Vores datter på 5 år vil ikke synke fast føde

Vores datter på 5 år vil ikke synke fast føde

Hej Janne,

Vores datter på 5 år har altid haft det lidt svært med mad. Hun har aldrig syntes det var fedt at spise. Hun har dog spist. For 14 dage siden bestemte hun sig til, at hun nu ikke kunne synke noget, der var mere fast end yoghurt. Uanset om det så er tygget til atomer og tygget på i 20 minutter, så vil/kan hun ikke synke det. Hun drikker fint og kan også spise yoghurt og suppe og sådan. Hun har haft en uheldig hændelse, hvor hun sank noget, det satte sig lidt fast. Dog kunne lidt vand få det ned.

I øjeblikket spiser hun ikke ret meget.

Hvordan kommer vi igennem dette og får forklaret hende, at der ikke sker noget ved at synke.

Hilsen os


SVAR

Kære Jer,

jeg mener, at I skal give jeres datter tid til selv at komme over den uheldige oplevelse med maden, der satte sig fast. Jeg er ret overbevist om, at det vigtigste er, at I ikke gør hendes ide om konsistensen af hendes mad til noget større problem.

I har garanteret forklaret hende, at selv om mad kan sætte sig lidt fast, så er kroppen indrettet, så hun enten vil gylpe den op igen eller også synke den med lidt besvær. Hun husker sikkert også, at hun kunne synke den mad, der havde sat sig fast, da hun fik lidt at drikke.

Lad jeres datter selv styre

Så mit forslag er, at I siger noget i retning af: 'Okay, når du ikke vil spise den-og-den faste føde, må du i stedet for spise noget flydende. Lad os sammen finde ud af, hvad du så kan få at spise.'

Derefter serverer I den flydende kost for hende uden nogen kommentarer, mens I selv spiser det, I plejer. Jeg kan anbefale, at I laver smoothies til hende - dem kan man blende alle mulige gode sager i: grønsager, kornprodukter, nødder - og selvfølgelig frugt, både frisk og tørret.

I må selvfølgelig holde øje med, at hun ikke taber sig. Min forestilling er, at hun i løbet af en periode vil blive træt af det flydende og begynde at ville smage på den faste føde, I andre spiser.

En protest?

En enkelt overvejelse: Der er en psykologisk dimension i det her med at spise. Det kan man fx høre af udtrykkene:

'Hun havde en stor appetit på' - fx livet, eller på at komme i gang med noget. Eller den omvendte: 'Jeg brækker mig over …' - som handler om alt muligt andet end at kaste mad op.

Jeg foreslår derfor, at I lige overvejer, om jeres datters manglende spiselyst kan være hendes måde at sige nej til noget på. Hendes måde at frabede sig at skulle 'tage noget ind'. Hvis det er sådan, er maden blot et symbol på noget andet, og så er det dette mulige andet, I må fokusere på.

Hendes nægten at synke fast føde kan være en slags protest over noget helt andet, og hvis I derfor kun fokuserer på, hvad hun spiser, kan der være noget andet, I slet ikke opdager - som er det egentlige problem. Overvej det.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk