Vores søn på 10 år er begyndt at blive angst

Vores søn på 10 år er begyndt at blive angst

Hej Janne,

Jeg læser din brevkasse og vil i den forbindelse søge råd hos dig. Det drejer sig om vores søn på 10 år, en følsom og diplomatisk dreng, som den senere tid er begyndt at blive angst. Jeg har spurgt ham, hvad det er, han er bange for: døden, sygdom og i den boldgade - når han får ondt et sted, kan jeg se på ham, at han bliver mere stille.

Han er god til at formulere, hvad der sker: "jeg bliver helt lillebitte" og har ikke lyst til noget, kvalme. Det hjælper, når vi snakker om det, men jeg vil jo gerne tage det her alvorligt, så det ikke "sætter" sig. Med til historien hører, at jeg selv havde en kort periode med angst - også sygdomsangst - i forbindelse med min fars sygdom og død for 5 år siden, og jeg har da tænkt på, at det sikkert har smittet.

Han er en dreng, som tager meget hensyn til alle, men er også meget aktiv med fodbold, tegner og spiller musik. Jeg er i tvivl om, hvor alvorligt vi skal tage det, men ønsker ikke for ham, at det skal udvikle sig til et mønster. Han bliver virkelig ked af det, når det kommer, jeg kan jo heldigvis godt huske følelsen, så selv bliver jeg ikke chokeret - jeg er selv ovre det, heldigvis.

Med til historien hører også, at der er en klassekammerats mor, som er blevet syg, hvilket han ikke ved endnu, men hvordan tackler man som forældre det: være ærlig og opmuntrende på samme tid? Jeg har set på et af dine svar, at du anbefaler Sandplay og har chekket det. Tror du, det ville være relevant?

Kærlig hilsen og tak for dine kloge svar
Trine


SVAR

Kære Trine,

det glæder mig, at du synes om mine svar - jeg håber selvfølgelig, det også kommer til at gælde for mit svar til dig.

Husk venligst på, at jeg ikke er faguddannet psykolog eller tilsvarende. Men jeg tror fx ikke, at angst kan smitte på den måde, du nævner, og jeg ville selv i jeres situation søge faguddannet hjælp - sådan i al fredsommelighed. Jeg kan foreslå, at I kontakter skolepsykologen eller en lokal familierådgivning, hvis I har sådan en i nærheden. Det sidste kan I lede efter her: familierådgivning. I kan også opsøge en privat terapeut, fx en sandplayterapeut, som du selv taler om. De vil fortælle jer, om de kan hjælpe jeres søn. Men ...

Perioder med uro og bekymring er helt normale

Jeg overvejer, hvor voldsomme jeres søns angstanfald er. Det er ikke ualmindeligt, at børn i perioder af deres liv bliver mere bange end sædvanligt - og end det umiddelbart er forståeligt. Det kan handle om deres helt almindelige udviklingsproces: at der pludselig går noget op for dem, noget nyt og ubegribeligt om livet, noget, de ikke synes, de kan håndtere - og det skræmmer dem. De kan ikke engang sætte ord på, hvad det er, de nu er bange for!

Hvis de har empatiske og fornuftige forældre, der kan tale med dem, lytte og være til stede som støtter og måske rådgivere, ja, så kan den slags perioder bliver gennemlevet uden det store besvær. Børnene lærer at leve med den nye indsigt og får tillid til, at de nok skal klare sig - også selv om verden ser mere skræmmende og kompleks ud, end de før var klar over. Det er alt sammen skridt på vejen mod at blive voksen.

Ødelæggende angstanfald

Noget andet er den slags angstanfald, som er helt ødelæggende. Barnet tør ikke være alene så meget som et øjeblik. Det tør kun være hjemme sammen med en forælder. Det magter ikke at gå i skole og tør ikke sove om natten af angst for, hvad der kan ske, når de ikke er vågne. Det er måske også ulykkeligt, ja, deprimeret - eller noget tilsvarende.

Hvis jeres søns angstanfald er af den slags, må I ikke tøve med at søge professionel hjælp. Det kan være, han har brug for medicinering i en periode - som en slags redningsvest, indtil han igen selv 'kan svømme'. Han vil så have brug for samtaler med faguddannede folk, og I vil behøve indsigt i, hvordan I skal forholde jer.

Empati og åbenhed

Jeg synes imidlertid ikke, din beskrivelse af jeres søns angst lyder som den ødelæggende slags - men det må I jo selv vurdere. Jeg kan godt lide, at han er så velformuleret omkring, hvordan han føler sig, at han tegner og spiller musik - begge dele kan fint bruges til at udtrykke svære følelser. Endelig beroliger det mig, at han får det bedre af jeres samtaler.

Jeg tror, at når noget dårligt 'sætter sig fast', så er det ofte, fordi det forsøges overset eller bliver mødt med ufølsomhed og mangel på indsigt: 'Tag dig nu sammen!', 'Du trænger bare til at få noget fornuftigt at lave', eller: 'Hold op med det pjat!' er eksempler på bemærkninger, som bestemt ikke udviser empati.

Livet rummer både opgang og nedgang, og det kan reelt være en gave til jeres søn, at han oplever, at ganske vist har han det rigtig ubehageligt og trist lige nu - med med fars og mors støtte kommer han om på den anden side og får det fint igen - en erfaring rigere. Det svarer jo også til din egen oplevelse. Giv ham plads til at have det, som han nu har det - det er ikke farligt at være lidt bange eller ked af det.

Med hensyn til kammeratens syge mor kan jeg kun foreslå, at I taler åbent om det med jeres dreng. Noget, som forties, kommer simpelthen let til at blive oplevet mere farligt. I skal selvfølgelig finde den rette situation og en passende vinkel. Måske skal I simpelthen kun tage emnet op, hvis han selv siger noget om kammeratens syge mor, og i så fald undlade at komme med lange udredninger og kun svare på jeres drengs spørgsmål.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk