Min datter på 16 år vil ikke se mig efter skilsmissen

Min datter på 16 år vil ikke se mig efter skilsmissen

Hej Janne,

Jeg vil prøve at gøre en lang trist historie kort. Jeg er mor til Emilie, min 16 åriges datter - det er hende, det handler om.

Efter et langt ægteskab var jeg min exmand utro - blev skilt efter et langt terapiforløb. Jeg kunne ikke mere, der var ingen kærlighed tilbage.

Mine 2 børn havde det slemt - min exmand blev voldsomt vred, og vi kan på ingen måde tale sammen - jeg vil gerne!

Min datter har fået alt at vide i detaljer om min opførsel inden skilsmissen - af sin far, og detaljerne er vokset til ukendelighed.

Desværre skete der mange kedelige ting i forbindelse med jeg flyttede. Min datter kom for første gang i mit nye hjem, men hun var så vred og hidsig og overrumplede mig totalt. Jeg må erkende, at jeg gav hende en lussing, hvilket aldrig er sket før!! Aldrig! Alt i alt en skrækkelig tid.

Min datter kom kun ganske få gange i mit hjem, og nu har hun helt slået hånden af mig og min familie, kæreste. De gange, vi har set hinanden, har hun råbt og skreget. Skældt mig ud - tingene, som er sket, er blevet enorme. Jeg kan se hendes fortvivlelse og er så ked af det - men vi kan ikke nå hinanden.

Jeg kan ikke længere tage imod hendes udbrud og vrede, grimme ord. Det har stået på i 1½ år nu og bliver ikke bedre. Hun bor hos sin far i vores gamle hus, hvilket jeg er glad for - tænker, det er trygt.

Hun forstår ikke, at nogen mennesker kan lide mig efter det, jeg har budt hendes far og hende.

Ja, jeg gjorde dumme ting, men jeg kunne ikke være i mit ægteskab mere.

Og det er jo ikke min datter, jeg ville forlade! Jeg elsker hende over alt, men vi er i en ond cirkel - ingen hjælp at hente fra hendes far. Han siger, hun er glad og har det godt hos ham - så den vej er lukket ...

Hvad kan jeg gøre for min datter? Hun har bedt mig holde mig væk - ikke skrive osv., men hun svarer, når jeg gør det. Hun tager imod gaver, osv.

Jeg holder fast i mit nye liv og kæreste. Min søn har jeg ofte, han er 13 og har på ingen måde reageret som hende.

Men jeg føler skyld og skam med - ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal nå hende, når hun ikke ønsker mig. Hun er netop startet på gymnasiet, og det skal hun have ro til.

Hvad tænker du? Er min datter uopnåelig? Hun har altid været meget temperamentsfuld og hendes stædighed og udholdenhed er ikke ny.

På forhånd tak.

Venlig hilsen en mor der savner


SVAR

Kære mor, der savner,

av, det må gøre ondt! Din datter straffer dig, og det lykkes hun rigtig godt med. Jeg kan jo læse i dit brev, at du har handlet på nogle måder, du ikke bryder dig om, og at du føler både skyld og skam. Jeg kan også læse, at du har handlet under hårdt følelsesmæssigt pres - og du er jo - kun! - et menneske. Der er grænser for, hvad vi kan klare.

Tilgivelse

Jeg tror, du bliver nødt til først at prøve at tilgive dig selv. Kender du den tv-udsendelsesrække, som hedder 'Kærlighedens bud'? Den har været vist en antal gange på DR2, og genudsendes nu igen. Der har lige været den udsendelse, som rent faktisk handler om tilgivelse. Du kan se den via dette link: Kærlighedens bud: Tilgivelse. Måske kan den hjælpe dig lidt videre.

Som jeg læser dit brev, er din datter først og fremmest vred. Rasende! Og hun kan slet ikke tilgive dig. Hun er som det lille egoistiske barn, der bare vil have sine egne behov opfyldt, og som slet ikke kan acceptere, at mor/ du har nogle behov, som du har valgt at prioritere over hendes. Du ved måske, at børn fx kan blive meget vrede, hvis en forælder 'tillader sig' at dø fra dem. Der er ikke nogen logik i det - det er egentlig mest udtryk for barnets totale forventning om, at far og mor er 100% til rådighed. Og du har så tilladt dig at vælge noget, som ikke umiddelbart møder hendes behov.

Jeg skriver 'umiddelbart', fordi hun i det lange løb helt sikkert ikke har behov for en mor, som er ulykkelig, som ofrer sig for sine børn, som mistrives. Det ved hun endnu ikke, men sådan er det.

Jeg synes selvfølgelig ikke, at du skulle have slået din datter, men jeg kan nu meget godt lide, at du reagerede så tydeligt på hendes opførsel. Hun kan ikke være i tvivl om, hvad du mener om hendes råben og skrigen - og det skal hun heller ikke være. Nu ved jeg jo ikke, om du har bedt om forladelse for at have slået hende, og hvordan du eventuelt har gjort det. Jeg mener, det er vigtigt at skelne mellem, at 'du er ked af, at du slog', og at 'du er glad for, at du reagerede så tydeligt'. Hvad jeg synes, du skal være!

Vente på din datters tilgivelse

Din datter må også tilgive dig, og det bliver du nok nødt til at vente på, at hun gør. Jeg finder det positivt, at hun tager imod dine gaver, og at hun svarer, når du skriver. Helt lukket er der ikke. Mit forslag er, at du ikke presser hende. At du ikke undskylder, at du gik din vej og ville skilles. At du er glad for det, fordi det var rigtigt og godt for dig. At du giver dig selv lov til at have handlet, som du gjorde - du havde dine gode grunde til det.

Du er stadig en rollemodel for din datter, og hun må gerne opleve, at en mor ikke behøver 'at ofre sig' for sine børn. At en mor har ret til at vælge sig et liv, hvor hun trives - også selv om det ikke passer børnene. En mor har selvfølgelig ansvar for sine børn, og skal tage sig af dem osv., men det er jo slet ikke problemet her. Du har ikke svigtet dine børn på den måde.

Signalere accept

Vil du kunne skrive til din datter fx om din dagligdag, om det, du er optaget af, og hvordan dit liv i det hele taget er? Og lade være med at fx bede hende om at føle anderledes for dig, end hun lige nu gør - hvis det er, hvad du skriver om? Lade være med at bede hende om at besøge dig - og andet af den slags.

Vil du kunne skrive til hende på en (indirekte) måde, så hun kan opleve, at du accepterer hendes vrede, og at du også accepterer, at hun har valgt at udtrykke sin vrede ved at holde sig væk fra dig … ? Hun er 16 år og må selv stå inde for sine valg. Kan du roligt fortælle hende, at du elsker hende og savner hende? Uden at plage eller bebrejde - eller undskylde for dig selv!

Smerten over at være skilt fra din datter må du finde ud af at bære. Den er en - urimelig - konsekvens af dit valg, men livet gør somme tider ondt. Kan du det? Måske med din kærestes støtte?

Vreden spærrer

Du har helt ret i, at bag din datters vrede bor sorg og fortvivlelse, og helt sikkert en længsel efter dig. Hun må forbi sin vrede, før hun kan mærke de andre følelser - og den dag, hun kan det, er det vigtigt, at du er parat til at tage imod hende. Hvad jeg ikke er i tvivl om, at du er.

Men det er hendes proces. Som kræver tid - og mere modenhed og følelsesmæssig indsigt, end hun besidder nu. Jeg tror, at det bedste, du kan gøre, er: at vise, at du respekterer din datters valg af handlemåde, at vente på, at hendes vrede ændrer sig - og at lære at leve med savnet af hende. Jeg er ret overbevist om, at det ikke varer ved. Du har trods alt ikke gjort noget mod hende - selv om hun lige nu mener det.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk