Min søn på 6 år kan ikke sige fra over for en dominerende ven

Min søn på 6 år kan ikke sige fra over for en dominerende ven

Hej Janne,

Jeg har en søn på 6 år, som startede i førskole i april og nu skal til at starte i 0. klasse. Han fik i børnehaven en "bedste ven", som han har hængt sammen med næsten på daglig basis. Bedstevennen har altid virket en smule dominerende, men det gik først op for mig, hvor slemt det havde været, da min søn en morgen brød sammen og ikke ville i skole. Det endte med, at vi blev hjemme. Det viser sig, at bedstevennen har krævet, at min søn skulle være hans "tjener" - derudover foregik alle lege stort set på bedstevennens præmisser, og hvis min søn ikke legede godt nok, blev bedstevennen meget gal og skældte ud. Det værste for min søn var dog truslen om, at bedstevennen ikke længere ville være venner, hvis ikke han gjorde, som han ville have.

Jeg har det simpelthen så dårligt over ikke at have stoppet dette tidligere, men jeg har ikke kendt til omfanget. Jeg har godt nok et par gange overværet, at bedstevennen har været dominerende og også er blevet rigtig sur, hvis han har fundet ud af, at min søn har leget med andre end ham, for det er nemlig også forbudt. Nu er det blevet så slemt, at min søn overhovedet ikke vil lege med bedstevennen mere, og det har jeg sagt er helt i orden, og jeg vil prøve at lave andre legeaftaler.

Men de ses jo i SFO og i klassen og min søn vil allerhelst bare undgå ham, hvilket jo ikke rigtigt er muligt. Min søn taler endda om, om jeg tror, at bedstevennen vælger samme skole som ham efter 9. klasse, og hvad han så skal gøre. Jeg har talt med pædagogerne i SFO omkring problemet, og de tager det alvorligt. Dog havde der været en episode i går, hvor min søn får sagt, at han ikke vil lege med bedstevennen, som bliver meget ked af det og løber væk. Pædagogen taler med ham og det ender med, at min søn siger ja til at lege med ham, da han ikke kan lide, at han bliver så ked af det. Min søn sagde også til bedstevennen, at de kunne lege næste dag, hvilket han så inderligt har fortrudt, og han brød igen sammen under aftensmaden i går pga alle de bekymringer, han gør sig. Han siger, at det eneste han vil, er at lege med nogle andre, indtil skolen er helt slut. Det er det sidste han taler om, inden han skal sove, og det første han taler om, når han vågner, så det fylder ALT i øjeblikket.

Hvad søren skal man gøre i sådan en situation? Jeg går rundt med en klump i maven og er rigtig ked af situationen og vil jo gerne have, han får en god skolestart. Jeg havde selv sådan en "bedsteven" i skolen, men slap ikke ud af det, før jeg gik ud af skolen, så jeg har ikke de gode erfaringer omkring at sige fra på det område, desværre.

Mvh en bekymret mor


SVAR

Kære bekymrede mor,

det er jo nok i din allersidste sætning, problemets kerne ligger - og her, løsningen skal findes. Det handler om at kunne sætte grænser. At kunne sig 'ja' og 'nej' svarende til, hvad man ønsker. Det kunne du åbenbart ikke, da du gik i skole, og det har du åbenbart heller ikke lært din søn at kunne.

At kunne sige til og fra

Så: den langsigtede løsning er, at din søn lærer at sige til og fra. Det kræver, at han kan mærke, hvad han har brug for, og at han har selvværd nok til, at han finder det ok, at han indretter sine handlinger efter sine egne behov. Ikke efter andres behov - med mindre han netop gerne vil. Det er ikke helt enkelt!

Behov er det helt centrale

Som jeg ser det, er det en meget central livskompetence at være i stand til at mærke, hvad man har brug for. At man 1) registrerer sine behov og 2) kan handle passende på dem.

Behov kan være mange forskellige og ligge på alle mulige typer niveau: fra de fundamentale fysiske (behov for mad og drikke mv.) til de sociale og følelsesmæssige, som er lige så fundamentale, blot på en anden måde. Du kan læse mere om behov her på hjemmesiden. Følg linket: Alting drejer sig om vore behov.

Det er min erfaring, at mens småbørn er rigtig gode til at registrere deres behov og til at reagere efter dem, så ved voksne ofte ikke, hvad deres behov er. Spædbørn græder, når de er sultne eller fx trænger til kontakt - eller en ren ble. Af grunde, jeg ikke helt forstår, bliver vi så dårligere og dårligere til at lægge mærke til vores behov, jo ældre vi bliver. I al fald i vores kultur. Jeg ser mange forældre, som har så travlt med at gætte deres børns behov og at møde behovene, at børnene ikke selv har nogen chance for at nå at registrere, at de er - fx sultne, trætte, kolde mv. De får mad eller varmt tøj på før de har opdaget, at de har brug for det.

Jeg foreslår, at du overvejer, om du er sådan en forælder, der af ren og skær omsorg og kærlighed har haft så travlt med at være på forkant med din drengs behov, at han faktisk ikke længere kan mærke dem. Det har mor overtaget. Hvis det er sådan, kan jeg kun anbefale, at du ændrer på det og giver ham chancen for at mærke fx sit behov for mad: han er sulten, sit behov for hvile: han er træt, eller sit behov for kontakt: han vil gerne sidde hos mor. Osv!

Modstridende behov kræver, at man kan vælge

Når først man registrerer sine behov, har man mulighed for at vælge hvilke af dem, man vil prøve at opfylde, og hvilke man vælger ikke at handle på. Feltet er som nævnt før ikke helt enkelt, for man kan have modstridende behov.

Det kan sagtens være, at din dreng er fanget imellem sådanne modstridende behov. Han vil gerne lege med bedstevennen - og han vil også selv bestemme. Eller den omvendte: Han vil ikke lege med bedstevennen (fordi han har erfaret, at det kræver, at han lader sig bestemme over) - og han har ikke lyst til at være anledning til, at nogen/ bedstevennen bliver kede af det. Og han vil gerne komme pædagogerne i møde.

Skal jeg analysere historien i dit brev, så har din drengs behov for ikke at gøre nogen kede af det og for at komme de velmenende pædagoger i møde være stærkere end hans behov for at slippe for bedstevennen. Derfor siger han ja til at lege med ham og får opfyldt de to stærkeste behov. Man får det godt af at opfylde sine behov - det skaber behagelige følelser i én.

Men - så sker der det, som jeg kalder 'at skrive dækningsløse checks'. Din dreng kan ikke passe godt nok på sig selv, så han siger ja til at lege endnu en gang, selv om der ikke er nogen følelsesmæssig belønning i det. Jeg overvejer, om din drengs 'sammenbrud' kan være udtryk for en dybtliggende og ganske ubevidst sorg over, at han ikke magter at passe på sig selv. At opretholde sin ret til at gøre det, han gerne selv vil.

Livskompetence

Så - den langsigtede løsning er for mig at se, at du for det første får lært din søn at kunne mærke, hvad han har brug for. Du kan spørge til det, altså sætte ord på - når noget har et navn får det tydeligere eksistens og bliver lettere at håndtere. For det andet kan du demonstrere for din søn, at han - ligesom alle andre mennesker - er i sin gode ret til at bruge sine egne behov som vejviser.

Jeg skynder mig at understrege, at det jo ikke er det samme som, at han skal blive en topmålt egoist. Mennesker har nemlig fundamentale sociale behov: vi har brug for hinanden og for at kunne indgå i frugtbare samspil med hinanden. Det betyder bl.a., at vi skal kunne gå på kompromis, at vi må indrette os efter hinanden og samarbejde på ligeværdig vis. Med meget mere. Jeg tror, det er let at se, at livskompetence rummer den slags færdigheder.

Den kortsigtede løsning

Lige her og nu sidder din søn så fast i en mudret situation, som handler om, at han har været for let et offer for en dominerende kammerat. Det positive er, at du - og han - har opdaget noget, som kan ændres på. Mit forslag er, at du taler med din dreng om, hvad det er, der er foregået - på det niveau, som jeg skriver om herover. (Hvis du vil vide lidt mere om det, kan du læse alle Janne Hejgaards nyttige råd.)

Tal med ham på en måde, hvor du sætter navn på hans følelser og behov. Brug ord som: behov for selv at bestemme/ behov for at kunne vælge/ være ked af det/ være usikker/ føle skyld/ osv. Få en samtale om, hvad han inderst inde havde lyst til at gøre i situationen, og hvad det var, der gjorde, at han valgte noget andet.

Du må være den, der præsenterer ham for de forskellige ord og begreber - det kan du i al fald ikke regne med, at en 6-årig selv kan finde ud af. Din vinkel på samtalen kan være, at du har opdaget, at der er noget, du har forsømt at lære ham. Noget vigtigt!

Jeg synes også, at du skal forklare ham, at han altid har ret til at gøre det, han selv ønsker. Og at han har et valg: han kan fx vælge at tilsidesætte sit eget ønske, fordi han gerne vil give en anden noget, som han eller hun ønsker at få.

Kan du fornemme af det, jeg skriver, hvordan bevidsthed om ens egen ret til at vælge/ ens egne valgmuligheder rummer styrkelse af ens selvrespekt og giver - tja - personlig myndighed? Og overskud?

Sådan her: Du vil have noget af mig, som jeg ikke umiddelbart har til dig. Jeg ved, at jeg magter at sige nej til dig, og at du ikke har magt til at tvinge mig. Så når jeg vælger, at jeg alligevel vil give dig det, du gerne vil have, så er det resultat af mit helt frie overskudsagtige valg.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk