det nu har varet (mere end?) et helt år, er bl.a. fordi han - og måske I - har handlet, som om der ikke var sket noget. Fordi I ikke vidste bedre. Der er rigtig meget psykologi i denne historie.

Sådan er forældre

Når jeres søn ligger der i sin seng og er bange for at gøre jer ulejlighed, kan I også bruge billedet med det brækkede ben: selvfølgelig ville I hjælpe ham, hvis dét var problemet. Og selvfølgelig hjælper I ham nu. Det gør forældre. I kan desuden fortælle ham, at han også hviler sig, når han bare ligger i sin seng. Selvfølgelig er det bedst at sove, men det andet dur også - og desuden ender det jo altid med, at han falder i søvn.

Jeg mener, at den bedste hjælp til, at jeres dreng falder til ro, består i at få normaliseret hans reaktion. Han har fået en grim forskrækkelse - som han oven i købet knap vidste, var en forskrækkelse og i al fald ikke fortalte sine forældre. Han har - billedlig talt - humpet videre på et brækket ben, og er alt for sent kommet i gang med at få det behandlet. Det får han nu, og i løbet af en begrænset periode vil han være tilbage der, hvor han var før - uden at være bange.

Han kan tage det helt roligt. Hans forældre passer på ham og vil selvfølgelig gerne passe på ham, og når han ligger i sin seng om aftenen, gør det ikke det mindste, at han først sover, når der er gået et stykke tid. Han hviler sig, og det er fint.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk