Min søn på 8 år bliver mobbet i skolen

Min søn på 8 år bliver mobbet i skolen

Kære Janne Hejgaard,

Jeg har lige læst din artikel om mobning i skolen, som jeg fandt, fordi jeg googlede 'ulykkelig 8-årig med lavt selvværd'.

Jeg har en 8, snart 9-årig søn, der har det svært i skolen, og det smitter af på hele hans liv. I sommers gik hans far og jeg fra hinanden. Vi har aldrig været enige om alvoren af, hvad det betyder for vores søn, at han ikke har nogle rigtige kammerater i skolen. Min ex mener, at vi gør en masse ved at tale med de andre forældre og vores søn og skolen, men jeg synes bare ikke, det hjælper. Og hvis det er et spørgsmål om kemi, så kan vi jo ikke tvinge noget igennem som voksne.

Vi har/ gennemgår en 'rolig' skilsmisse. Skændes ikke og taler bedre sammen nu end tidligere.

I perioder 'klarer vores søn sig igennem', men jeg er i tvivl om, hvorvidt det hovedsageligt skyldes, at han fra tid til anden opgiver at fortælle os hvad der foregår i skolen. Og nu er den gal igen og jeg har brug for hjælp for at kunne hjælpe ham.

Min søn er, hvad jeg bedømmer som, særligt sensitiv. Han bliver ked af det, når andre bliver behandlet dårligt, han bryder sig ikke om, når tingene bliver for larmende, og når han ikke kan kontrollere en situation. Samtidig kan han være meget styrende, og har til tider svært ved at bedømme sociale situationer og kan komme til at handle uhensigtsmæssigt.

Vi flyttede til en forstad fem måneder før, han skulle starte i skole og lod ham starte i en ny børnehave, fordi vi tænkte, at det ville være godt, at han lærte andre børn at kende inden skole. Men børnehavebørnene var totalt opdelt i kliker. Han ville meget gerne være med i en bestemt 3-drengs klike. I starten tog de venligt imod ham, men det blev hurtigt til, at han nogle gange måtte være med til at lege, andre ikke - og det var helt vilkårligt hvornår og hvorfor. Vi forsøgte at få ham til at vende opmærksomheden mod de andre drenge/ børn, men han er meget stædig og samtidig var de andre drenge i børnehaven også i 'hold' på to og to, som ikke rigtig havde plads til andre.

Vores søn kom i klasse med de tre drenge, og det har bare været én lang tur op ad bakke. Han har følt sig udenfor og især én af drengene er konstant på nakken af vores søn: Han går ind i ham og siger 'lad være med at skubbe', skriver ting om ham på tavlen, kommenterer højlydt og hånligt, hvis vores søn ikke har sin kontaktbog med efter sygdom - og får andre til at sige, at vores søn siger noget, der ikke er rigtigt. Vi har fast kontakt med drengens mor, som 'tager en snak med ham' hver gang der er noget. Men hun har været meget skeptisk i forhold til, om det virkelig kunne passe, at hendes søns handlinger til dels var skyld i vores søns svære situation. Og det ser heller ikke rigtig ud til at hjælpe.

Samtidig har der været en hel masse ting, som pludselig ikke kan tages med i madpakken. Jeg ved med sikkerhed, at leverpostej bliver kommenteret 'fordi det lugter', men at han heller ikke kan have ret meget andet med, giver mig en kedelig mistanke om, at dette også skyldes en kommentarer.

Jeg kan genkende så mange ting af det du skriver: at han ikke må være med i lege, at det er svært at få legeaftaler, at drengen med den højeste position i klassen ikke hører efter, når min søn siger noget til ham. En konstant strøm af kommentarer, af skubben, prikken, lussinger, af at kalde ham tøsedreng, tudefjæs, sige han kun må være med i legen, hvis han driller 8. klasse (hvad han nægter) og meget, meget andet. Og så har der været episoder, hvor nogen fra 8. så har sagt, han var en tøsedreng. Og det er virkelig bekymrende: at det ikke engang bliver holdt inde i klassen, men at det på en eller anden måde bredes ud, så andre også tror, man bare kan være efter ham.

Klassen har haft et rigtig dårligt år med en stresssygemeldt klasselærer og fuldstændig fejlslagen inklusion af en udadreagerende dreng. Til sidst var det meget voldsomt - også fysisk og klassen endte med at slå sig sammen om, at det hele var denne drengs skyld. Efter forældreklager blev drengen flyttet ud af klassen og det er min overbevisning at så skulle klassen jo finde nogle andre at lade det gå ud over. Hvor min søn ellers havde haft et frirum, fordi en anden 'tog presset' vendte det nu tilbage. Og på det tidspunkt begynder vores søn så at slå/ slå tilbage. Jeg spørger ham på det tidspunkt hvorfor, og svaret er, at han ikke kan få dem til at lade ham være på nogen anden måde. At han har sagt igen og igen, at de skal lade ham være: At han HAR sagt det til de voksne, som han på ingen måde føler er nok til stede. Og jeg bebrejder ham ikke, at han ender der i desperation. Så vidt jeg ved, er han holdt op med det igen, fordi hans matematiklærer til en skole-hjem samtale sagde, at han ikke kunne hjælpe min søn, hvis min søn slog.

Min søn er ikke den eneste, der ikke har en ærlig chance. Et andet forældrepar valgte at tage deres dreng ud til jul, fordi han også følte, at lige meget hvad han gjorde, blev han holdt udenfor.

Min søn kan godt lege med flere af pigerne fra klassen, men har ikke noget, jeg vil karakterisere som et venskab.

Jeg har sådan brug for råd fra én, der ser andre situationer som denne. Hvad kan jeg/ vi gøre? Jeg er så ked af det. Jeg synes, det er et lorteliv, vi byder ham. Jeg tænker også, at vi skal opbygge hans selvværd, men hvordan i himlens navn gør vi det, når han hele tiden bliver pillet ned? Han er en sej og klog unge, men det er jo ikke nogen grund til at tvinge ham til at gennemgå sådan en skolegang :(

Jeg reagerer nu (igen,) fordi jeg har haft en ret voldsom konflikt med ham i går aftes, hvor han følte sig urimeligt behandlet (det gør han tit). I dag har han så haft samme konflikttype med sin far. Han så en pige i fjernsynet, der fortalte, hvordan hun var blevet mobbet i skolen, kaldt fede luder og sådan, og så siger han 'det er ligesom mig'. Han har sine fætre fra København på besøg og vil ikke dele dem med sin lillesøster, for nu er der 'endelig, endelig nogen at lege med' og han var begyndt at opbygge et venskab i klassen, men der er et eller andet der er ved at gå i kludder - det er svært at gennemskue, hvad der sker - men der er en tredje dreng, der tvinger sig ind i deres legeaftaler - og nu føler min søn, at han til gengæld tvinges ud.

Det påvirker hele vores familie voldsomt, at han ikke er glad. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er at være ham. Han har oftere og oftere 'ondt i maven' om mandagen og hvem ville ikke have det i sådan et 'arbejdsmiljø'?

Hjælp! Vi er bare en almindelig venlig familie, der er udsat for urimelig behandling.

Frustrerede og triste hilsner fra en mor til en ulykkelig knægt


SVAR

Kære mor til en ulykkelig knægt,

hold da op! Sikken en nedslående historie. Og selvfølgelig skal din søn ikke opleve sine skoledage sådan her. Hvor er det godt, at han har dig til at tage fat i problemerne. Jeg prøver at bidrage med, hvad jeg kan.

Allerførst: det er helt uacceptabelt, at mobning i det omfang, du beskriver, kan finder sted i skolen. Det er sådan noget, som ikke burde kunne ske - og som så sker alligevel, når omstændighederne falder tilpas uheldigt sammen. Du skriver, at du har kontakt med andre forældre i klassen, både 'mobberes' og 'ofres', og at det tilsyneladende ikke hjælper. Har du haft fat i skolens ledelse? Det synes jeg helt klart, at du skal gøre hurtigst muligt - og du kan fx vise dem det, du her skrevet til mig. Det læser jeg som en redelig beskrivelse af nogle helt uacceptable omstændigheder.

Mobning er svær at slippe af med

Mobning er, som du måske har læst, at jeg har skrevet, svær at slippe af med, og det kræver i al fald en indsats fra alle niveauer: forældre, undervisere og ledelse. Ikke mindst, når der åbenbart er tale om mobning, som rækker ud over din søns klasse. Så selv om det altid er godt at gøre, hvad man kan, for at styrke sit barns selvværd, så vurderer jeg din søns situation som så løbet af sporet, at det altså ikke kan gøre det. Slet ikke. Han kan simpelthen ikke, uanset hvor højt hans selvværd måtte være, magte så destruktivt et socialt miljø. Skolens ledelse må gribe ind og sætte gang i den antimobbe-politik, som de sandsynligvis har besluttet for skolen.

Jeg foreslår også, at du beder klasselæreren om at organisere et forældremøde med mobning som tema. Og at du - gerne i samarbejde med andre forældre til børn, som bliver mobbet i større eller mindre grad - grundigt forbereder et oplæg om, hvad mobning betyder af ødelæggelse af - det sociale miljø i en gruppe, af indlæringsmiljøet (- man kan simpelthen lære ikke noget, hvis ikke man befinder sig rimeligt godt), af ofrenes selvværd: mobning virker direkte nedbrydende - og af mobbernes personlighed: de bliver nemlig forråede af at slippe af sted med at behandle andre så dårligt. Ødelæggende for alle parter.

Hjælp udefra

Hvis ikke du selv magter at holde sådan et oplæg, så foreslår jeg at du kontakter skolens pædagogisk-psykologiske rådgivning, PPR, og beder en relevant person derfra om at komme med til mødet og sige det nødvendige.

Du kan også kontakte skolens forældrebestyrelse og bede en af dem om at være med til mødet. Det er simpelthen i hele skolens interesse, at mobningen bliver stoppet - så hurtigt som muligt.

Skolens ledelse må også deltage i mødet, og I må alle i fællesskab aftale hvilke forholdsregler, I vil sætte i gang for at stoppe mobningen - jf. skolens antimobbepolitik, som skrevet før.

Jeg synes, det lyder som en meget alvorlig sag, som åbenbart har rødder helt tilbage til børnehaven. Jeg synes videre, at du ikke må stoppe, før mobningen er hørt op. Jeg er helt enig i, at din søn ikke et øjeblik længere end højst nødvendigt skal udsættes for den behandling, som du beskriver, at han får. Det lyder slemt.

Kontrol er et værn mod utryghed

Jeg knytter lige et par ord til den søns personlighed. Når man er særligt sensitiv og ikke bare møder verden med stor robusthed og hård hud, så bliver man let stædig og kontrollerende. Verden opleves som farlig, og man gør, hvad man kan, for at sikre sig imod det farlige. At kontrollere og være styrende er de sikkerhedsforanstaltninger, man griber til i håb om at slippe for usikkerheden/ utrygheden.

Det er derfor vigtigt ikke at fokusere på den måde, din dreng opfører sig på, men på, hvad det er, der ligger bag hans valg af handlinger. Hvad er det, han har brug for, som han prøver at skaffe sig ved fx at ville styre i uhensigtsmæssigt omfang, når han er sammen med andre børn?

Det, du kan gøre, er at fokusere på hans behov og de dertil knyttede følelser - i stedet for hans opførsel. Gør du det, kommer jeres samtaler til at handle om, hvad det er, han har brug for - sådan gemt bag det hele - og hvordan han er i stand til at handle, så han skaffer sig det nødvendige. Du må bruge dit kendskab til din søn til at gætte på hans behov, og I må sammen prøve at finde frem til de handlemåder, der er de mest effektive - som bedst skaffer ham det, han har brug for. Venner, fx. I den virkelige verden går masser rundt og handler direkte imod deres egne behov - helt uafvidende, og det er jo trist og noget, vi gerne skulle lære at blive fri for.

Hele historien om at fokusere på behov og følelser i stedet for adfærd har jeg skrevet mere om. Dels her: Alting drejer sig om vores behov og her: Følelserne fortæller os, at vi er i live, dels i et par af mine bøger, hvor Genvej til gladere børn er den hurtigst læste.

Men allerførst: Hele din søns skole må i gang med at stoppe de modbydelige mobbeprocesser. Og kan det ikke lykkes - så kan jeg kun se, at du må flytte din dreng til en anden skole.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk