Vores søn på 8 år bliver hurtigt træt af sine legekammerater og synes, de er irriterende

Vores søn på 8 år bliver hurtigt træt af sine legekammerater og synes, de er irriterende

Hej Janne,

Vi har en søn på 8 år. Han har en storesøster på 11. Som lille var han et barn, som hvilede meget i sig selv. Han var altid glad, og var glad for at lege selv med sine biler. Han kunne fordybe sig i leg alene i timevis. Da han blev 6 år stoppede billegene, og han søgte andre at lege med på vejen. Han var ikke bange for at gå ud at spørge de andre, om de ville lege, og han blev ikke ked af det, hvis de ikke kunne lege, men gik bare videre til næste.

Han er en kvik dreng, som talte tidligt, og som altid har været god til at samtale. Han kan komme med et spørgsmål til noget, vi har snakket om, som viser, han har lyttet og forstået. Hans søster er meget udadvendt og populær og meget dygtig fagligt. Så hun er noget at leve op til, men hun er til gengæld voldsomt genert og har brugt ham som isbryder, fordi han f.eks. turde gå op til disken og købe noget o.lign.

Mht. venner har han indtil 2. klasse haft én person ad gangen i en periode, han har været lidt "besat" af. Det er kun den person, der duer, og han bemærker nok ikke helt andre, som er interesseret, fordi det er denne ene person, som er vigtigst. Det har f.eks. været, hvis der var en bestemt leg el. spil, der kunne leges med denne person. At den ene person så ikke altid har villet ham lige så meget og derfor i virkeligheden slet ikke var et godt valg, så han ikke. Han har leget meget med nogle stykker fra vejen, men har været ked af, at det altid skulle være ham, der spurgte dem, og blev nok der lidt i tvivl, om de overhovedet kan lide ham.

Han var glad for at starte i skole og var rolig og glad i 0. klasse. Og meget tryg ved lærerne. Han fulgtes med en del drenge fra sin børnehave, men selv om det var nogle, han havde leget meget med, var han ikke så interesseret i dem. Han fandt nogle nye at lege med. I 1. klasse blev de lagt sammen, og han kom i en større drengegruppe. Min søn er meget regelret. Han vil gerne følge reglerne og bliver lidt forarget, hvis andre ikke gør.

I 1. klasse fik vi at vide, at han var meget urolig og begyndte at være klassens klovn. Det var meget overraskende for mig, men jeg tænkte, at det var, fordi han gerne ville være interessant for de andre drenge og havde brug for at gøre sig bemærket og finde sin plads. Der var flere drenge, som gerne ville lege med ham, men han var lidt besat af én dreng fra en anden klasse, som han legede meget med. Den dreng var ikke altid så sød ved ham, og han var tit ked af det, når han kom hjem. Han nævnte det selv og havde også sagt det til drengen en dag. Det syntes jeg var meget godt gjort og fint, at han var opmærksom på, at denne dreng måske ikke var så god for ham. De stoppede med at lege i en periode, og herefter gik det bedre.

Han var glad for at gå på sommerferie, fordi han var lidt træt af det hele. Efter sommerferien er det så gået godt på den måde, at han ikke er urolig i skolen mere og ikke fjoller. Vi har lige været til skole-hjem-samtale, og de synes, det går så godt, og at der er mange, som gerne vil lege med ham, og at han virker glad for skolen.[Her mangler der vist en sætning? Noget om, at jeres søn ikke selv er så tilfreds, gætter jeg.]Heller ikke af de voksne altid. At han er anderledes end de andre, fordi han bliver så sur. Han synes, han bliver meget uvenner med de andre. Han kan godt være noget stædig. Når vi har snakket om, hvorfor han bliver uvenner med dem, siger han, at de er irriterende alle sammen. Nogle mere end andre. Men der er kun én, som ikke er.

Han havde to legeaftaler sidste weekend, og de gik begge rigtig godt, så jeg blev lidt overrasket over, at han også synes, at de to er irriterende. Det kan være en lille ting, de har gjort eller sagt, og jeg synes lidt, han mangler nogle gange at kunne sige "pyt", og i stedet for at fokusere på en lille ting, der var træls, så fokusere på de 5 ting, som var gode og sjove, og som jo nok i virkeligheden fyldte mest.

I går, da vi var til fodbold, blev han ked af det, fordi han følte sig udenfor og ikke set af hverken børn eller træner. Han er målmand. Da jeg hentede ham i dag i fritidshjemmet, havde der også været en episode der, men heldigvis havde den voksne tænkt, at der lå mere bag ved hans vrede end bare vrede og havde fået ham til at fortælle lidt om, hvordan han har det. Så nu er de opmærksomme på det også.

Herhjemme er vi meget opmærksomme på, at han ikke får lov at sidde og spille alene f.eks. i for lang tid, og at det er vigtigt, at vi laver noget sammen, for ellers får han hurtigt en følelse af at være udenfor. Ligeledes har vi snakket om, hvad han skal gøre, hvis han bliver meget sur. Han har haft lidt med sin far. Han har syntes, han var sur, og mente på et tidspunkt ikke, at han kunne lide ham. Min mand og jeg snakkede om det, fordi vores datter er meget følsom mht. at hæve stemmen, at det er vores søn måske også. Og det har hjulpet, for han reagerer meget voldsomt, hvis min mand hæver stemmen. F.eks. hvis han skal sige tingene til ham mange gange.

Og nu er mit spørgsmål jo så, hvordan hjælper vi ham bedst videre i det her? Hvordan hjælper vi ham med ikke at blive så vred, det synes jeg ikke, han har været før. Og hvordan takler vi det med, at han synes, alle er irriterende, og han ikke synes, han har nogle venner, selv om de andre sikkert synes, de er venner?

Mvh


SVAR

Kære Spørger,

jeg vil begynde med at fortælle, at jeg har den forståelse af følelser, at de opstår i relation til vores behov. Som du kan læse i mine tekster om følelser og behov her på hjemmesiden, ser jeg de behagelige følelser - at være glad, tilfreds, tillidsfuld, rolig osv. - som en automatisk reaktion på, at vi får det, vi har behov for.

Ikke-mødte behov

Tilsvarende med de følelser, som er ubehagelige at have: at være vred, ked af det, bange, jaloux, mistroisk osv. De opstår, når vi ikke får det, vi har behov for. Jo vigtigere behov, desto stærkere følelse. Jeg forstår desuden alle følelser som signaler fra-migselv-til-migselv om, hvordan jeg har det med noget - og som tilskyndelser til at handle.

Når du fortæller mig, at jeres søn let bliver irriteret, vred og sur overvejer jeg derfor, hvad det mon er, han har behov for og ikke får. Du skriver ikke meget, som kan være grundlag for at gætte, så jeg foreslår, at du selv prøver at overveje, om der mon er nogle fundamentale og væsentlige behov, som din søn ikke får opfyldt. Du kan finde eksempler på mulige behov ved at følge ovenstående links.

Midt i et opbrud?

Du skriver om jeres søn, at han er kvik, god til at samtale, ikke bange for at spørge andre om noget - og ganske selektiv, når det gælder kammerater: Der må ikke være det mindste hos dem, som han ikke bryder sig om. Han er stædig, regelret og måske lidt kantet og har let ved at støde sammen med andre børn og blive uvenner med dem - og så er han følsom og kan ikke lide det, hvis nogen, fx hans far, hæver stemmen.

Jeg har fået den tanke efter at have læst dit brev, at din søn kan have bevæget sig ud ad en slags blindgyde. Han har indtil nu haft held med at have et venne-mønster, som gik ud på at udvælge sig én eneste ven og i en periode fokusere 100% på ham - også selv om den anden ikke nødvendigvis behandlede ham ordentligt. Derefter fandt han en anden, og gentog mønsteret.

Den model duer åbenbart ikke mere. Hverken for ham selv eller for kammeraterne. Han oplever sig anderledes og udenfor, bliver for meget uvenner og synes, at alle andre er irriterende. Han er meget presset, og derfor bliver han nu mere vred end tidligere.

De andre er dumme - ikke mig

Når 'alle de andre er dumme' er det som regel, fordi man oplever sig selv dum, og det er ikke til at holde ud. Det er meget lettere at projicere 'dumheden' over på de andre.

Kan det være sådan, at jeres kvikke, følsomme, 8 årige søn lige nu står i noget tumult med sig selv? Er midt i en slags erkendelses-spring? At han nu har erfaret, at hans sædvanlige metoder omkring at få venner ikke duer, men endnu ikke fundet ud af, hvad han så kan gøre i stedet for? Eller hvordan han så i stedet for kan være en ven? Og hans forsøg sidste år med at klovne, hjalp jo heller ikke. Hvad skal han dog gøre?

Han er helt utilfreds med sig selv, og det er ikke til at bære. Nej, det er kammeraterne, lærerne, far, der bare er sure og dumme, alle sammen.

'Følge med' vreden og irritationen

Hvis du mener, at der kan være noget om det, så er mit forslag, at I derhjemme 'følger med' hans vrede og irritation og prøver at hente noget konkret frem bag følelserne. I kan ikke spørge ham direkte, hvad det kan være, han har brug for og ikke får, og som er grunden til, at han bliver vred. Det har han hverken selvindsigt, ord- eller begrebsforråd til. Men I kan spørge ind til, hvad det mere præcist og konkret er, som irriterer jeres søn:

'Når du synes, at XX er irriterende, er det så, fordi han afbryder dig, og det kan du ikke lide?'

(… eller vil bestemme/ snakker for meget/ ikke gider være med til det, du foreslår/ fjoller i stedet for at tage legen alvorligt - eller noget helt ottende.)

Ved at prøve at hente det konkrete indhold frem bag 'irriterende' kan I måske får drejet samtalen hen på det, som jeres søn gerne vil have - altså har brug for og ikke får. Måske kan I nå frem til, at han - med jeres hjælp - får sat ord på sine følelser - og det vil være et stort skridt. Hvis han først har udtalt, at 'jeg er ked af det, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få det til at holde op' - eller noget i den retning, så er han åben for forslag til andre måder at tackle sin venne-situation på.

Husk, at I ikke kan give jeres søn gode råd, men I kan hjælpe ham til selv at finde frem til, hvad han kan gøre anderledes og bedre.

'At se' en anden = at fokusere på følelser og behov

Jeg foreslår også, at I 'følger med' hans vrede og irritation, fordi følelserne er helt ægte udtryk for, hvordan han har det. Hvis du beder ham om at fortrænge vreden og i stedet for at fokusere på det positive, vender du så at sige ryggen til ham. At se et andet menneske er at fokusere på de følelser og behov, den anden reelt har. Det har jeg skrevet lidt mere om her: Selvværd er det helt centrale.

Når det er sagt, må jeg hellere tilføje, at der må være rimelighed i situationen. Jeg foreslår ikke, at du skal køre rundt i hans mismod, men blot give det en passende opmærksomhed, ikke overse det. Det er udmærket at kunne sige 'pyt' - men kun, hvis man selv siger det. Du kan ikke sige det for ham.

'Hvad er det, jeg ikke får ...'

Vil jeres kvikke søn kunne bruge dette forslag: At han, når han bliver sur/ irriteret/ vred, kan spørge sig selv: 'Hvad er det lige nu, jeg gerne vil have, men ikke får? Som er grunden til, at jeg bliver sur/ irriteret/ vred?' Og måske - mere avanceret - tilføje: Er der noget, jeg kan gøre, som kan skaffe mig det, jeg har brug for?

At blive god til at registrere sine behov og at kunne sætte navn på dem, er en rigtig god livskompetence at have. Det er noget lettere at prøve at skaffe sig det, man har brug for, når man ved, hvad det er.

Mit bedste bud er som beskrevet, at jeres søn er i en overgangsfase, i gang med at finde ud af noget nyt, og at det bedste, I kan gøre, er at hjælpe ham til at finde ud af, hvad han kan sætte i stedet for alt det, som ikke mere dur.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk