Vores dreng på 7 år får raserianfald i skolen

Vores dreng på 7 år får raserianfald i skolen

Hej Janne,

Har et problem med min søn på 7 år. Fagligt er min søn helt klart med. Han følger undervisningen, kan finde ud af tingene og har ikke nogle problemer fagligt - han ligger i toppen af klassen.

Hjemme består vi af mor, far, lillebror og min dejlige dreng, som har problemet. Vi spiser ganske normalt og har bestemt ikke et stort sukkerforbrug - sukker på havregryn er ok i begrænset mængde og lidt løsere tøjler i weekenden. Han er meget kærlig overfor sin lillebror og er ikke underkuet eller andet. Han har mange venner, og mange vil gerne med hjem og lege.

Problemet er, at han har et meget stort temperament og kan være udadreagerende - i skolen! Hjemme har vi en dejlig og kærlig dreng, der deltager aktivt i familielivet. Hjælper med at tage af bordet og rydder op. Selvfølgelig har vi da små episoder, som alle forældre har, men ALDRIG smækken med dørene eller råben og skrigen.

I skolen ændrer han sig desværre til det stik modsatte. Han svarer lærerne igen og i dag har han f.eks i et raserianfald slået og sparket en lærer. Jeg er af den helt klare mening, at der er fuldstændig uacceptabelt. Man må ikke slå eller sparke andre. Vi har flere gange sagt til ham, at i stedet for at gå helt amok, skal han gå sin vej. Finde en lærer, der kan hjælpe ham "videre" og hjælpe med at løse problemet. Han skal gå til de voksne. Han er dog af den mening, at i øjeblikket vil han klare tingene selv, og det kan være svært, når man kun er 7 år, at se konstruktivt på tingene og høre alles meninger.

Vi er ved at være lidt frustrerede over, hvordan vi kan hjælpe ham. Vi snakker med ham, når han har problemerne. Vi råber og skriger aldrig ad vores børn. Vi har prøvet med straf, vi har prøvet med belønning, men intet har givet de store resultater.

I skolen lavede de en aftale med ham om, at han skulle sætte sig på en bænk ved lærerværelset, hvis det hele "blev for meget" - de bruger den samme bænk til "balladebørnene"… Han har ikke haft brug for at sætte sig på bænken i lang tid, og jeg tvivlede også meget på, at han ville benytte sig af det, men bakkede op om skolens tiltag. Men så i dag er det jo gået galt, og han brugte det ikke, muligvis fordi læreren, som han sparkede, havde fat i ham - hvilket også er helt ok, når han bliver så vred.

De lavede en aftale med ham for 2½ måned siden om, at han hver uge skulle have en snak med klasselæreren om, hvordan ugen var gået, og at der var nogle ting, han skulle arbejde med - ikke at svare igen, være kæk i timerne eller det lidt voldsommere sparke og slå (det er heldigvis kun sket 1 gang før). Skolen har ikke overholdt denne aftale - da det er gået fint i en måneds tid…

Jeg har udtrykt min bekymring overfor sundhedsplejersken, for at se om hun måske ville bruge lidt tid på at hjælpe med specielt hans temperament. Evt. hvad der kan udløse al den raseri i skolen. Men hun har blot skrevet på sedlen, at han ikke ville snakke og derfor ikke kunne hjælpe…

Jeg ser det som et problem, at han bliver så tosset, at han ikke kan styre sig. Vi har forsøgt at få skolen gjort opmærksom på, at hans sociale kompetencer muligvis er et problem og en hjælpende hånd til, hvordan vi kan hjælpe ham videre. Vi støder panden mod muren, og er ved at være trætte af at høre om, at nu har han gjort sådan og sådan, han svarer igen og har forstyrret i timen. De lægger totalt ansvaret over på vores skuldre - hvilket selvfølgelig også er i orden, men det er svært at hjælpe, når vi ser en helt anden dreng derhjemme. Det er, som om vi skal stå til regnskab for hans opførsel i skolen. At vi skal komme med den ultimative løsning på, hvorfor han får sine raserianfald i skolen.

Vi snakker meget omkring god opførsel, hvordan man opfører sig over for voksne og andre børn, men det trænger åbenbart ikke så meget ind, at han tager det med op i skolen og HUSKER det.

Hvordan kan vi hjælpe vores dreng videre? Hvordan kan vi få skruet ned for det temperament? Hvilke værktøjer kan vi bruge/ præsentere for ham?

Når vi snakker med ham, siger han, at han får ondt i maven, inden han bliver rigtig vred. Vi har prøvet at sige, at hvis han får den fornemmelse, skal han gå sin vej. Finde en voksen. Men han når slet ikke at tænke så langt, før han er eksploderet.

Håber, du måske kan stikke en vej ud for os, så han kan komme videre og vise, at han er den søde dreng, han er.

Med venlig hilsen en lettere bekymret og frustreret mor


SVAR

Kære lettere bekymrede og frustrerede mor,

allerførst: uanset hvor meget forældre betyder for, hvordan jeres børn klarer sig og har det i skolen, så er der grænser for, hvad I kan gøre. Og jeg har svært ved at se, at I alene derhjemme kan løse problemet med jeres drengs raserianfald i skolen. Jeg er også ret overbevist om, at det ikke er sådan, jeres forældreansvar skal forstås. Det rigtige må være, at I i fællesskab, skole og forældre, lægger en strategi, som I så bakker op om begge steder.

Fokus på opførsel

Dernæst: Som jeg læser dit brev, er I både derhjemme og på skolen fokuserede på jeres drengs opførsel. I taler om hans opførsel, I laver regler for hans opførsel, I straffer og belønner ud fra hans opførsel - osv. Jeg forestiller mig, at jeres dreng for længst har helt styr på, hvordan han bør opføre sig, og hvornår han opfører sig uacceptabelt/ forkert. Det - tror jeg - behøver I ikke at gentage, hverken det ene eller andet sted.

Skifte fokus

Mit forslag er, at I skifter fokus fra hans opførsel til hans behov og de dertil knyttede følelser. Som jeg forstår jeres drengs opførsel, så er den udsagn om, at der er noget, han har rigtig meget brug for, og som han ikke får. Når man har ikke-mødte eller ikke-opfyldte behov, så skabes der smertefulde følelser i én. Man bliver typisk ked af det, vred, bange, flov, utryg osv. Læs evt. mere om følelser og behov ved at følge dette link: Janne Hejgaards nyttige råd.

Det centrale er så, at jeres dreng åbenbart ikke kender til nogle måder at handle på, som er passende til situationen, som er effektive - forstået på den måde, at de rent faktisk hjælper ham til at skaffe sig det, han har brug for - i et vist omfang, i det mindste. Han handler efter bedste evne - sparker, slår, svarer igen, forstyrrer - for det er de eneste reaktionsmåder, han kender til. Og derfor benytter han sig af dem igen og igen - selv om de skaffer ham ballade med alle omkring sig. Mod bedre vidende.

Afmægtige handlinger

Jeg kalder hans måde at reagere på for afmægtig: han aner ikke, hvad han ellers kan stille op. Jeg forstår videre hans reaktioners voldsomhed som en målestok for, hvor vigtigt, det må være for ham at skaffe sig det, han i situationen har brug for. Når jeres dejlige dreng gang på gang handler, så andre bliver rigtig sure på ham - så er det selvfølgelig ikke noget, han frivilligt gør. Ingen vælger af egen fri vilje at handle, så man får andre på nakken.

I har prøvet at hjælpe ham ved at give ham handleforslag. Gå sin vej, gå til en voksen, sætte sig på en bestemt bænk osv. Og ingen af de forslag har hjulpet. Mit forslag er, at I i stedet for fokuserer på hans behov. Hvad er det mon, som han henne i skolen har meget brug for, og i den grad ikke får?

Låne ham ord og begreb

I kan ikke spørge ham direkte, for han er ikke moden nok til at formulere sig omkring sine behov. I må hjælpe ham ved at låne ham ord og begreb, og ved at spørge så åbent, at han har mulighed for at svare både ja og nej. Spørg, så det er tydeligt, at I egentlig ikke er ret interesserede i hans opførsel - i al fald ikke i første omgang - men meget mere optagede af, hvad det mon var, han havde brug for i situationen - og altså ikke fik. Her er et par tænkte eksempler:

'Når du bliver rigtig vred, er det så, fordi du keder dig og meget gerne vil have lov til at lave noget, som interesserer dig - og det kan du ikke komme til?'

'Når du har løst dine opgaver, er det så meget vigtigt for dig, at læreren hurtigt ser dem og fortæller dig, om du har lavet dem på en rigtig måde? Og så kan du ikke holde ud at vente?'

- eller hvad situationen nu kan være.

At se jeres dreng

Ved at spørge på den måde, viser I jeres dreng, at I ser ham - det skriver jeg også mere om i den tekst, jeg har linket til herover - og somme tider er det næsten nok: 'Far og mor/ læreren har opdaget, at jeg (fortvivlet) prøver at skaffe mig noget vigtigt. De stempler mig ikke bare som en uartig dreng.'

Når først jeres dreng oplever, at I er optagede af hans behov, og ikke kun af hans måde at opføre sig på, vil det være vigtigt for ham at lede jer på rette vej. Han vil svare nej til jeres spørgsmål, så længe I gætter forkert, og gøre hvad han kan for at forklare, hvad problemet reelt består i.

Effektive måder at reagere på

Og så kan I videre tale med ham om, hvordan han kan reagere anderledes - og meget mere hensigtsmæssigt. Ikke ved at give ham gode råd, men ved at fungere som 'fødselshjælpere', og hjælpe ham til selv at finde frem til relevante forslag. Han vil jo gerne selv klare tingene, så jeg forestiller mig, at han gerne vil være med til at finde løsninger - baseret på hans egne forudsætninger.

Logikken er videre, at hvis jeres dreng reelt har et valg, hvis han kender til måder at reagere på, som 1) dels skaffer ham det, han har brug for (i det mindste i et vist omfang), 2) dels ikke automatisk gør andre sure på ham - så vil han selvfølgelig vælge den reaktionsmåde.

Samarbejde med skolen

Jeg synes selvfølgelig, I skal tale med skolen om, hvordan I kan praktisere denne anderledes forståelse af jeres drengs måde at reagere på, sådan at han begge steder bliver mødt med et fokus på behov og ikke på opførsel.

I kan eventuelt foreslå underviserne at læse den bog, jeg har skrevet til undervisere, som grundigt gennemgår denne måde at se børn på. Den hedder Ballademageren Søren og kan købes på Samsø Antikvariat eller lånes på biblioteket. En lidt enklere udgave af teorien præsenterer jeg i Genvej til gladere børn.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk