Min pige på 6 år er usikker og bruger rituelle sætninger

Min pige på 6 år er usikker og bruger rituelle sætninger

Hej Janne,

Jeg har en pige på snart 6 år, som skal starte i SFO her til maj. Hun er pludselig begyndt at virke meget usikker og meget i tvivl om alt, hun gør og siger. Alle sætninger bliver sluttet af med "Det kan godt være, jeg vidste det, det kan også være, jeg ikke vidste det" og "Måske jeg hørte det, eller også hørte jeg det ikke". Det virker som et helt ritual for hende at sige det, og hun gentager sætningen, hvis vi ikke siger ja eller ok til hende med det samme… Det er meget svært at have en samtale med hende for tiden. Hun siger at hun får det skidt, hvis hun IKKE siger det - hver eneste gang. Vi har talt med hende om det flere gange, og har forsøgt at få hende til at sætte ord på, hvad det er, som gør hende skidt. Men hun siger bare, at det er vigtigt, at hun får det sagt højt for at få det til at gå over.

Der har været episoder, hvor hun har leget med en dukke, hvor jeg har kunnet høre, at sætningerne også indgår i hendes leg - hvilket vi blev endnu mere bekymrede over.

I børnehaven oplever de det også, men ikke så ofte som hjemme. Der er dog nogle veninder, som har spurgt hende, hvorfor hun bliver ved med at sige det - eller har bedt hende om at lade være med at sige det samme hele tiden. Min datters reaktion er, at hun bliver ked af det over, at de ikke forstår hende, og samtidig forstår hun ikke, hvorfor hun har det sådan - og er den eneste, som siger "sådan" (som hun selv formulerer det, så hun er helt bevidst om det).

Hun har altid været en sensitiv pige, utrolig empatisk, MEGET samvittighedsfuld (kan have dårlig samvittighed over ting som er sket for år tilbage, som ikke har nogen betydning for de involverede) og har mange gode veninder - som hun godt kan sige fra overfor.

Vi er selvfølgelig bekymrede for hendes trivsel og hendes selvværd/selvtillid - men ved ikke, hvordan vi skal hjælpe hende. Hun skal som nævnt starte i SFO 1. maj, og har indtil for nyligt glædet sig til det - men nu vil hun bare ikke gå i skole. Vi tænker, at det er, fordi hun selvfølgelig bliver lidt nervøs og utryg over, hvad fremtiden bringer (hun har en storebror på 10 år, så hun kender skolen og kender den som noget godt) - og der er formentlig en forbindelse fra denne nervøsitet til hendes "remser". Samtidig har hun også sagt, at hun glæder sig til at blive voksen, da hun ikke vil være barn mere… meget forvirrende.

Jeg har forsøgt at meditere (en børneudgave) sammen med hende, men øvelserne bliver konstant afbrudt af en hvisken "måske vidste jeg det, eller også vidste jeg det ikke". Så det lader ikke til at give hende nogen form for ro overhovedet.

Vi aner simpelthen ikke, hvad vi skal gøre?!

Tusind tak for al hjælp på forhånd.

Venligst den bekymrede mor


SVAR

Kære bekymrede mor,

en ting er sikkert: din datters rituelle eftersætninger handler om noget. Det centrale er selvfølgelig at finde frem til, hvad de er udsagn om, eller symptom på.

Mine overvejelser: Du skriver, at hun pludselig er begyndt at virke meget usikker og afslutte sine sætningen med den dobbelte forsikring: måske/ måske ikke. Hvad mon har udløst det? En speciel begivenhed, gætter jeg på, siden det er kommet så pludseligt. Hvad kan din datter have hørt, set, oplevet, som pludselig vækker hendes usikkerhed og tvivl til live? Og åbenbart ikke kun i forhold til den kommende begyndelse i SFO. Også, når hun fx leger med sine dukker.

Spøgelser - eller blafrende lagner?

Jeg foreslår, at du begynder med at prøve at finde frem til, hvad det mon kan være for en begivenhed, som har udløst den nye måde at være på. Fordi den må have været kraftfuld for din datter, have haft stor betydning i hendes univers - ellers ville den ikke afstedkomme så tydelig og brat en forandring.

Jeg forestiller mig, at hvis du ud fra dit kendskab til hende kan gætte dig frem til, hvad det er - og husk, at du ikke kan spørge din datter direkte, det har hun hverken ord, begreb eller forståelse til - så kan I i fællesskab måske få afdækket betydningen. Du ved sikkert, at det, man ikke kan sætte navn på, er det 'farligste', det mest skræmmende. Frem i lyset med spøgelserne, så viser de sig tit blot at være blafrende lagner. Du kan læse lidt mere om at spørge på den måde, hvor man gætter kvalificeret, ved at følge linket. Det mest relevante i teksten for dig begynder med afsnittet Låne Søren ord og begreb.

Rituelle sikkerhedsnet

Men - den begivenhed, som muligvis har udløst din datters utryghed, rammer ind i noget i hende, som var der i forvejen. Og hvad mon det så er? En tvivl på, om hun nu gør det rigtige - og det er åbenbart meget vigtigt for hende at gøre det rigtige. Hendes eftersætninger er jo sådan en slags sikkerhedsnet, sådan en måde at sikre sig på: Jeg informerer på forhånd om, at jeg ikke kan love, at jeg handler/ forstår/ hører på den rigtige måde - at I andre ved det!

Din datter har tilsyneladende den forståelse, at det er de voksne, som definerer, hvad der er 'det rigtige'. Det er nok derfor, hun glæder sig til at være voksen, for - mener hun - så ved hun nemlig automatisk, hvad 'det rigtige' er. Og det er meget nemmere at have med at gøre end at være et barn, som ikke ved den slags.

Kan ikke mærke sine behov?

Jeg overvejer, om I i familien på en eller anden måde samspiller, så din datter ikke får mulighed for at mærke, hvad hun gerne selv vil - hvad, som er det rigtige for hende. Eller måske på en måde, så det, hun selv vil, det, hun har behov for og føler, ikke får tillagt nogen betydning. Sådan et samspil kan komme til udtryk på mange måder.

En af de sværest gennemskuelige er den, hvor forældre i deres hjertes godhed hele tiden er et skridt foran barnet og møder dets behov, før barnet selv har nået at mærke det. 'Vil du have en banan?' spørger mor, og barnet siger ja - men det har ikke selv nået at mærke, at det gerne ville have en banan - og spørge efter den. Og barnet kommer heller aldrig til at mærke det, for nu har det jo fået bananen og dermed fået sit behov opfyldt.

Det er selvfølgelig ikke noget problem, hvis det sker engang imellem, men hvis det er et generelt mønster, så lærer barnet ikke at bruge sin indre vejviser, nemlig at mærke sine behov og handle ud fra dem. Det er blevet vænnet til, at 'mine behov er andres ansvar'.

Hvis det er sådan for din datter, så handler hendes nervøsitet over at skulle begynde i SFO måske om, at hun nu skal til at klare sig i en børnegruppe med meget færre voksne - og nye børn. Og hvis ikke der er voksne, som kender hende og kan fortælle hende, hvad 'det rigtige' nu er, ja, så er hun på dybt vand. Og det gør hende urolig.

Det er selvfølgelig blot et bud, men jeg foreslår, at du overvejer, om der kan være noget om det. Og hvis du mener, at det kan der, må I gå i gang med at ændre på jeres samspil, så din datter får plads til at nå at mærke sine behov og efterhånden lærer at handle i relation til dem. Det er i øvrigt en fundamentalt vigtig livskompetence at kunne - for os alle. Jeg har skrevet mere om behov og de følelser, som knytter sig til dem, her: Alting drejer sig om vores behov og her: Følelserne fortæller os, at vi er i live.

Trylleformularer

En anden overvejelse, jeg har, er, at din datters eftersætninger næsten har karakter af besværgelser eller trylleformularer. Jeg kommer til at tænke på nogle af de folkeeventyr, jeg læste som barn. Det kan fx være sådan et eventyr, der har udløst din datters nye reaktioner - som hun har taget til sig, sensitiv og empatisk, som hun er. Et eventyr om en pige eller dreng, som er ude på en farefuld færd, og som af sin vejleder har fået besked om at sige sådan en slags besværgelse højt - for at sikre succesen af sin færd.

Jeg husker, at jeg som barn læste et folkeeventyr om den gode søster, som gav dyrene mad, før hun selv spiste, og det gjorde den onde søster ikke, så hende gik det ilde. Hvorfor jeg i tiden derefter omhyggeligt tjekkede vand og foder hos min undulat, før jeg satte mig til morgenbordet. Børn kan bruge den slags som deres redskab til at håndtere fx en usikkerhed på noget nyt og ukendt - og det er også muligt, at dét er historien om din datters eftersætninger - eventuelt i en blanding med min overvejelse om, at hun ikke har lært at bruge sine behov som vejviser.

Finde en anden 'trylleting'

Du kan sige til hende, når hun undrer sig over, at hun 'siger sådan', at det nok er en leg, hun leger. Hun er en lille super-pige, som gør sig utroligt meget umage med at være på den allerbedste måde, og derfor har hun fundet en trylleformular, som hun kan støtte sig til - netop fordi hun godt ved, at det ikke er muligt altid at gøre det helt rigtige - hverken for hende eller for nogen som helst andre.

Du og hun kan sammen prøve at finde en anden trylleformular - en, som de andre piger ikke studser over. Det kan være en symbolsk genstand, hun har i lommen eller i en kæde om halsen osv., eller det kan såmænd være en lille tus-tegning på hendes håndled: blot det fungerer som et symbol og som erstatning for den trylleformular, hun nu må sige højt.

Blive set

Et barns selvværd bygger bl.a. på, at det kan mærke sig selv og oplever, at det bliver elsket og respekteret - netop som sig selv. Praktisk betyder det, at det oplever at blive set i et vist minimalt omfang - at betydningsfulde andre er optagede af dets behov og følelser. Så det er en måde at styrke din datters selvværd/ selvtillid på.

Hvis hendes brug af rituelle sætninger ikke aftager eller måske bliver stærkere, så kan du henvende dig til en sandplay-terapeut, som netop på et symbolsk plan kan møde din datter og hjælpe hende med at finde ud af, hvad det er, som foregår i hende. Se her: Dansk Sandplay Institut.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk